BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Idyllisk landejendom på Ibiza

På en bakke over byen ligger den gamle spanske 'fica', hvor interiørdesigneren Jurjen van Hulzen har indrettet et hjem til sin familie med det bedste fra Ibiza og resten af verden.

Landskabet nær San Lorenzo ligner et patchwork med stykker af grøn skov, mandel- og oliventræer og rødbrune arealer af landbrugsjord, når man kigger ud over det fra den gamle ’finca’ Casa Payesa.

I den bor de hollandske Ibiza-tilflyttere Jurjen van Hulzen og Selina Heitman med deres tre børn. Familien var for få år siden gæster hos nogle venner på øen for at nyde den fantastiske ro, plads og solskin, og under besøget forelskede de sig i stedet.

– Da jeg så ejendommen første gang, var den temmelig forfalden, så jeg vidste, det ville blive hårdt arbejde. Men der var stort potentiale, så vi slog til, fortæller Jurjen van Hulzen.

Moderne Ibiza-stil

Parret har gjort meget ud af at understrege den ekstraordinære udsigt over dalen. Det er de store vinduer med metalindramninger et eksempel på.

– Arketypen på en Ibiza-'finca' er trælofter, kampestensvægge, der er spartlet op, og robuste betongulve. De tre autentiske elementer har jeg forsøgt at sætte ind i en mere nutidig og moderne kontekst, siger Jurjen van Hulzen.

Det er husets badeværelse et godt eksempel på. Her har de rå vægge fået selskab af terrakotta-fliser lagt i sildebensmønster. Men der er også bade japansk og skandinavisk påvirkning i den spanske hyttes indretning – i form af for eksempel danske designklassikere og rum med helt skarpe linjer. 

Og det er tydeligt, at Ibizas atmosfære har påvirket Jurjen van Hulzens arbejde med husets indretning.

Den traditionelle arkitektur og det gamle landskab smelter sammen med den indvendige blanding af rustikke og industrielle toner og moderne møbler, der nemt kunne se ligesådan ud i en penthouse-lejlighed i New York. 

SE OGSÅ: Kunstnerisk villa i Belgien 

Boliggalleri: Idyllisk landejendom på Ibiza

Hvem: Jurjen van Hulzen, interiørdesigner, og Selina Heitman, lærer, med deres tre børn.

Bolig: Gammel spansk 'finca' tæt på landsbyen San Lorenzo på Ibiza i Spanien.

Stil: Industrielt møder rustikt.

Lette, gulvlange gardiner er ikke bare en af de største trends til dit hjem lige nu – de er også praktiske til at skærme store vinduer for det mest voldsomme sollys, uden lyset bliver lukket helt ude. Køkkenet er designet af Frans Pahlplatz og Jurjen van Hulzen selv og fremstillet af Eginstill Amsterdam. Lampen er fra DCW Éditions Paris.

Selv om du ikke har samme imponerende udsigt derhjemme, kan du sagtens tage idéen med at sætte sofaen midt i rummet i stedet for op ad væggen, så du kigger ud ad vinduet i stedet for ind i stuen, når du sidder i den. Lænestolen er Kaare Klints Safaristol fra Carl Hansen & Søn, og lædersofaen er fra Outline. Sofabordet er fra Nimbus, og tæppet under det fra Tine K Home.

Ibiza er mere end den fest, de fleste forbinder med den spanske middelhavsø. Postkortværdige landskaber, uspoleret natur og spændende lokal arkitektur er bare noget af det, øen med 200 km kystlinje og 50 sandstrande har at byde på.

De gamle grækere kaldte Ibiza og naboøen Formentera for Pitiusas, som betyder the Pine Islands – fyrretræsøerne. Og den udbredte træsort er også hyppigt brugt i Ibizas boliger. Det fritlagte loft her er f.eks. et originalt Sabina-loft af fyrretræ, der er karakteristisk for husene på Ibiza. Spisebordet er lavet af Jurjen van Hulzen selv, og stolene er designet af Charles og Ray Eames for Vitra. Loftlampen er fra Ay Illuminate.

En simpel stige af f.eks. bambusgrene kan fint fungere som en holder til fugtige håndklæder efter badet.

Rene linjer og lyse, lette materialer skaber et gunstigt miljø for at komme ned i gear. Sengen er fra Coco-mat, og sengetæppet fra Dutch Home Fabrics. Sengebordene er speciallavet af Jurjen van Hulzen selv, mens lamperne over dem er fra Muuto. Billedet over sengen er af Lolo Loren.

Et opmuret åbent skab kan være en god løsning, hvis rummet er lille, og et almindeligt klædeskab ville fylde for meget. Skabet her er designet af Jurjen van Hulzen og glider ind i rummet som en del af væggen. Stolen er Wegners Y-stol, der produceres af Carl Hansen & Søn.

Mere inspiration?

Så se også dette vintagehjem i den svenske skov