Andebryst med rødbede og tyttebær
OPSKRIFTER

Andebryst med rødbede og tyttebær

Her får du en lækker opskrift på røget og stegt andebryst med bagt rødbede, tyttebær og andesky.

Sprødt skind og rosa kød er det ultimative mål, når du skal stege det perfekte andebryst. Følger du den her opskrift, skal du nok lykkes med det.

Den her opskrift er ekstra interessant, fordi du skal røge andebrystet med gran, inden du steger det.

Røget andebryst

Du kan røge et andebryst i dit eget køkken med en gryde eller udenfor på en grill, hvis du vil undgå for meget røg i køkkenet. Dernæst steger du det på panden og til sidst i ovnen.

I opskriften skal du deglacere panden, når brystet er stegt. Det betyder at afkoge den med vin, fond eller anden væske, der samler smagen fra panden op. 

Kunsten er at stege anden sprød, men stadig rosa. Du kan godt nøjes med at stege brystet på panden frem for at komme det i ovnen, hvis det giver dig bedre overblik.

Opskrift på andebryst med rødbede og tyttebær

Antal: 2 personer

Det skal du bruge for at lave andebryst med rødbede og tyttebær

  • 400 g rødbeder
  • 50 g frosne tyttebær
  • 1 spsk. honning
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 3 spsk. olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 andebryst (350-400 g)
  • 1 grangren
  • ½ dl rødvin
  • 2 dl ande- eller fjerkræfond 

Sådan laver du andebryst med rødbede og tyttebær

  1. Skyl rødbederne fri for jord, og kom dem op i et ildfast fad. Drys med lidt salt.
  2. Kom rødbederne i ovnen, og bag dem ved 170° i ca. 1½-2 timer, indtil de er helt møre og rynkede.
  3. Tag rødbederne ud af ovnen, og lad dem køle let af, inden du trække skrællen af. Skær rødbederne ud i lidt mindre stykker.
  4. Kom tyttebær, honning, eddike, olivenolie, salt og peber op til rødbederne, og vend det hele lidt rundt. Lad rødbederne marinere 30-45 minutter.
  5. Fjern sener og eventuelle fjerstubbe fra andebrystet. Rids skindet let, og pas på du ikke skærer ned i selve brystet.
  6. Krydr med salt og friskkværnet peber, og lad andebrystet trække 15-20 minutter. Læg grangrenen op i en gryde, læg andebrystet ovenpå. Sæt gryden under emhætten eller udenfor, og sæt ild til grangrenen.
  7. Læg låget på, og lad andebrystet røge i gryden i 5-7 minutter.
  8. Tag andebrystet op af gryden, og børst brændt gran af. Kom andebrystet på en tør, kold pande med skindsiden nedad.
  9. Tænd for svag varme, og steg andebrystet på skindsiden i ca. 2-3 minutter, så fedtet smelter af, og skindet bliver gyldent.
  10. Vend andebrystet, og brun det på undersiden i 1-2 minutter. Tag andebrystet af panden, og kom det over i et ildfast fad, krydr det med salt og friskkværnet peber, og sæt fadet i ovnen.
  11. Steg andebrystet ved 160° i 10-12 minutter.
  12. Hæld fedtet fra panden, deglacér panden med rødvin, og lad det reducere til det halve. Tilsæt andefond, og lad det koge lidt ind på lav temperatur, så skyen får lidt konsistens.
  13. Smag skyen til med lidt salt og friskkværnet peber.
  14. Tag andebrystet ud af ovnen, og lad det hvile lidt. Kom væden fra fadet op i skyen, og sigt skyen igennem en finmasket sigte og over i en lille gryde.
  15. Skær andebrystet i skiver, og anret med rødbeder, tyttebær og andesky. 

Læs også 8 tips til den perfekte julemiddag...

8 tips til den perfekte julemiddag