DANSK DESIGN

Børge Mogensens Jagtbord genopstår

Er der designnavne vi i særdeleshed forbinder med møbelproducenten Carl Hansen & Søn, så er det Wegner, Kjærholm og Klint. Nu bliver der føjet endnu et elsket navn til porteføljet, nemlig Børge Mogensen, der er andet og meget mere end FDB.

I 1950 var emnet for Snedkerlaugets efterårsudstilling i København ”Jagthytten”, og med det udgangspunkt tegnede Børge Mogensen Jagtbordet – der nu, som det første af flere signifikante design fra den store, danske designer, føjes til Carl Hansen & Søns omfattende kollektion af danske møbelklassikere.

Perfekt æstetik

"Jagtbordet har en æstetik, som passer perfekt ind i vores portefølje af designklassikere. Samtidig er Børge Mogensens store veneration for træet som gennemgående materiale samt hans skarpe blik for de håndværksmæssige detaljer helt i tråd med vores idégrundlag," udtaler direktør Knud Erik Hansen fra Carl Hansen & Søn.

Han fortsætter: "Børge Mogensen fokuserede på at tegne møbler, hvor funktion og æstetik var i balance, og der går en rød tråd af høj kvalitet og gennemtænkt enkelhed igennem hans livsværk, som altid har haft en stærk appel til danske møbelentusiaster. Hos Carl Hansen & Søn vil vi gerne udbrede kendskabet yderligere til et af de helt store navne på den danske designscene, og jeg er overbevist om, at vi, i kraft af vores indsigt i det internationale marked, kan skabe begejstring for Børge Mogensen - også udenfor Danmarks grænser."

Forfinet funktionalisme

Børge Mogensens Jagtbord, der oprindeligt var tænkt ind i et maskulint miljø i skikkelse af en jagtstue, udstråler en imødekommende og organisk elegance. Bordet består af to bukke med skråtstillede ben og en slank bordplade i finér med runde hjørner og kanter i massivt træ, der vidner om exceptionelt håndværk. En anden elegant detalje er bordbenenes gennemgående tapsamling afsluttet med kiler i kontrasttræ, der accentuerer bordets håndværksmæssige kvaliteter. Stabiliteten maksimeres ved hjælp af to tværstænger monteret mellem stel og bordplade - et funktionelt greb, som også bidrager til bordets meget konkrete æstetik. Den forfinede robusthed blev ganske rammende kaldt for formgivende kunst af en anmelder, da Jagtbordet første gang blev præsenteret i 1950.

LÆS OGSÅ: 5 ting, vi jagter på forårets loppemarkeder 

Jagtbordet fremstår i dag som et godt eksempel på Børge Mogensens særlige evne til at forene det folkelige og det finkulturelle i et stærkt udtryk. Han tog afsæt i en klassisk æstetik og demonstrerede gennem hele sin karriere en særlig evne til at koble optimal funktion med en ren og tilgængelig formgivning. Han placerede mennesket i hovedrollen og skabte med det afsæt møbler, der kvalitets- og formmæssigt var tænkt til at holde i generationer. Børge Mogensens forkærlighed for træet og hans baggrund som både møbelsnedker og arkitekt kan ligeledes aflæses i Jagtbordet, der oprindelig blev fremstillet i egetræ.

Vær klar til maj

Carl Hansen & Søn fremstiller Jagtbordet, med modelnummer BM1160, i eg og valnød samt i en kombination af disse træsorter med forskellige overflader. Bordets tværstænger fås i enten rustfrit stål eller messing. Bordets dimensioner er 72 cm (højde), 210 cm (længde) og 81,5 cm (bredde) og vejl. udsalgspriser starter fra 20.995 kr. Børge Morgensens Jagtbord kan købes fra maj 2018.