BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Franske toner i Tisvilde

Lyse farver og naturmaterialer præger det nordsjællandske sommerhus, hvor der altid er plads til ting med en god historie. Kom med indenfor.

Til daglig arbejder Othilia Thalund som møbelproducent og interiørstylist, og det ses tydeligt i sommerhuset i Tisvilde, at arbejdet ikke bliver lagt helt på hylden, når hun tilbringer tid i sit og familiens fristed.

Udefra er huset et klassisk sortmalet træhus med hvidmalede vinduer og tagpap, men indenfor folder det mørke hus sig ud som et lyst og luftigt hjem holdt i tonerne hvid, grå og brun og naturmaterialer som hør, bomuld og træ.

Interiøret er en blanding af nyt og gammelt – fund, Othilia Thalund har samlet gennem mange år og stadig holder af, og ting, der er købt impulsivt, men med følelse.

– Man kan næsten sige, at jeg har et forhold til mange af mine ting, der er fundet på rejser og på det lokale loppemarked igennem alle de år, vi er kommet i Tisvilde. 

En magisk tid

Kvalitet er også et nøgleord, når det handler om den tid, Olivia Thalund og familien bruger i sommerhuset – især i køkkenet med de gråmalede skabe.

– Vi tager på udflugter sammen for at købe lokale delikatesser og bruger rigtig meget tid på at tilberede maden sammen, fortæller Othilia Thalund, der mener, at det ikke kan sammenlignes at tilberede og spise rabarberkompot på 3. sal i byen som i huset i Tisvilde – det dufter og smager bare bedre i sommerlandet.

– Sommerlivet er og bliver noget særligt for os nordboere, helt magisk og specielt, mener Othilia Thalund.

SE OGSÅ: Sommerhus med træet i fokus 

Boliggalleri: Franske toner i Tisvilde 

Hvem: Othilia Thalund, interiørstylist og møbelproducent, og hendes familie.

Bolig: Et træhus fra 1940’erne med en tilbygning fra 2000 i Nordsjællands Tisvilde.

Stil: Lys og nordisk med et strejf af fransk landidyl.

Det kræver ikke det store at gøre terrassen til et sted, hvor aftensmaden ikke bare kan nydes, men også laves. Et enkelt anretterbord med hul til en balje og plads til et skærebræt er alt, hvad der skal til for at nyde eftermiddagssolen, mens de nye kartofler vaskes, og salaten tilberedes. Stolene er fra Ikea.

Stolene omkring køkkenets spisebord er samme model som dem rundt om terrassebordet. Det er med til at skabe sammenhæng mellem inde og ude. Spisebordet er fra Rosmosegård, og stolenes hynder er syet af tekstil fra Skjalm P. Den gamle hvide slagbænk er købt brugt, og billederne er gamle museumsplakater.

Hvide møbler i hele rummet giver et meget let udtryk, men kræver også et par ting, der kan give kontrast. Det får de i stuen her af bl.a. bambusgardinet og det lillle træbord. Kunsten over sofaen er af Anne Tholstrup fra Galleri Asbæk på Mallorca, og puderne er delvist fra Aiayu og delvist syet af tekstil fra Howe i London. Stolen er Cueros Flagermusstol fundet i Frankrig, og bordet er designet af Eero Saarinen for Knoll. Sofaen er Othilia Thalunds eget design, Othilia Living, der produceres i Italien.

Det beigemalede træværk på de indvendige vægge giver en klædelig dybde i det helt lyse sommerhus med de hvidmalede lofter og helt lyse gulve.

Snedkerkøkkener er blevet en stor trend de seneste år, men de har selvsagt næsten lige så mange år på bagen som selve håndværket bag. Svenske Kvänum, som står bag køkkenet her, har rødder helt tilbage til 1923, hvor Gustav Johansson åbnede butik i byen Kvänum nord for Göteborg i Gotland. Lamperne over køkkenbordet er fra Anglepoise.

Brug en lav bænk til opbevaring af det kreative rod som bogbunker eller magasiner. Rullegardinet er fra Color & Co, og plakaten er fra en genåbning af Picasso-museet i Paris.

Når rummet er lille, er det en god idé at holde interiøret i forskellige nuancer af samme farve. På den måde ”stjæler” tingene ikke pladsen. Sengetæppet er fra Society, og puderne er fra Geismars og Aiayu.

Bambusgardiner er gode til at skærme af for verden udenfor, samtidig med at de stadig giver lyset lov til at spille lidt i rummet. Det antikke klapbord er fundet hos en antivitetshandler i Sverige, og skamlen er fra Rosmosegård. Stolen er fra Københavns Møbelsnedkeri, og plakaten er fra Stilleben.

Mere inspiration?

Så se også dette klassiske sommerhus i Tisvilde