Sommerhus med sort og hvid indretning
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Sommer i sort & hvidt

Sebastian Petersen bliver stresset, hvis der går for meget farvelade i indretningen. Derfor går han efter sort og hvidt i sit nye sommerhus i Rørvig. Til gengæld nyder han de brogede omgivelser.

Det var områdets lidt gammeldags sommerromantik og den mangfoldighed, området byder på, der tiltalte Sebastian Petersen, da han for nylig købte et lille, sort træhus i Rørvig på en naturgrund omgivet af høje træer.
 
I Rørvig og nærmeste omegn ligger en skovagtig plantage, en fantastisk strand og et hyggeligt havnemiljø. Det nære opland byder på sjove staldsalg af økologiske grøntsager, og her er utallige markeder med varieret udvalg, man kan købe friske fisk og skaldyr på havnen, og landliggerne udgøres af et mangfoldigt sammenrend af mennesker fra alle sociale lag.
– Her kan man falde ind i den brogede helhed uden at skulle tænke over etikette og socialt rollespil. Her kan man slappe af og holde rigtig ferie, siger han.
 
Den tidligere ejer var en ældre dame, der havde efterladt huset møbleret, men hvis smag i boligindretning og stemning i rummene lå temmelig langt fra hans egen. Så den hurtige løsning blev at samle alt inventaret i stuen, ringe til Røde Kors og lade dem tømme huset, inden Sebastian Petersen kunne begynde at sætte sit eget præg på huset.
– Hvidt og en enkel indretning giver ro, og jeg slipper for at skulle forholde mig til, hvad jeg nemt kommer til at opleve som et fastelavnsris af farver og materialer, siger han.

KONTRAST TIL NATUREN

Som udgangspunkt var ønsket at få så meget lys ind i sommerhuset som muligt. Vægge, gulve og lofter blev malet hvide, så den stemning, lyset skaber indenfor, erden samme som ude. Indretningen valgte han at holde enkel, og den afviger ikke meget fra Sebastian Petersens hjemme i lejligheden i København: industrielle detaljer såsom brændekurven i metal, stålreolen og -lamperne, grafiske linjer og få moderne møbler.
 
Sebastian Petersen er til enkle udtryk og få farver. De står i kontrast til Odsherreds natur, der kan ses lige uden for det store vinduesparti, som udgør størsteparten af endevæggen mod haven i husets store stuerum, og som kan ses fra stort set alle andre rum i huset. Udenfor ligger haven som vild naturgrund med skiftende farver året igennem og evig ro eller uro afhængig af vind og vejr.

EN PRAKTISK GRÅ

Kun i køkken blev det hvide brudt. Køkkenet er Ikeakøkkenskabe med låger og bordplade fra &Shufl i grå laminat. Farven er mest valgt, fordi den er praktisk, men også fordi han med samme grå farve på gulvet får skabt en helhed i køkkenet, der danner en farvemæssig overgang fra det kulsorte bad til den kridhvide stue.
 
Den største forandring, Sebastian Petersen har gennemført, er at anlægge en stor terrasse på to af husets sider. Her kan han altid finde en sidde- eller liggeplads dagen igennem, fra solen står op over trætoppene om morgenen til langt ud på de lyse sommernætter. Eller han kan sætte sig på sin yndlingsbænk ved garagens vindtørre rafter gemt lidt af vejen bag elefantgræs og siv. Herfra nyder han sollysets spil gennem trætoppene og kigget over på terrassen og ind i skoven i modsatte del af haven.

BOLIGGALLERI: SOMMER I SORT OG HVIDT

Boliggalleri: Sommerhus i sort og hvid