BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Tørreloft på toppen af København

I Maria Glæsel og familiens hjem på toppen af København fungerer skråvæggene som en del af interiøret på lige fod med ikoniske møbler og naturens farver.

På et gammelt tørreloft bag Kongens Nytorv i København bor Maria og Christoffer Glæsel med deres tre børn. Kvarteret er en lille lokal lomme fyldt med historie kaldet Gammelholm, og familien har fra deres lejlighed udsigt over byens tage og tårne.

– Jeg ser solen stå op over Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og gå ned bag Christiansborg. Det gør lejligheden virkelig særlig og giver en energi, jeg ikke kan sætte ord på, fortæller Maria Glæsel, der til daglig er adm. direktør i den bæredygtige tekstilvirksomhed Aiayu.

Parret overtog lejligheden for 10 år siden efter at have ledt længe efter de sjældent udbudte lejligheder på Gammelholm. De faldt for lejlighedens 100 år gamle bjælker, der var bevaret, og muligheden for selv at definere rumfordelingen, som skulle være åben og med få rum. Uden tanke på, at de senere ville udvide familien med hele tre medlemmer. 

Udfordrende indretning
– Vi elsker lejligheden og holder fast med næb og kløer, så længe det kan fungere med børnene – og det fungerer faktisk godt. Børneværelset er blevet et soveværelse, og børnene bruger hele lejligheden som være-rum. Vi er tættere på hinanden, og samtidig bliver vi tvunget til at få skabt et 'eget rum' til os hver især, som ikke er defineret af vægge og døre. Det bliver nok en større udfordring, når børnene er teenagere, mener Maria Glæsel. 

En udfordring, der har været ved lejligheden fra starten, er det gamle tørrelofts skrå vægge. Maria Glæsel og hendes mand har fået det til at fungere ved at indrette sig enkelt og helt undgå høje møbler.

– Det kan på sin vis godt være en udfordring og lidt kedeligt, at der ikke er så mange vægge at indrette, men det er også nemmere, for så er der mindre at tage stilling til synsmæssigt. Vi har valgt at holde de fleste vægge bare for at skabe en mere rolig indretning, forklarer Maria Glæsel.

Plads til kvalitet
I stuerne har parret så vidt muligt undgået at stille møbler tæt op ad væggene, og de bruger et gammelt vintagespejl til at skabe en fornemmelse af rum. På den måde fungerer de skrå vægge som en integreret og nærmest skulpturel del af indretningen.

De bare vægges krav om enkelhed passer Maria og Christoffer Glæsel godt, for gennem årerne er det blevet mere og mere vigtigt for dem at være omringet af så få ting som muligt. 

– Jeg får det skidt, hvis vi har ting, vi ikke bruger – og rod. Det binder min energi og mudrer det smukke og enkle til, fortæller Maria Glæsel. For hende og hendes mand er kvaliteten i materialerne og et godt design både vigtigt og det, der fungerer bedst for lejligheden som en balancerende modpol til en hverdag med tre børn. 

– Det betyder meget at lære vores børn at leve simpelt og uden for mange forstyrrelser fra blinkende legetøj, pangfarver og kaos. Vi larmer og fylder rigeligt i forvejen, som hun siger.

Boliggalleri: Tørreloft på toppen af København

Her bor: Christoffer og Maria Glæsel med deres tre børn, Ella, ni år, Amanda, otte år, og Hector, fire år.
Bolig: Lejlighed på 160 m² på Gammelholm i Indre København. 
Stil: Enkel indretning med fokus på kvalitet og naturlige materialer.

Bland træ og læder med stål og messing, hvis du vil give de varme naturmaterialer et køligt og elegant modspil. Plankebordet er fra St-Paul Home og købt i Casa Shop. Spisebordsstolene i læder er Koi K2 fra engelske Koi, og lampen over spisebordet er en Long John designet af Niclas Hoflin for Rubn.

De sidste 20 år er befolkningen i København steget med knap 30 procent. I takt med den udvikling er flere og flere af byens loftsrum blevet transformeret fra pulterkamre og tørrelofter til lejligheder med fritlagte hanebåndsspær og charmerende skråvægge. Bordlampen er designet af Poul Henningsen.

Hvis du vil have rummet til at syne større, går du aldrig galt i byen med farven hvid, der her får det forholdsvist lille køkken til at virke mere åbent. Det cremefarvede køkken er fra Poggenpohl.

Stil møblerne frit i rummet. Det giver luft og hindrer det kompakte udtryk, der kan opstå, når møblerne står op ad væggen.

Gamle kunstplakater er en nem og diskret måde at få farver ind i en enkel bolig.

Arne Jacobsen blev verdensberømt for sin funktionelle æstetik, og med ikoniske møbeldesign som Ægget og Svanen blev han dansk repræsentant for efterkrigsårenes modernisme. Ægget her i mørkebrunt læder er en jubilæumsudgave fra 2008 i anledning af stolens første 50 år. Sofabordet er Poul Kjærholms PK61.

Ikeas første designsamarbejde var med britiske Ilse Crawford i kollektionen Sinnerlig – et samarbejde, som daybeden her er et resultat af. Puderne er fra Aiayu. Kaktussen er fra Stalks and Roots, og lampen er fra et marked i Marrakesh.

Små, smalle vinduer øverst i væggen er en smart måde at fordele lyset fra store, lyse rum til mindre, mørke rum. Bænken ved børnenes arbejdsbord er, ligesom spisebordet, fra St-Paul Home.

Lærk er en hårdfør planteslægt i granfamilien. Det høje, løvfældende nåletræ har en god holdbarhed og er derfor særlig egnet til terrassedæk. Terrassemøblerne er fra Skageraks Tradition-serie.

Hold indtrykket på badeværelset helt rent med lyse farver og en hylde, der er bygget ind i væggen.

Skab en afslappet atmosfære i soveværelset med en masse puder på sengen, og hold dem i samme farver, så udtrykket ikke bliver rodet. Puderne er fra Aiayu, og sengen er fra Hästens.

Lange, lette gardiner giver et roligt lys i soveværelset. Skrivebordsstolen er købt på auktion, og skrivebordet er fra Miss Moneypenny. Lænestolen er en safaristol designet af Kaare Klint.

MERE INSPIRATION?

Vil du se på flere stilfulde hjem? Så se dette gennemrenoverede Østerbro-hjem