RETRO

Bolig: Keramik, kunst og klassisk design

Pia og Frida har slået sig ned i en landsby uden for Aarhus. Her bor de i grønne omgivelser i et hus fyldt med klassisk design, specialkollektioner fra Ikea og masser af keramik og kunst.

Frida og Pia boede i lejlighed i byen om vinteren og i kolonihavehus om sommeren. Men med et lille barn blev det for besværligt, og samtidig havde både Frida og Pia fået smag for grønne omgivelser, og pludselig kiggede de på huse i landsbyen Sall vest for Aarhus. Her fandt de en skøn grund lige i udkanten af skoven. Eneste minus var, at huset på grunden var så faldefærdigt, at det kun kunne betale sig at rive det ned. Venner og familie rev sig i håret over projektet, for hverken Pia eller Frida havde tænkt videre over, hvad der så skulle ske. Kun én ting stod klart: De ville bo i et hus af træ, fordi træhuse har indbygget sommerhusstemning.

Læs også: 5 smukke vitrineskabe

TÆT PÅ NATUREN

Parret kontaktede et typehusfirma, der tilfældigvis var specialist i træhuse. Og nu har de boet i det skønneste træhus i omkring halvandet år, og familien på nu fire nyder at bo tæt på naturen, som de kan kigge på året rundt igennem to sæt glasdøre i det store køkken-alrum.

»Det er dejligt, at der ikke er så langt imellem inde og ude,« siger Frida.

SKANDINAVISK HJEMLIG STIL

Da huset stod færdigbygget, valgte Frida at slå sig løs på webauktioner og købe adskillige skønne malerier, så der hurtigt kunne komme sjæl ind i rummene.

»Det er sværere at skabe hygge i et nybygget hus end i gammelt byggeri, for her er flere lige linjer. Jeg gik efter kunst, som virker tidløs, i stedet for at udsmykke væggene med moderne sort-hvide print, som har en kortere levetid,« fortæller Frida. Hun prøver at købe møbler efter samme filosofi.

»Vi kan rigtig godt lide at købe ting – men vi prøver at lade være. Når vi så alligevel bliver fristet, vælger vi møbler, som er tidløse og i god kvalitet, for det er nemt at style forskelligt,« siger hun.

Pia er dygtig til selv at bygge praktiske løsninger, og blandingen af enkelte Ikea-møbler og ting, som parret har arvet eller købt på auktion, danner tilsammen en kreativ, personlig stil, som Frida kalder skandinavisk hjemlig.

Og hvad venner og familie nu siger til den lille families beslutning om at flytte på landet og selv bygge hus? Al skepsis er forsvundet som dug for solen!

Kig med ind i huset i galleriet herunder

Galleri: Keramik, kunst og klassisk design

Keramik, kunst og klassisk design