BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Minimalistisk lejlighed i Sydengland

I en lejlighed i den engelske by Bath har Rosa Park og Rich Stapleton indrettet deres hjem med beige som grundtone og kunst som en gennemgående tråd. Kom med indenfor hos parret, der med deres indretning beviser, at less is more.

En historie kan fortælles på mange måder, og det er ikke altid antallet af virkemidler, der er afgørende. Det ved Rosa Parks, der er redaktør på livsstilsmagasinet Cereal.
 
Som en modsætning til trendy farver og mønstre ligger hendes og manden Rich Stapletons hjem i engelske Bath og beviser, at en enkel indretning kan noget helt særligt.
 
Lejligheden, der ligger på anden sal i en gammel gade nær floden Avon, er indrettet på æstetisk vis med forskellige teksturer holdt i forskellige nuancer af lys brun og beige.
 
 

Kunst som en rød tråd

Rosa Parks lejlighed emmer af inspiration og moderne kunst fra kreative sjæle.
 
I soveværelset hænger f.eks. værker af Spencer Fung, og over sofaen hænger en serie fotografier printet på japansk washi-papir, som hendes mand har taget. På væggen overfor hænger til gengæld et helt traditionelt oliemaleri som kontrast.
 
– Normalt køber jeg nutidig kunst, men jeg blev nødt til at eje en Old Master, fortæller Rosa Parks om det hollandske maleri, der er et typisk stilleben med hypnotiserende skygger, som ændrer udtryk, alt efter hvordan lyset skifter dagen igennem.
 
På den måde matcher maleriet resten af lejligheden, hvis gennemgående stemning er europæisk chik med forskellige røde tråde, der løber igennem den – og bidrager til følelsen af zen.
 
For det er det, indretning handler om for Rosa Parks – at finde vejen til indre ro, at finde hjem.
 

Boliggalleri: Minimalistisk lejlighed i Sydengland 

Hvem: Rosa Parks, redaktør på livsstilsmagasinet Cereal, og hendes mand, Rich Stapleton.
Bolig: Lejlighed i Bath i Sydengland.
Stil: Taktil minimalisme.
 
Et højt konsolbord på to ben i et indhak i gangen er både minimalistisk, praktisk og fint til at udstille små genstande på. Konsolbordet er fra Skagerak, bordlampen er designet af Noguchi for Vitra. Væggene er malet med Farrow & Balls charleston gray.
 
Du kan sagtens have bunker af bøger og magasiner i en minimalistisk indrettet stue. Det gælder bare om at arrangere dem som små stillebener i sirlige bunker med små dekorative effekter. Stolene er Poul Kjærholms PK22 i en limited edition med grå nubuck fra Fritz Hansen. Væggene er malet med farven sand fra Lady Minerals.
 
Et rundt bord er praktisk i en lille lejlighed, fordi det ikke virker så bombastisk som et firkantet af slagsen – og fordi det er nemmere altid lige at klemme en ekstra ind ved bordet. Lampen over bordet er designet af Gino Sarfatti for Astep.
 
Et let hørgardin er en god løsning i et lille lejlighedskøkken, fordi det ikke tager for meget af lyset udefra. Køkkenet er fra Devol, og bordpladen er fra Caesarstone. Væggene er malet med Farrow & Balls cornforth white.
 

SE OGSÅ: Blåt herskabshjem på Østerbro 

 
Lav en huleeffekt, der er nem at transformere, med henholdsvis et lyst og et mørkere gardin i lag. Væggene er malet med Farrow & Balls cornforth white, og sengelampen er fra Muuto.
 
En billedvæg i soveværelset giver et både personligt og hyggeligt præg. Kommoden under er lavet af to Malm-kommoder fra Ikea, der er skubbet sammen og har fået en ny fælles egetræsplade som top.
 
Nogle gange skal der ikke så meget til. En enkel stenskulptur på en opsats giver kunstnerisk stemning i hele stuen. Bag skulpturen står den japanske kunstner Mari Ruth Oda.

Mere inspiration? 

Så se dette lille hjem med stort potentiale