elsker du ikke også en god kop friskbrygget te? Den nye, ukendte drik te faldt hurtigt i folks smag, da den begyndte at blive importeret til Europa i begyndelsen af 1600-tallet. De adelige var først til at tage teen til sig, og borgerskabet fulgte efter. Med teens fremmarch fulgte behovet for særligt udstyr til det charmerende og sociale ritual, tedrikningen udviklede sig til. Vigtigst af alt var de fine kopper.
Indvendigt har koppen fra Meissen Porcelænsfabrik malede blomster og insekter – udvendigt pousserede blå forglemmigejer og grønne blade. Begge dele er mærket med to krydsede sabler, som siden 1710 har været det verdenskendte varemærke på fornemt porcelæn fra Meissen. Ca. 3.800 kr. hos K&M Antiques.
Det musselmalede stel i helblonde fra Den Kgl. blev skabt af fabrikkens direktør Arnold Krog (1856-1931) som tilføjelse til det oprindelige, mere enkle stel. Den koboltblå farve kom fra norske Modum Blåfarveværk, grundlagt i 1770’erne. Hver ting er mærket med de velkendte tre bølgelinjer, der symboliserer Øresund, Store- og Lillebælt. 975 kr. hos Antikkram.
Den østrigske tekop af metal dekoreret med cloisonné har en indsats af porcelæn, så man ikke brænder læberne. Koppen med den svungne hank er fremstillet til det tyrkiske marked, hvor tekrus af glas og porcelæn i holder af metal er en traditionel, hverdagsagtig brugsgenstand. Hammerslag: 7.000 kr. hos Bruun Rasmussen.