BOLIGGALLERI

Bolig: Vild med vintage

MariaRosa Galli bor midt i historien. Tekstildesigneren elsker den klassiske bohemestil med vintage-interiør, feminine farver og naturlige materialer. Tag en rundtur i hendes skønne hjem her!

Vi er rejst til hjertet af livlige Milano. Her lige ved Piazzale Francesco Baracca kører de gamle, gule sporvogne stadig forbi. Og her bor MariaRosa Galli. I tekstilbranchen er hun kendt som Signora, og ud over at være kreativ direktør for tekstilfirmaet Mascioni designer hun tekstiler for både interiør- og fashionbrands som Ralph Lauren, Calvin Klein og Zara Home.

Læs også: Indret med planter

Vild med vintage

Her i den store historiske bygning fra 1902 på femte sal, højt over den grønne plads har hun skabt sig et hjem for sig selv og sin familie, som emmer af historier. MariaRosa Galli har en stærk kreativ åre, og hun har indrettet de 180 kvadratmeter med et personligt mix med fokus på originale detaljer. Og det er tydeligt allerede, da vi træder ind ad døren. Alt (næsten) i de mange højloftede rum har fået charmerende mærker fra tidens tand. Lige fra dørgreb til håndvasken. Selve møblementet er en eklektisk samling af antikviteter, keramik og kunstbøger i selskab med gamle arvestykker, håndlavet interiør og detaljer som panelerne på det store klædeskab i soveværelset. Og så eye-catching vintagefund.

– Jeg er vild med vintage, men i små mængder. Jeg er fascineret af idéen og følelsen af at leve med møbler og accessories med historie, siger MariaRosa Galli, der tager hånd om sine ting, så de tager sig bedst ud. 

Læs også: Green Living i boligen

6 idéer til klassisk boheme

  1. Brug spejle til at fremhæve dine rum, fx et stort gulvspejl.
  2. Bevar dit hjems herskabelige detaljer som stuk og sprossede ruder. Alternativt kan du være heldig at finde ornamenterede døre mv. hos genbyg.dk.
  3. Find vintage items med et klassisk tvist hos fildefer.dk, dba.dk og lauritz.com.
  4. Indret med naturlige materialer, især træ i forskellige træsorter. Husk også flettede kurve.
  5. Benyt dig af blide og feminine farver som støvet blå, rosa og gul. Tilsæt en enkelt rød ting til at bryde universet.
  6. Vær ikke bange for at bo med forskellige stilarter. Gør fx dine arvestykker nutidige ved at kombinere med nips eller tekstiler med grafiske striber på.

– Mit bedste råd, når du indretter, er at være dig selv. Vær modig, og vær ikke bange for, hvad andre tænker. Hvis du er dig selv, vil dit hjem fortælle din personlige historie, siger MariaRosa Galli. 

Se boligens øvrige rum og få tips til at gøre stilen efter her: 

Bolig: Vild med vintage