BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Når huset bliver skiftet ud med en herskabslejlighed

Man kan sagtens genopfinde sig selv og sin boligstil, når børnene forlader hjemmet! Se bare, hvad der sker, når det store, tomme hus bliver skiftet ud med en herskabslejlighed på Frederiksberg ...

Ib og Nete Friis Borups yngste datter var dårligt fløjet fra reden, før parret gik i gang med at lede efter en lejlighed i Indre by i København. De boede i Dragør i en villa med have tæt på skov og vand, men drømmen om at bo i lejlighed i byen havde altid luret under overfladen.

Savner hverken skov eller strand

Lige så ivrige parret var for at finde deres nye drømmehjem, lige så svært var det at finde en lejlighed, der levede op til forventningerne. Lige indtil et vennepar foreslog Ib og Nete Friis Borup at lede i deres nabolag på Frederiksberg. Og der var den.
– Vi forelskede os begge i denne lejlighed, lige fra vi så den første gang. Nok var der en lille balkon, men der var et stort åbent køkken-alrum, et rigtig godt flow gennem rummene og en lys stue med store sydvestvendte vinduer. Vi kalder stuen for vores udestue, fordi vi har udsigt til en smuk allé med grønne træer, så langt øjet rækker. Om sommeren åbner vi dørene ud til den lille balkon, som vi elsker at sidde på og følge med i det travle byliv. Vi savner hverken skov eller strand, fordi vi er så glade for at bo her, fortæller de. 

Reklameskilte og rejsefund 

Da parret flyttede ind, indså de, at der måtte et stilskift til, for at indretningen ikke blev for gammeldags i herskabslejligheden fra 1895. Krystallysekronen og de gustavianske møbler blev skiftet ud med mere moderne elementer, som fx spisebordsstolene Loop fra italienske Infiniti. 
– Skiftet til Frederiksberg fik os til at ryste posen. Vi har indført flere moderne ting og flere farverige og humoristiske indslag. Men vi har også tænkt meget over, at lejligheden er smuk i sig selv og skal have lov at komme til sin ret med alle sine indsnit, skæve vinkler og detaljerede stuk, fortæller Nete Friis Borup. Hun og Ib Borup bidrager begge til indretningen. Han går som regel efter de større ting til boligen som møbler og lamper, mens hun især samler på de små ting.
– Jeg elsker at samle på ting fra livet. Fra rejser vi har været på, fra loppemarkeder i Sverige og fra tidligere produktioner på jobbet. Vi har efterhånden fået samlet mange gamle reklameskilte sammen. Som grafikere er vi nok begge en smule arbejdsskadede. 

Kom med ind i boligen her ...

Når børnene flytter hjemmefra

Læs mere om: