BOLIGGALLERI

Boligreportage: Kvistlejlighed indrettet med arvestykker og klassisk design

Hvert møbel er i fokus hos smykkedesigner Louise Billgren. De naturlige materialer går igen i både arvestykker og udvalgt klassisk design for at skabe et rent og simpelt udtryk i lejligheden på kvisten.

Det er vigtigt, at tingene skal kunne bruges – og ofte er de allerede brugt, når de havner hos os, siger smykkedesigner Louise Billgren om den personlige stil i hendes og kærestens lejlighed i Nordvest i København.

– Mit yndlingssted i hele lejligheden må være mit værksted. Jeg sidder der næsten 15 timer om dagen, og det er lyst og venligt og en naturlig del af lejligheden. Jeg bruger jo mit hjem til alt, så jeg er her hele tiden. Det er både her, jeg er kreativ, men også her, jeg slapper af, fortæller Louise Billgren.

For at gøre plads til afslapning har parret fravalgt en traditionel sofa til fordel for et sengelignende møbel, som skaber loungestemning i stuen. Det allervigtigste i lejligheden er nemlig, at der er plads til at nyde livet. Louise Billgren har indrettet med arvestykker og loppefund for at understrege den afslappede, personlige stil.

Naturligt og ærligt

Materialerne i Louises møbler er i fokus, og det er især træmøbler, som har indtaget de 85 kvadratmeter. Det giver en på en gang naturlig og minimalistisk stil.

– Jeg skærer ind til benet og udvælger nøje hvert møbel, siger Louise Billgren, der mener, at naturlige materialer er ærlige og giver et udtryk, der er lyst, rent og simpelt.

Men det er ikke på bekostning af hyggen i hendes hjem. Det betyder bare, at hver ting kommer i fokus og ikke behøver at kæmpe indbyrdes om at være i centrum. 

– Hvis et møbel ikke passer ind, eller hvis det skal ligne et gammelt møbel, men i virkeligheden er nyt, så kommer det ikke herind. Det skal gå naturligt i spænd med det, der står her i forvejen. Og så skal det have en funktion. Der står ikke noget i krogene, der ikke bliver brugt.

SE OGSÅ: Frederiksberg-villa med en personlig historie

Boligreportage: Kvistlejlighed indrettet med arvestykker og klassisk design

Hvem: Louise Billgren, smykkedesigner, og hendes kæreste.

Hvad: 85 m² stor loftslejlighed i et byggeforeningshus i Nordvest i København.

Stil: Nordisk og naturlig.

Hvis du er på udkig efter en sofa, man virkelig kan flyde ud i, kan du i stedet vælge en seng som her, hvor Hays seng Connect står i stuen med Louise Billgrens hjemmesyede betræk på. For at skabe sofafornemmelsen er sengen fyldt med puder. Ovenover hænger en lampe fra Paris Au Mois D'Aout. Bakkebordet og vasen i vinduet er loppefund, mens gulvtæppet og den flettede gulvlampe er fra Ikea.

I 1944 designede Wegner gyngestolen J16, der hos Louise Billgren er akkompagneret af reolen Woody fra Hay. De to store møbler er begge i lyst træ, hvilket giver et roligt udtryk. På væggene hænger et mix af DBA-fund og Stilleben-plakater, der gentager farven fra gulvvasen og bordlampen.

Møbelklassikere i solide materialer gør, at et møbel nemt kan leve videre, når det skifter hænder. Børge Mogensens Shakerbord og Wegners Y-stole er arvestykker, og her er de sat i kombination med loppefund og keramik. Over bordet hænger en lampe fra Paris Au Mois D'août. 

Planter understøtter det naturlige i indretningen. Her skaber en stor monstera på gulvet samspil mellem farverne på reolen og Y-stolene i naturtræ. Reolen er fra Ikea, og indholdet er et mix af loppefund og ferieminder.

Enkelte steder i indretningen finder man ting, der har et touch fra Østen. Det sorte lakerede natbord er et arvestykke fra Østen, den sjove lampe med vinger er af Ingo Maurer, og den mundblæste glasvase på natbordet er købt på Christianias julemarked. Sengen er fra Hay.

Hvis pladsen er for trang til, at et helt rum kan agere kontor, kan du indrette en kontorplads, der går i ét med rummets øvrige indretning. Her er lyse bordben fra Ikea og en plade af krydsfinér lavet til et bord. Skamlen er et traktorsæde med ben, der er købt på et loppemarked i Frankrig.

MERE INSPIRATION?

Se også dette farverige sommerhus