HVAD ER DET VÆRD?

Design: Mønstermesteren William Morris

De seneste sæsoners botaniske og blomstrende mønstre på alt fra puder og sofaer til tøj har affødt en fornyet interesse for den engelske Arts & Craft-designer William Morris, som er mest kendt for sine tapeter. Men Morris bevægede sig i mange genrer inden for Arts & Crafts og beskæftigede sig med både møbeldesign, tapet- og bogtryk, litteratur, var filosof, oversætter – og aktiv socialist.

Da industrialiseringen vandt frem i 1800-tallet, ville begejstringen næsten ingen ende tage. Overalt spirede fremdrift og optimisme. Nu kunne man massefremstille alt fra møbler til kunst og tekstiler, og den voksende middelklasse fik tilgang til alle de goder, som tidligere kun havde været det bedre borgerskab forundt. Men industrialiseringen havde også en klar bagside – for det maskinfremstillede blev til på bekostning af de oprindelige håndværksfag og tog næsten livet af ældgamle traditioner inden for kunsthåndværk. I kølvandet på damplokomotiverne og fabrikkernes fremturen i England opstod bevægelsen Arts & Crafts med et ideal om enkelhed og godt håndværk inden for indretning – og den lysere og lettere indretning var også et modtræk til den ellers overlæssede engelske mode på det tidspunkt. Inden for kunsten trak man på middelalderidealer, og glemte sagn blev trukket frem af glemslen. En af de mest markante figurer inden for bevægelsen var William Morris.

Vigtige venner

William Morris blev født i 1834 i Essex, og fordi der løb halvadeligt blod i årerne, var han sikret en økonomi, der gjorde, at han kunne studere på nogle af Englands mest prestigefyldte skoler. Han gik efter en gejstlig karriere og studerede teologi på Exeter College, men mødet her med Edward Coley Burne-Jones og en udpræget interesse for litteratur og filosofi gjorde en ende på den drøm. Sammen dannede de to studerende læse- og diskussionsklubben The Brotherhood, hvor de dyrkede værker af poeten Tennyson og socialisten John Ruskin – sidstnævnte var stærk modstander af industrialiseringen, som han mente øgede klasseforskellene, og massefremstillingens produkter af dårlig kvalitet. For de to stiftere blev det en opvågnen til en glødende socialisme.

Huset blev en markering

I løbet af de næste årtier udviklede William Morris sig til en af Victorietiden mest vidtfavnende kunstnere og litterære personer, og i 1958 giftede han sig med den unge Jane Burden, der også blev model og muse for flere af samtidens kunstnere – og selv regnes for en del af Arts & Crafts. Sammen flyttede de ind i huset Red House i Kent, som vennen og arkitekt Philip Webb havde designet – et helt specielt hus, som verden ikke før havde set magen til. Alle møblerne var skabt til huset, og det havde dekorerede glasvinduer og tegl, specialdesignerede tapeter, fritlagte spær og bjælker, høje gavle og endda en tårnformet brønd i haven. De to venner var inspireret af gotikken, og huset havde også træk fra frisisk arkitektur og engelske landsbyhuse – en skøn blanding uden at blive kitsch, og huset blev markering for starten på Arts & Crafts, og mange kunsthåndværker og arkitekter sluttede op om Webb og Morris’ opfattelse af, at arkitektur og kunsthåndværk skulle hvile på gode, traditionelle håndværksmetoder.

William Morris’ egentlige idealistiske mål var at alle skulle have råd til møbler og design i godt håndværk, men det er sigende, at man i dag skal finde de fleste af hans bevarede ting på slotte og herresæder – produktionsomkostningerne var simpelthen for kostbare for menig arbejder.  

Et firma med vokseværk

Fra 1960’erne koncentrerede William Morris sig udelukkende om tapetdesign. Hans firma, som på det tidspunkt havde eksisteret i noget tid, rykkede til større lokaler i London-kvarteret Bloomsbury, og det er her tapetklassikere som ”Trellis”, ”Daisy” og ”Fruit” bliver til. Efter 10 år er succesen så massiv, at firmaet reorganiseres og bliver til Morris & Co., som vi kender det i år, og William Morris bliver ene-ejer, selvom han stadig samarbejder med vennerne Coley Burne-Jones og Webb samt John Henry Dearle. Kun tre år senere åbner firmaet showroom på Oxford Street, og i 1881 er opgaverne så mange, at firmaet igen skifter adresse til Wimbledon, hvor de også udvider med bogtrykkeriet Kelmscott Press og socialistiske tidskrifter. Han køber også et hus i London-bydelen Hammersmith, der får navnet Kelmscott House – der også bliver hans sidste opholdssted til han dør i huset i 1896.

Designeventyret slutter dog langt fra her, selvom begrebet Arts & Crafts bliver lidt udvandet til også at omfatte strømninger fra andre europæiske bevægelser som tyske jugend – og vores egen skønvirkestil. I dag er William Morris´ indflydelse på designhistorien uomtvistelig, og hans mønstre pryder mange hjem på puder, gardiner og tapeter.

MERE William Morris

  • Fra 3. februar kan du opleve en stor udstilling om mesteren på Nivågaards Kunstsamling.
  • Du kan købe William Morris´ tapet hos f.eks. tapethuset.dk, hvor de fås fra 850 kr. pr. rulle.
  • Kan du ikke få nok af de smukke blomstermønstre, har  H&M netop udgivet en tøjkollektion i samarbejde med Morris & Co. 

Læs mere om: