BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Galleriejerens private samling

Sort-hvid kunst, arvestykker, markante lamper og et mix af klassikere. Det er nogle af de ord, galleriejer Lulu Stokkebro bruger om sit hjem.

Kunst inspirerer, er smukt og fortæller noget om, hvem du er. For Lulu Stokkebro er kunst både et professionelt omdrejningspunkt i hendes galleri og noget af det vigtigste i indretningen af herskabslejligheden fra begyndelsen af det forrige århundrede. 

– Jeg bor med et mix af kunst, antikviteter og design – ting, jeg har arvet, og ting, jeg selv har fundet og købt gennem årene. Spisebordet har jeg været vild med, siden jeg var barn. Min venindes forældre havde en del Kjærholm-møbler, og allerede dengang vidste jeg, at bordet måtte jeg også eje en dag. Størstedelen af den kunst, jeg har, er værker, jeg har fået foræret af de kunstnere, jeg har samarbejdet med. Både kunsten og lysekronen i spisestuen, som jeg har arvet efter min farmor og farfar, har derfor stor affektionsværdi for mig, siger Lulu Stokkebro.

SE OGSÅ: Herskablig villa med 70'er-tvist

Indretning med et personligt udtryk

Lejligheden på 145 m² består af to stuer en suite, to værelser, køkken og et badeværelse. Lulu Stokkebros indretning balancerer mellem tidløse danske og internationale møbler, ældre fund og moderne tilbehør. Farverne er nedtonede og afstemte fra grå og sort til brun og beige, og sammensætningen giver et varmt og personligt udtryk. Hjemmet skal nemlig ifølge Lulu Stokkebro være sanseligt og afslappende, men også æstetik.

Den store samling kunst er nøje udvalgt, og for at give plads til den var det afgørende, at der var højt til loftet og stor bevægelsesfrihed, da Lulu Stokkebro for 12 år siden ledte efter en lejlighed. Hun fandt den i Hellerup med udsigt til Øregårdsparken.

– Jeg faldt for de smukke højloftede stuer med fint lysindfald. Jeg nyder at kunne åbne døren til altanen og at have et lille uderum. Når vejret er til det, drikker jeg altid en hurtig kaffe på altanen, inden jeg går i galleriet.

I området er der et lokalt handelsliv med byens puls, og så er der grønt og blåt med skoven og havet for enden af vejen. Og lige rundt om hjørnet få hundrede meter væk ligger Lulu Stokkebros galleri.

Værker af betydning

Hendes familie har beskæftiget sig med kunst gennem generationer, og derfor har kunsten altid været meget til stede både som en del af den daglige dialog og som noget betydningsfuldt.

– Kunst har altid fyldt meget i mit liv, også inden jeg startede galleriet. Min familie flyttede til Frankrig, da jeg var 10 år. Her etablerede min far sit grafiske værksted, hvorfra han i en lang årrække har trykt litografier med danske og udenlandske, anerkendte kunstnere. Det har derfor været en naturlig beslutning for mig at gå kunstens vej, og mit hjem er fyldt med værker fra kunstnere, jeg beundrer, siger Lulu Stokkebro.

SE OGSÅ: Guide til at købe kunst

Boliggalleri: Galleriejerens private samling 

Boliggalleri: Galleriejerens private samling