Stue fra boligreportage
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: På kanten af Dyrehaven

Naturen er med til at sætte stemningen i det enkle og lyse hus, der er nabo til Dyrehaven nord for København. Her bor en familie, der har indrettet med moderne design, kunst og arvestykker efter devisen hellere for lidt end for meget.

Når man bor så tæt på Dyrehaven, at det føles som ens baghave, så er det oplagt at lade sig inspirere af den imponerende naturskov nord for København. Specielt når man som Henriette og Frederik har enorme panoramavinduer. De har indrettet den moderne villa med masser af rolige farver – hvid, beige, grå og sort, så skovens forskellige ansigter får lov at sætte stemningen i rummene. Det er seks år siden, at familien på seks begyndte at kigge efter et nyt hjem, som kunne rumme fire børn, au pair og de mange fester for deres omgangskreds. Familien faldt pladask for det enkle, lyse arkitekttegnede hus af Iversen og Plum fra 1964, der med sine 450 m² ligger klos op ad Dyrehaven med udsigt til bøgeskov, og masser af dagslys fylder det meste af facaderne. Henriette elsker at blande flotte klassiske møbler med billige Ikea-møbler, så udtrykket varierer. 
– Jeg kan blive helt høj af at gå i Ikea og føler mig heldig, når jeg kommer hjem med en reol eller andet, som bare er lige i øjet, fortæller hun. Familiens arvemøbler, blandt andet lænestolene betrukket med Tricia Guildstof i pejsestuen og taburetten i gangarealet fra hendes forældres gård, giver sammen med Henriettes hang til lamper med utraditionelle former masser af personlighed og kant. Specielt Design by Us' lamper opfylder til fulde det element, hvorfor netop det design udgør flertallet af lamperne i hjemmet. Og så er interessen for kunst også et element, der fylder i indretningen. Men kunsten er med vilje placeret, så den ikke konkurrerer med naturen, og kunstværkerne er valgt i afdæmpede nuancer.

 

God fordeling

Husets kerne er en trappe, som forbinder stue og 1. sal. Den er omkredset af gangarealer med døre til husets øvrige rum. Med lyse egetræsgulve overalt, hvide vægge og gardinløse vinduespartier strømmer lyset ind – også i gangarealerne, hvor fotografier i sort-hvid af husets fire børn på 1 x 1 m pryder væggene. Husets stueetage rummer et par børneværelser til de mindste, gæsteværelse, au pair-værelse, badeværelse, vaskerum og master-bedroom til forældrene. Den brede trappe, som tager imod gæsterne ved hoveddøren i stueetagen, leder automatisk folk op på overetagen og direkte ind i stuen. En kæmpe stue med et kæmpe sofaarrangement – kun delt op af en tunnel-naturgaspejs, som Henriette valgte at få bygget, da de overtog huset. Naturgaspejsen fungerer som rumdeler til spisestuen og er omdrejningspunkt for al den aktivitet, som stuerne rummer. Som Henriette udtrykker det: 
– Pejsen er altid tændt og hygger helt enormt, samtidig med at den deler stuen op, så vi kan have gang i flere aktiviteter på en gang uden at sidde lårene af hinanden.
 

Venner på væggen

Stuerne lægger rum til skolekammerater, som flyder i sofaerne eller leger på gulvet med de mange legeting, som store kurve bag sofaen mod reolen rummer – men som hurtigt kan fyldes, hvis der kommer uanmeldt besøg, og stuerne skal stå snorlige. Familien elsker at være omgivet af billeder af venner og familie, hvorfor alle karme i stuen er fyldt til bristepunktet med fotografier af livets store og små begivenheder. Husets køkken ligger i direkte forbindelse til spisestuen, og som Henriette siger:
– Det er nok her og i spisestuen, at vi tilbringer de fleste timer i løbet af en dag. Specielt hyggebænken langs vinduerne ved pejsen er der rift om. Fra køkkenet og stuen samt alle soveværelser på 1. sal er der udgang til en svalegang, hvor familien kan slænge sig i loungemøblerne, bokse lidt til familiens boksepude eller spise med udsigt til skoven.
– Vi stortrives både ude og inde, mellem bøgeskov, børn og gæster.
 

Se hele boligen her ...

Lyst hus ved Dyrehaven

Læs mere om: