BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Kunstnerisk villa i Belgien

Bea Mombaers har indrettet sit hus fra 1930'erne med skulpturelle møbler og kunst fra hele verden. Kom med indenfor i hendes kunstneriske hjem.

Bea Mombaers’ hus i den belgiske by Knokk er bygget i 1930’erne i art deco-stil, og byens placering langs kysten manifesterer sig i de mange maritime detaljer i husets arkitektur.
 
Samtidig giver husets parketgulve mindelser til en fordums pompøsitet, som man f.eks. så det i salene i Versailles. Men indretningsstylist Bea Mombaers forankrer og udnytter husets forskelligartede udtryk ved først og fremmest at have én ting for øje.
 
– Jeg har ikke som mål at skabe et fornemt hjem. Jeg vælger først og fremmest ting, ud fra om de har et kunstnerisk element, fortæller hun. 
 
Og det ses tydeligt i huset, hvor hvert rum næsten er indrettet som små gallerier eller showrooms, uden at følelsen af hjem forsvinder. Hvert møbel og selv parketgulvet er kunstværker i sig selv. 

Ting som kunst

Bea Mombaers er da også på konstant global jagt efter one of a kind-genstande og -værker, og hendes hjem er en slags verdensudstilling for møbeldesignere og kunstnere.
 
Her er vintage-møbler fra Italien, Belgien, Sverige og Danmark, hvorfra hun har sikret sig Poul Kjærholms klassiske PK22-stol. 
 
– Jeg er især tiltrukket af værker eller genstande, som skubber til grænserne for deres disciplin, siger Bea Mombaers.  
 
Hun beskriver sin stil som nonchalant og impulsiv, og tingene i hendes hjem har da også en tendens til ofte at skifte plads. 
 
– Jeg indretter ikke mit hjem. Jeg udstiller min samling af ting som kunst, afslutter hun.

Boliggalleri: Kunstnerisk villa i Belgien 

Hvem: Bea Mombaers, indretningsstylist, interiørbutiks- og B&B-ejer.
Bolig: Villa i belgiske Knokke fra 1930’erne.
Stil: Skulpturel indretning med vintagemøbler.
Udvælg et enkelt møbel eller to, der kan være rummets blikfang. I stuen her er det sofabordet med de bløde rundinger og stolen af valnøddetræ, læder og krydsfiner under vinduet, der hedder Chair Model 925.
Den skulpturelle vase er lavet af den portugisiske keramiker Bela Silva. Vasens intrikate design giver godt modspil til den uhøjtidelige sofa, og værket på væggen bryder med den velkendte rektangulære “plakat”-form. 
I soveværelset står to Crate-stole af Gerrit Rietveld. De er fra 1935 og blev oprindeligt lanceret som et DIY-weekendmøbel for det berømte eksklusive stormagasin Metz & Co., der ligger i Amsterdam. 
I hjemmet i Knokke er omrokering og nytænkning af indretningen en del af hverdagen. Det lille bord i køkkenet er designet af franske Charlotte Perriand, og de to gule taburetter med patina er fra Tolix.
Igennem huset ses adskillige typer af gulve. Her, i mellemgangen, danner et skarpvinklet parketgulv bund for trappens og gelænderets mere bløde, buede linjer.
På badeværelset understreger det runde spejl og plankegulvene kahyt-følelsen, og den turkise håndvask i art deco-stil er en fin hommage til husets byggestil. 

Mere inspiration?

Så se denne bolig, der blev forvandet fra skole til billedkunstnerhjem.