BOLIGGALLERI

Italiensk drømmebolig med nordisk tvist

Når den enkle nordiske stil bliver udsat for en sydlansk tilbagelænet livsstil, så indbyder det til bare tæer hele året. Kig med i en bolig, hvor smukke kontraster dominerer!

Beton i firkanter kombineret med pinlig orden. Det lyder koldt og afvisende. Men det er ikke altid, man skal lade sig styre af førstehåndsindtrykket. I hvert fald ikke når det kommer til det hvide hus i Italien, som både er indbydende og præget af en afslappet stemning. 

Læs også: Bolig med solgule strejf

Husets ejere, Annalisa Rabitti, der er kreativ direktør i et kommunikationsbureau, og hendes mand filminstruktøren Mauro Vecchi, fik tegnestuen Studio Amorfo til at tegne deres drømmehus - et kubistisk hus i træ og beton med en klar sammenhæng imellem interiør og eksteriør. Både inde og ude er der indrettet med naturmaterialer og en rolig palette af lyse jordfarver.

Fund fra markeder og film
I den store stue giver et fem meter bredt vindue udsigt til haven og bakkerne udenfor. Indretningen er let og rummelig med lyse tilbagelænede møbler, masser af råt træ og unikke vintagefund fra loppemarkeder og filmoptagelser. Tekstilerne i lyse naturfarver og bomuld og den enkle, men rustikke keramik er valgt for at skabe et lyst nordisk look med en indbydende atmosfære. Ejernes passion for design og indretning er tydelig hele vejen igennem. Intet er overladt til tilfældighederne.

Grønt til køkkenet
Det åbne køkken er i forlængelse af stuen, og spisebordet står frit i rummet som en glidende overgang imellem arbejds- og hvileområdet. Den bageste væg i køkkenet er malet i en grå farve, der modsvarer farven på betongulvet. Det giver køkkenet et harmonisk og blødt udtryk, som er en flot baggrund for et par åbne hylder i træ og de mange trærammer, der står som dekoration på det lange køkkenbord.  Fra køkkenet er der udsigt både igennem vinduet og via terrassedøren til frugttræer og til små kasser og en urtehave, der supplerer familien med grøntsager og krydderurter.

Inspiration: 6 smukke sengeborde

Grib stilen - 5 tips

  • Hold dig til lyse jordfarver, det giver ro.
  • Beton og lyst træ giver et på en gang moderne og klassisk udtryk.
  • Dekorér en tom væg med flere små billeder i stedet for et stort.
  • Gå efter tekstiler i naturlige materialer som bomuld og hør, helst i lysefarver.
  • Skab kontrast med rustik keramik.

Kig med indenfor i den italienske drømmebolig i galleriet herunder!

Italiensk drømmebolig med nordisk tvist

Nye boligreportager, tips og idéer til din bolig i hvert nummer af Mad & Bolig - tegn abonnement her

Læs mere om: