Leg med farver i hjertet af København
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Farverigt hjem i hjertet af København

I Camilla Wikke Wahlstrøm og Julius Heslets herskabslejlighed i indre København er der masser af farver på både møbler og vægge. Deres hjem må for alt i verden ikke være kedeligt.

For enden af en gammel vindeltrappe i en herskabelig ejendom ligger en lejlighed med udsigt til Marmorkirken. Her bor produktionsleder Camilla Wikke Wahlstrøm og Julius Heslet, stifter af Puori.

Da parret var på udkig efter deres fælles lejlighed, ledte de efter et centralt sted i indre København uden for meget fest og larm. De var begge vilde med den franskinspirerede arkitektur i Frederiksstaden omkring Amalienborg og Marmorkirken. Og selve lejligheden faldt de for med det samme. 

– Vi forelskede os blandt andet i det rå look fra bindingsværket i køkkenet og måtte bare beholde det. Det er med til at gøre lejligheden mere levende og mindre snobbet, siger de.

Og det, at tingene ikke må blive for snobbede, er vigtigt for både Camilla Wikke Wahlstrøm og Julius Heslet. I deres hjem skal gæsterne føle sig hjemme.

SE OGSÅ: Grafisk funkis-lejlighed

Et hjem i farver

Hjemmet er præget af varme metaller, bløde tekstiler, mørkt træ og marmor, og et vigtigt element er farver. I stuen står sofaen i petroleumsblå, spisebordspladen er grønt marmor, og kun få vægge er holdt i hvidt. 

– Farver skaber energi, stemning og positive tanker, og det hele behøver ikke at være så kedeligt, siger Camilla Wikke Wahlstrøm. 

SE OGSÅ: Patriciervilla med pastelfarver

Helt nyt og møbler med historie 

Begge parter holder af at blande nyt med gammelt. De mener, at det skaber en særlig historie og er noget, de ikke kan købe sig til. Derfor blander de gerne gammel kunst og antikviteter med moderne møbler.

Spisebordet har Julius Heslet eksempelvis selv designet. Stellet har han fået svejset hos Clarrods i København, og marmorpladen er indkøbt hos en stenleverandør. Camilla Wikke Wahlstrøm har et bord, som hendes morfar engang dykkede ned og hentede fra et skibsvrag i USA. 

– Det er ikke det smukkeste, jeg har set, men det er specielt og har en høj affektionsværdi for mig, siger hun. 

Begge kommer fra hjem, hvor design og kunst har været højt prioriteret. Camilla Wikke Wahlstrøms forældre og bedsteforældre var antikvitetssamlere, og Julius Heslets far var kunstsamler. Men inspirationen får de alle steder fra: boligmagasiner, blogs, Instagram, og en gåtur gennem København.

Boliggalleri: Farverigt hjem i hjertet af København

Boliggalleri: Leg med farver i hjertet af København