BOLIGGALLERI

Elsker du sarte farver, må du ikke snyde dig selv for at se Christinas pasteldrøm på Frederiksberg

Pastelfarver og rene linjer danner rammerne i Christina Damsbo Holms hjem på Frederiksberg, hvor nyt dansk møbeldesign står side om side med velkendte klassikere, grafiske værker og særlig samlet kunsthåndværk.

Boligreportage: Se Christina Damsbo Holms murermestervilla indrettet med pastelfarver

Egentlig havde Christina Damsbo Holm og Kim Paulsen forestillet sig et moderniseret etplanshus med stramme arkitektoniske linjer, der ville matche de grafiske former og det minimalistiske design, som præger indretningen. Alligevel lokkede stilen i huset fra starten af 1900-tallet nok til, at de ikke var i tvivl om, at det var her i de sildebensbeklædte rum, at de skulle skabe deres nye hjem.

– Da vi flyttede ind, stod huset jo tomt, men det var stadig helt utrolig smukt, indbydende og varmt med de nyolierede sildeben i hele underetagen. De indtager en markant position i indretningen, lidt mere end jeg lige havde forudset, og derfor arbejder jeg nok også lidt imod dem, både ved hjælp af farver og med et skarpt skåret minimalistisk spisebord og en ret stram sofa, siger Christina Damsbo Holm, hvis arbejdsliv altid har været koncentreret om design.

– Både min kæreste og jeg har arbejdet nært sammen med grafiske designere i mange år, og det tror jeg, skinner tydeligt igennem i vores indretning, siger Christina Damsbo Holm.

Måske du også vil kunne lide denne villalejlighed indrettet med pastelfarver? 

En palet af pasteller

Inden hun fik taget hul på indretningen, havde Christina Damsbo Holm tænkt, at hun ville skrue lidt ned for farvepaletten, men sådan blev det ikke helt.

– Jeg arbejder meget intuitivt med farver og med en lidt rigelig bred palet, der kun bliver bredere over tid. Alligevel er der ofte en sammenhæng på tværs. Jeg trækker farver ud af vores billeder på væggene og bruger dem andre steder i indretningen. På den måde prøver jeg nok at undgå, at farvepaletten stikker helt af fra mig, siger Christina Damsbo Holm, som eksempelvis har valgt at lade tonerne på de tre Børge Mogensen Folkestole rundt om spisebordet gå igen andre steder i huset.

Det er især de støvede pasteller, som præger indretningen af den gamle muremestervilla, men enkelte steder har også klare toner sneget sig ind.

– Der er jo så utroligt mange smukke farver derude i verden, men jeg synes, at de støvede pasteller skaber en fin og afbalanceret varme og stemning, siger Christina Damsbo Holm, som også kan finde på at inkorporere lidt stærke og klare farver for at skabe et mere dynamisk kontrastspil. De helt hårde kontraster skabt med sort er dog meget svære få øje på i muremestervillaen.

– Jeg kan jeg slet ikke indrette med farven sort. Andre gør det så fint, men sort er ren tristesse for mig i indretningssammenhæng, siger Christina Damsbo Holm, som er meget mere til den varme og taktilitet, som opstår, når man indretter med træ.

LÆS OGSÅ: 4 ideer til, hvordan du bruger pastelfarver i indretningen 

Eviggyldige klassikere

For at tilføje træ til indretningen har Christina Damsbo Holm fyldt rummene med træmøbler, og hun har erfaret, at hun aldrig bliver træt af de danske designklassikere. Wegners Y-stol, Børge Mogensens ikoniske BM 2218-sofa og Erik Rasmussens klassiske modulsofa er nogle af de klassikere, som har fået plads i hjemmet på Frederiksberg.

– Vores sofa var vi særligt længe om at vælge, men jeg blev ved med at vende tilbage til Erik Rasmussens modulsofa, som trods sine mere end 50 år på bagen efter min mening er en af de mest moderne og spændende sofaer med sit helt stramme og særlige skulpturelle formsprog, siger Christina Damsbo Holm, som aldrig var i tvivl om, at der skulle en farvet sofa til efter mange år med en neutral lys grå sofa.

