BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Lys og enkel helårsbolig på Møn

Møbler af lyst træ, naturfarvede tekstiler og organiske former. Til sit hus på Møn finder Pernille Skafte inspiration i den finske og japanske indretningsstil, hvor minimalisme og naturmaterialer er i højsædet.

Pernille Skaftes forhold til den sydsjællandske ø Møn har sin begyndelse i 1987, hvor hun blev student og boede i Søborg nord for København.

– Ved den lejlighed holdt en forælder, som var bosat på Vestmøn, en studenterfest. Det blev nogle uforglemmelige dage for mig, og Møn blev herefter et vigtigt spot på mit landkort. Mange år senere, i 2011, vendte jeg tilbage, denne gang for at bosætte mig permanent, fortæller Pernille Skafte.

I første omgang lejede hun et hus for at prøve det af, men tre år senere fandt hun sit hus, som er fra 1943.

Indretning på finsk og japansk

Indretningen er minimalistisk og uden meget nips. Næsten alle vægge er hvide, og gulvene er grå.

– Der er nok lidt 70’er-stil over mit hjem, men det giver vel også mening, for jeg var jo barn i det årti, fortæller Pernille Skafte.

– Som barn og ung var jeg meget betaget af finsk arkitektur og møbelkunst, og der har jeg nok også hentet lidt inspiration, selv om jeg ikke ejer et eneste Alvar Aalto-møbel. Jeg er også inspireret af den japanske enkelhed i min indretning. Mine vigtigste kriterier er at bo lyst, enkelt og lidt underspillet, siger Pernille Skafte.

Fra 70'er-parcelhus til moderne bolig

Huset var oprindeligt godt 75 kvadratmeter stort og i ét plan. Men i 1977 fik de daværende ejere bygget en førstesal på huset, så det blev et klassisk 70’er-parcelhus. Det faldt ikke i Pernille Skaftes smag, så hun stod foran lidt af et renoveringsprojekt. Det tog fire år, og hun udførte det meste selv.

Pernille Skafte kunne trække på sin uddannelse som bygningskonstruktør, og hun fandt frem til en planløsning, som gjorde, at hun måtte fjerne stort set alt, selv skillevæggene, for at bygge huset op på ny.

– Pludselig kunne jeg se, hvordan lyset bogstaveligt talt væltede ind, og bugten kom til syne fra huset, siger Pernille Skafte.

SE OGSÅ: Nordisk bolig med naturmaterialer

Boliggalleri: Lys og enkel helårsbolig på Møn

Hvem: Pernille Skafte, som er bygningskonstruktør, have- og landskabsarkitekt og indehaver af firmaet Haveform.

Hvad: Hus fra 1943 på knap 125 m² ved Stege Bugt på Møn.

Brug store gulvtæpper til at markere og afgrænse et område af stuen fra et andet. Naturfarvede jutetæpper danner en neutral og naturlig baggrund for de øvrige møbler i rummet.

Det amerikanske designerpar Charles og Ray Eames udviklede fra 1940 og op gennem 1960'erne mange ikoniske møbler, som vi stadig indretter os med i dag. Mest kendt er de for deres skalstole, men under 2. verdenskrig designede de også bl.a. benskinner og bårer til den amerikanske flåde. Kombinér et lyst træbord i nordisk stil med stole i råt, industrielt look for at give spisepladsen kant.

Spæd den enkle og lyse indretning op med få velvalgte plakater i farver, men lad en bestemt farve gå igen, så der skabes sammenhæng i vægdekorationen. Plakaterne her er fra spillestedet Stars i Vordingborg.

Vælger du et lyst og nedtonet køkken, giver det dig mulighed for at være lidt mere dristig i valg af gulv og interiør. Gulvet her er behandlet med indfarvet, cementbaseret mørtel fra Saint-Gobain Weber, der tilføjer køkkenet et råt og industrielt look.

Bor du i naturrige omgivelser, er det oplagt at lade naturen flytte ind. Indret dig med møbler af træ, tekstiler af jute og gyldne jordfarver for at skabe sammenhæng mellem natur og bolig.

Er pladsen trang i soveværelset, kan det være nødvendigt at udnytte alle flader til opbevaring. Hæng smalle skabe i samme farve som væggen op over sengen, så de ikke optager gulvplads i rummet.

Hvide klinker er tidløse og giver badeværelset et lyst og neutralt look. Giv rummet farve med vaser, tekstiler og tørrede blomster, som nemt kan skiftes ud, når du bliver træt af farven.

Mere inspiration? 

Se også denne minimalistiske lejlighed med møbelklassiskere