Boheme-bolig i Berlin
BOLIGGALLERI

Boheme-bolig i Berlin

Det var kærlighed ved første blik. Philipp Gertner faldt pladask for den gamle tyske fabrik, hvis industrielle rammer designeren siden har indrettet med sine egne kreative gør det selv-løsninger!

På en stor og travl gade i Berlin ligger en næsten hemmelig indgang til en industribygning fra 1910. Store fabriksvinduer med rammer i metal afslører liv derinde, mens fjerne, skingre lyde fra S-bahn blander sig med klavernoter fra en lejlighed over os. Modsat mange andre fabriksbygninger i den tyske storby, som har lagt ansigt til en opstrammer og er blevet polerede udgaver af deres gamle jeg, har trenden med moderne loftlejligheder ikke fået fat i denne bygning. Så man skal elske den industrielle stil med hud og hår for at bo her – og det gør designer Philipp Gertner.

Læs også: Skandinaviske entréer

For fem år siden var han inviteret til en fest i bygningen. Han var så fascineret af stedet,  og næste dag overtalte Philipp Gertner udlejningskontoret til at leje ham en af enhederne i bygningen. For at understrege den industrielle stil har han så vidt muligt valgt elementer fra samme tidsperiode og også gået efter cool, rå genbrugsmaterialer, ligesom han har bygget møblerne selv. Han har anvendt både planker fra paller, vinkasser og materialer fra genbrugspladsen til at skabe unikke løsninger, og mens han designede, stod hans gode tømrerven klar med værktøjet.

Inspiration: 25 lamper til boligen

I dag er alle møbler fra spisebordet til sengen hjemmebyggede. Resten af interiøret er arvet fra Philipp Gertners bedsteforældre – lige som de mange kunstværker hvoraf nogle dog er købt på loppemarkeder. Det samme gælder barberstolen, det lette tegnebord, der har fået liv som bardisk, vintagelamper, skrivemaskiner og de mange stole og taburetter fra Østberlin. Sammen danner hele herligheden et smukt mesterværk og en personlig ramme.

5 nemme DIY-projekter

  • Mal et loppefund. Er det en stol, så mal cool felter fx kun de nederste 20 cm af benene.
  • Spraymal vaser og lamper, og skab dig en samling kun af fx blå nuancer.
  • Byg en bordplade af gamle genbrugsbrædder, og brug bordpladen med benbukke under som spisebord eller kontorplads.
  • Lav dine egne hylder af rå, brede overskudsplanker.
  • Nemme ændringer.  Skift fx greb på kommoden, eller tapetsér et skab.

Se billederne fra den cool og rå berliner-lejlighed i galleriet herunder!

Boheme-bolig i Berlin

Få altid artikler med lækre boliger og inspiration i Mad & Bolig