– Vi blev inspireret af den bourgognefarvede linoleumsplade på vores spisebord og tænkte også, at det var en ideel måde at skabe farvemæssig ro og synergi mellem spise- og dagligstue. Vores valg faldt på et fint støvet blommefarvet tekstil fra Kvadrats Steelcut Trio 3-serie, som ud over at være ekstremt slidstærkt også har en ret spændende vævning af tråde i tre forskellige farver. Det skaber et fint farvespil alt efter lyset, eksempelvis syner sofaen lilla, når solen skinner. Stor bonus, synes jeg. Andre i familien er ikke helt enige, siger Christina Damsbo Holm.

Hvem?

Christina Damsbo Holm, cand.mag. i dansk og design og freelance  projektleder i designbranchen, og Kim Paulsen, partner og client director i designvirksomheden Kontrapunkt, samt Billy på 10 år og Rita Lou på 4 år.

Hvad?

En muremestervilla fra 1914 på 158 m² i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg.

For at sikre, at de farverige litografier kan hænge side om side, uden det bliver for spraglet, har Christina Damsbo Holm udelukkende valgt egetræsrammer. De ens rammer binder kunstværkerne sammen og matcher derudover husets mange træmøbler. Kunstværkerne er fra Arne Haugen Sørensen, Leise Dich Abrahamsen, Asmund Havsteen Mikkelsen og Dahna Laurens. Den lyslilla stol er en gammel Folkestol af Børge Mogensen, som er blevet professionelt sprøjtemalet.

Det særlige ved designklassikere er, at de aldrig rigtig går af mode. Ved at kombinere dem med nyt dansk møbeldesign kan du give nyt liv til de gamle klassikere og på den måde understrege møblernes tidløshed. I stuen står Erik Rasmussens modulsofa i selskab med Takts Soft Lounge Chair og Verner Pantons Panthella bordlampe. Værket på endevæggen er af Anne Aarsland.

En modulsofa er praktisk, fordi du altid vil kunne skille modulerne ad og ændre opstillingen, hvis du trænger til fornyelse. Sofaen, der er designet af Erik Jørgensen, er købt hos Paustian og kan skræddersys i hele Kvadrats tekstil-repertoire. Sofabordet er fra Santa & Cole, og lænestolen er Soft Lounge Chair fra Takt.

Tern hitter i indretningen, og det klassiske ternede uldtekstil på Børge Mogensens berømte BM 2218-sofa er ingen undtagelse. Christina Damsbo Holm har betrukket sofaen med Cotil 863, der er en serie af klassiske møbelstoffer, designet af Lis Ahlman og Børge Mogensen til netop Børge Mogensens møbler. Lampen er fra &Tradition, og det lille bord er fra Kristina Dam Studio.

Giv indretningen en naturlig varme og taktilitet ved at lade lyst træ være gennemgående på både gulv, møbler og lamper. Spisebordstolene er Børge Mogensens Folkestol, Hans J. Wegners Y-stol og stolen for bordenden er designet af Gebrüder Thonet. Spisebordet er fra Million, og pendlerne er fra Hay.

Da Christina Damsbo Holm og familien overtog huset, stod et pænt og velfungerende Poggenpohl-køkken. Med æggegule højglanslåger, en bordplade i valnød og travertinfliser på gulvet trængte køkkenet dog til en opdatering. Ved at sprøjtelakere alle låger i en stilfærdig grå farve og lægge en mindre stilfærdig terrazzobordplade på fik køkkenet et moderne udtryk, som kan holde mange år endnu.

LÆS OGSÅ: Boligreportage: Se Louise Johansens smukke familiehjem 

Særligt i mindre rum, såsom entréen, giver det mening at indrette i højden. Har du højt til loftet, kan du understrege rummeligheden med en stor lampe, der både tjener et praktisk og et æstetisk formål. Papirlampen er fra Hay, og bænken designet af Jørgen Bækmark er fra FDB Møbler.

Træk farver ud af kunst og møbler, og viderefør farverne i den øvrige indretning. Som her hvor den lilla farve på bordlampen går igen i gulvtæppet og i tekstilerne på sengen. Gulvtæppet er fra Jotex, og sengelinned er fra Zara Home. 

I soveværelset går den grå farve fra køkkenet igen på både vægge og kommode og skaber fornemmelsen af sammenhæng på tværs af rummene. Den lilla lampefod skabt af bornholmske Michael Andersen & Søn har fået en ny lampeskærm fra Vintage 415.

MERE INSPIRATION? Så se også denne fantastiske murermestervilla