Kvinders power har aldrig været større
MODEMAGASINET IN

NYT IN | Smugkig i det nye juni-nummer

Gå ombord i sommerens farver og trends med det nye IN. Kig med i feriekufferten hos tre skønne globetrottere og se, hvad de ikke kan undvære på rejsen. Kom også tæt på den næste generation af seje, inspirerende powerkvinder, der tegner Danmarks fremtid. De deler deres historier, visioner og tip til det gode og meningsfulde liv – og fortæller, hvordan de gjorde drøm til virkelighed. IN bringer også et interview med verdens vigtigste politiker, som en amerikansk professor har udråbt Margrethe Vestager til at være. Hun løfter sløret for, hvordan hun genoplader batterierne – og hvor – til det krævende job som EU’s konkurrencekommissær. God læselyst og dejlig sommer, Anne.

Kvinders power har aldrig været større

IN hylder kvinders power i ind- og udland i hvert eneste nummer – det er en del af vores dna, og vi kan slet ikke lade være. Med denne udgave skruer vi endnu mere op på volumenknappen og introducerer dig for fremtidens powerkvinder − hver og én nøje håndplukket af IN.

Der er tale om kvinder, der allerede nu markerer sig på forskellig vis inden for områder som mad, gaming, litteratur, medier, mode og et af de ældste erhverv i verden … politik.

Kvinders power har aldrig været større end i dag. Men vi skal ikke stoppe her. Der er stadig for få kvinder blandt ingeniører, finansfolk og håndværkere − og lige løn for lige arbejde halter det også stadig med.

Dansk erhvervsliv trænger også til i højere grad at afspejle samfundets sammensætning.

Mød Margrethe Vestager i det nye IN:

LÆS OGSÅ: Fashion Summit | Så lidt tøj bliver genanvendt

Men mange kvinder er brudt gennem glasloftet, og de deler her deres erfaringer med dig på en måde, som du ikke har hørt før: Verdens lige nu vigtigste politiker, som en professor har kaldt EU-kommissær Margrethe Vestager, der fortæller, hvordan hun bedst lader op.

USA’s mediedronning Oprah Winfrey, der har kikkerten rettet mod Det Hvide Hus som den første kvindelige præsident – selv om hun officielt afviser interessen.

Bliv også klogere på, hvilke 10 bud Lizette Risgaard, formand for Danmarks største fagforbund, lever efter i sin travle hverdag. Og oplev Sarah Grünewald, der kan skrive både model, skuespiller og tv-værtinde på sit visitkort, fra en helt ny side – nemlig i sommerens skønne makeup-look.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Det er også et udtryk for styrke, når pastelfarverne rykker på modefronten denne sommer. Det er ikke på en pussenusset måde a la Jacqueline Kennedy i begyndelsen af 1960’erne – selv om hendes Chanel-dragter var vidunderlige.

Det er heller ikke som i 1980’erne, hvor benvarmere, hættetrøjer og gamacher holdt deres indtog i kølvandet på, at skuespilleren, aktivisten og aerobicdronningen Jane Fonda fik os til at hoppe og rulle rundt på stuegulvet foran det nye medie, videoen.

Pastellerne anno 2018 udstråler med brede skuldre, blazere og jakkesæt, at der ikke er grænser for, hvad kvinder kan i dag – også gå i farver, som ellers i mange år har været forbeholdt hylderne med babytøj.

De lyse farver udstråler en optimisme og tro på fremtiden – og derfor giver det god mening at vise pasteltrenden i netop et power-issue af IN.

God læselyst,

Anne Axholm
Chefredaktør

Få en smagsprøve på, hvad du kan forvente af denne måneds magasin i galleriet, og husk at du også kan købe magasinet til din telefon eller tablet her

Smugkig i INs juni-nummer

LÆS OGSÅ: De flotteste herremodeller nogensinde