Smugkig i det nye IN
MODEMAGASINET IN

NYT IN | Smugkig i det nye juli-nummer

Sommeren er en oplagt tid til at forny dig selv og din personlighed, tanke ny inspiration med skønne bøger, podcasts og møde spændende kvinder, der ærligt deler ud af deres livshistorie og erfaringer. Som fx iværksætteren og ex-tv-værtinden Caroline Fleming, der ikke lever så glamourøst et liv, som mange tror eller kunstneren Cecilie Rudolph, der indrømmer, at hun skal lære at holde fri, fordi hun brænder for sin kunst. IN giver dig tips til en 100% magisk sommer, hvor du er sammen med hjertegode mennesker i dit liv lige nu og her – frem for på de sociale medier. Det stærkeste look du kan gå i denne sommer er den stil, som du selv sætter sammen. Og den personlige stil er en af de største trends, som vender op og ned på modebilledet. Mød tidens nye stærke stilikoner og andre kvinder, der går i vintage- og genbrugstøj, fordi de godt kan lide en unik personlig stil – og for at hjælpe miljøet. Alt det og mere til får du med det nye IN, som er på gaden nu. Må du få en forrygende sommer, som du aldrig glemmer!

Hvem og hvor har du lyst til at være?

Sommeren giver plads og rum til at være en ideel version af den person, vi er. Den ægte overskudsvare som en kontrast til den fortravlede udgave, der hele tiden hugger en hæl og klipper en tå for at nå alting i hverdagen. Og som nok ikke altid lever op til vores egne standarder om, hvordan vi gerne vil være og leve vores liv med hjemmebagte boller og hjørner uden nullermænd.

Sådan er det i hvert fald for mig. Måske er impulsive besøg altid velkomne i dit hjem, men hos mig bliver aftaler som regel lagt i kalenderen. Men det er også anderledes om sommeren, hvor livet på landet er mere tilbagelænet, afslappet og med få aftaler.

LÆS OGSÅ: 9 smukke tasker til sommer og sol

Mød Caroline Fleming i denne måndes IN:

Faktisk er den bedste ferie for mig at have så lidt på to do-listen som muligt, så jeg kan drive med på impulser, ideer og spontane besøg hos andre − og muligheden for at rykke ud eller ind alt efter vejrets luner.

Sommeren er et kærkomment pitstop til at mærke efter, om du er det rette sted i dit liv, både arbejdsmæssigt og personligt. Hvad har du lyst til at lave om på efter ferien, fordi du kan mærke, at det ikke er godt for dig? Er det tid til nye udfordringer, eller glæder du dig − ligesom jeg gør − til at vende tilbage til jobbet? Min erfaring er, at om sommeren sender krop, sjæl og hjerte os vigtige beskeder om, hvordan vi har det. Hvad der tærer, og hvad der nærer. Om der er noget, der skal justeres. Især hvis jeg tør være stille og spørge mig selv, når jeg er uden telefon, sociale medier, musik eller andres selskab. Bare et par timer. Bare være.

Sommeren er også tid til at fylde op på forkælelseskontoen i selskab med hjertegode mennesker i dit liv, opdage nye steder af vores dejlige land, spise på nye restauranter, besøge andre museer og blive klogere. Tid til at høre podcasts på lange køreture med familien.

Sommertid er også bogtid for mig. Nye bøger er samlet til bunke gennem foråret og bliver spist med samme vellyst som hjemmebag.

LÆS OGSÅ: Klæd dig på til sommerfest på jobbet

Jeg er vild med at rejse over hele verden og gør det gerne på alle andre tidspunkter end om sommeren. For mig findes der ingen bedre steder på verdenskortet end Danmark på en vindstille aften, hvor det stadigvæk er lyst ved 23-tiden. Der er ingen andre steder, jeg har lyst til at være. Men mød mig på regnvejrsdag nummer fem, og jeg er mør for alle slagtilbud fra rejseselskaber. Pointen er: Nyd al den magi, som Danmark byder på − uanset om du holder ferie i landet i kortere eller længere tid. De dage bliver en mental scrapbog, som du kan hive frem på en mørk, regnfuld efterårsaften.

Hent inspiration til endnu en skøn sommer eller et sporskifte fra de spændende kvinder, som IN interviewer i dette nummer − bl.a. designeren og forfatteren Caroline Fleming, kunstneren Cecilie Rudolph, sangerinden Stine Bramsen og skuespiller Bodil Jørgensen.

Med ønsket om en fortryllende sommer,

Anne Axholm
Chefredaktør

Få en smagsprøve på, hvad du kan forvente af denne måneds magasin i galleriet, og husk at du også kan købe magasinet til din telefon eller tablet HER

SMUGKIG I INS JULI-NUMMER

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du denim denne sommer