HVAD ER DET VÆRD?

Hen til kommoden…

Den er ikke til at komme udenom, og vi kan næsten ikke undvære dette møbel. Kommoden. De praktiske skuffer kan opbevare alt fra sokker til gamle kærestebreve, og vi har fundet eksempler frem på kommoden gennem tiden.

Det praktiske møbel, kommoden, er i antikviteternes verden en relativt ny opfindelse. Fra oldtiden var kisten det foretrukne opbevaringsmøbel, derefter kom skabet, og først i barokken – fra slut 1600-tallet til begyndelse af 1700-tallet - dukker kommoden op, for på dette tidspunkt var snedkerfaget i kraftig udvikling. Her får du fire eksempler på skuffemøblet.

I 1700-tallet var byen Altona (i det nuværende nordtyskland) en del af det danske kongerige og centrum for en stor møbelproduktion. Her blev der fremstillet masser af prægtigt udsmykkede møbler i en variant af rokoko-stilen. Denne lille kommode er et godt eksempel på et Altona-arbejde. Solgt for 180.000 kr. hos Bruun Rasmussen.

 

Sig: ’Antik dansk kommode’, og navnet Mathias Orthmann dukker uvægerligt op. Orthmann (1692-1757) var en københavnsk snedkermester med værksted i Gothersgade og suveræn til at fremstille kommoder med skønne buttede former. Han leverede til hoffet og forsynede altid sine møbler med mærke, så de i dag er lette at identificere. Solgt for 75.000 kr. hos Bruun Rasmussen.

 

Borgerskabet i slutningen af 1700-tallet var velhavende og kvalitetsbevidste. De var vilde med franske og tyske møbler, og det gik ud over de danske møbelsnedkere.  For at dæmme op for importen af udenlandske møbler grundlagde man Det kgl. Møbelmagasin, som fremstillede møbler fra 1877 til ca.  1816. Herfra er de to kommoder i Louis Seize-stil. Solgt for 50.000 kr. hos Bruun Rasmussen.

 

I 1950’erne begynder kommoden at miste sin identitet, fordi den bliver designet som en del af en møbelserie. På den måde kunne kunderne være sikre på, at deres møbler passede sammen. Mesteren Hans J. Wegner har designet denne kommode, som passer til et reolsystem i samme serie. Solgt for 3.400 kr. hos Bruun Rasmussen.