Få styr på dit bryggers
ENTRE

5 tips: Sådan får du styr på dit bryggers

Vi har samlet 5 tips til, hvordan du kan forvandle dit bryggers til et smukt rum og samtidig optimere pladsen med praktiske løsninger.

Bryggerset bliver ofte forbundet med et praktisk opbevaringsrum, hvor vasketøj, strygebræt og beskidte gummistøver står side om side. 

Sådan får du styr på dit bryggers 

Et bryggers er som oftest et praktisk rum, men derfor behøver det ikke at være lig med rod.

Vi har samlet 5 smarte løsninger til, hvordan du kan optimere pladsen i hjemmets bryggers, så du både får styr på vasketøjet, strygebrættet og alle skoene.

Har du ikke et bryggers så få inspiration til din entré her! 

1. Bænk og skoopbevaring i samme møbel 
Har du ikke alverdens plads i dit bryggers, så gør som på billedet her og find et møbel, der både kan bruges som bænk og til skoopbevaring. 

2. Stil maskinerne i skabet 
De fleste kan blive enige om, at vaskemaskiner og tørretumblere ikke ligefrem er dekorative. Derfor kan du lade dig inspirere at denne løsning, hvor man har gemt maskinerne væk bag et skab. Hvis du køber skabene i en neutral farve, kan du let sætte dit personlige præg på dem ved fx at beklæde dem med tapet.

Er der en kreativ sjæl gemt i maven på dig, kan du som på billedet male skabene med tavlemaling, så du kan skrive indkøbslister og lignende på skabet.

3. Kurveopbevaring 
En smuk og ikke mindst praktisk måde at opbevare ting på er ved hjælp af kurve. Køb en masse kurve evt. i forskellige størrelser. Her kan du gemme alt fra huer og vanter til vaskemiddel og værktøj.

Skab et afslappet look ved at arrangere kurvere lidt forskudt fra hinanden. Hold dig dog til samme materiale som fx. bambus og skab på den måde en rød tråd. 

4. Strygebræt på væggen
Er du også træt af at gemme strygebrættet væk, hver gang du har brugt det, så hæng det i stedet op på væggen. Det er enkelt og kræver ikke det store håndværksmæssige arbejde. Start med at finde en knagerække eller et par flotte greb og placer dem, hvor du gerne vil have, at strygebrættet skal pryde væggen. 

Du kan enten vælge at gå efter et klassisk og stilrent look som på billedet eller være mere eksperimenterende i udtrykket. Er du til det enkle, så vælg et gennemgående farvetema og hav fokus på farven hvid og lad den dominere rummet. Er du til et mere dekorativt look, så betræk evt strygebrættet med et mønstret stykke stof, og på den måde gøre selve strygebrættet til et lille kunstværk. 

5. Vaskestation
Gør det til en leg at vaske tøj med din egen vaskestation, hvor der både er plads til at sortere det beskidte tøj og lægge det sammen, når det er vasket. Med en bordplade ovenpå maskinerne og en hylde på væggen, er der plads til masser af sager. 

Find inspiration til din entré her!