Art deco-inspireret hjem i København
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer

Stine Brüel og hendes kæreste Martin Isenbecker bor i en af Københavns gamle herskabslejligheder, hvor de har bevaret de originale detaljer.

Det var fornemmelsen af pariser-stemning, der tiltalte Stine Brüel og Martin Isenbecker, da de købte deres andel i indre København.

Nabolaget er lutter gamle, herskabelige ejendomme, og som genbo ligger en af byens ældste parker. Lejligheden var højloftet med stuk og udskæringer i træværket omkring dørene og de indbyggede skabe i flere rum.

Trængte til en kærlig hånd

At deres kommende hjem havde brug for en temmelig stor kærlig hånd, skræmte ikke parret. Tværtimod valgte de to at se netop dét som en mulighed for at sætte deres eget præg på deres første fælles hjem.

− Kan man have en god kemi med mursten? Det var i hvert fald dén følelse, vi havde, siger Stine Brüel.

Parret tog fat på at præge lejligheden, der har tre en halv meter til loftet og en masse klassiske detaljer. Stine Brüel og Martin Isenbecker var ikke i tvivl om, at husets egne kvaliteter skulle bevares og om muligt fremhæves.

De sænkede lofter i køkkenet blev revet ned, så der nu også der er over tre meter til loftet som i resten af lejligheden, og det gamle fadebur blev inddraget i rummet.

SE OGSÅ: Art deco-inspireret hjem i Skovshoved

Art deco-detaljer

Valget faldt på matte, antracitfarvede elementer og bordplader med vaske og armaturer i messing i både køkken og bad. I badeværelset ønskede parret en dramatisk version af spafølelse, så det valgte at lægge skifergrå klinker både på rummets vægge og gulv. 

Først og fremmest er der god plads i lejligheden på 200 m², men den gode plads ønskede Stine Brüel og Martin Isenbecker ikke at bruge til at fylde en masse ting ind – bare fordi her netop er plads til det. 

− Det er jo indimellem fristende at tænke: ”Vi kunne jo også have …” men så er det godt at være gode til at stoppe hinanden, før det går helt amok, siger Stine Brüel, der for at holde indretningen enkel ofte spørger sig selv og Martin Isenbecker, hvor meget der virkelig betyder noget for dem.

Spar på møblerne

Med de luftige rum som udgangspunkt virker indretningen lys og nordisk, men Stine Brüel og Martin Isenbecker har tilsat etniske detaljer og nyfortolkninger af art deco og detaljer fra stilen såsom messing, velour og et stort, tonet spejl, der giver lidt dramatik. Møblerne er valgt ud fra, at hjemmet ikke bliver overmøbleret. 

SE OGSÅ: Hjemmet med det smukkeste snedkerkøkken

− Når der begynder at komme for mange elementer ind i hjemmet, er vi gode til at minde hinanden om, hvad det var, vi faldt for, siger Stine Brüel.

I stedet har parret valgt at fokusere på moderne kunst og tilbehør. Her er fotoprint, tegninger i tusch og kinesiske antikviteter sammen med lysestager og vaser.

 Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer

Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer