RETRO

Boliggalleri: Villalejlighed med retrosjæl

Kig med ind hos Søren Falk, kendt fra tv-programmet "Skattejægerne". Hans 101 m² store villalejlighed er det rene paradis for alle, der elsker retrostilen.

Frodige, grønne planter, velour, mahogni og kraftige farver præger den 101 kvm. store villalejlighed. Beboeren er ingen ringere end superkrejleren Søren Falk, kendt fra DR’s antikprogram "Skattejægerne". Foruden at medvirke i "Skattejægerne", hvor han viser seerne, hvordan man kan omdanne gammelt ragelse til det rene genbrugsguld, driver Søren Falk butikken Quriosa på Rantzausgade. Selv kalder Søren Falk sit virke hip living. Og hip living mestrer han så sandelig i sit og datteren Lærkes hjem i Valby ved København.

Læs også: Sådan indretter du med loppefund og arvestykker

System i retro-rodet

Villelejligheden er en tidslomme fra gud ved hvilket årstal. Der er noget herligt excentrisk over møbleringen, der både byder på en stor svungen sofa polstret i rød velour, borde og konsoller i mahogni, skabe med jalousilåger, lamper af messing og kobber samt overdådige grønne planter. På væggene hænger billeder af forskellige ukendte kunstnere, som Søren Falk synes, alle enten har sjæl, ro, varme eller mystik.

I køkkenet er overskabene med skydelåger malet i rødt og gult, væggene prydes af små grønne mosaikfliser, og gryder, dåser og kander med køkkenredskaber af plast i de karakteristiske blå, røde og gule retrofarver spottes hist og her. Går man så yderligere på opdagelse, ændrer tingene sig. Først kommer man til et lille kontor, hvor ting og sager er stablet op: Gamle kufferter samt kassevis af lp’er og singler. Der er system i kaos, får vi at vide.

Læs også: Verdens fedeste et-værelseslejlighed

Nej tak til nyt

»Folk siger typisk wow, og hvor er her dejligt,« fortæller Søren Falk om folks reaktioner på hans hjem og røber så, hvad der aldrig vil få lov at komme inden for hans døre: »Nye Kähler-ting, nye Bjørn Wiinblad-ting og i det hele taget alle nyproduktioner siger mig ingenting. Den eneste nye ting, jeg har, er en krenitskål, som jeg købte til min ekskone i gave, og som hun ikke tog med, da hun flyttede! Derudover har jeg som alle andre ting fra Ikea – glas, viskestykker, en stegepande etc. og Lærkes høje stol.

Til sidst nogle gode råd fra Søren til dem, der gerne selv vil bo med genbrug og retro: »Mit bedste råd er ikke at købe teaktræ. Kvaliteten er ofte yderst ringe i disse Danmarks første masseproducerede møbler. Køb hellere de snedkerlavede møbler fra ca. 1900-1940, som man får til ingen penge. F.eks. købte jeg mit sofabord i mahogni for 200 kr. og mit spisebord i egetræsfiner for 150 kr.,« afslører superkrejleren.

Se superkrejlerens skønne gemakker i galleriet herunder.

villalejlighed med retrosjæl

 

Læs mere om: