Boligreportage
BOLIGGALLERI

Klassisk patriciervilla med kreative løsninger

Indretningsarkitekt Mette Rokkedal og hendes mand Niels Hasager har opdateret deres klassiske patriciervilla med et stilrent mix af etniske fund, kreative løsninger og kunst. Det giver den funktionelle indretning lige præcis den sjæl, som kan være svær at købe for penge.

Nogle hjem giver dig lyst til at blive mere end én dag, og det her er et af dem. Den hvide, klassiske patriciervilla spreder sig på matriklen med sine høje, sprossede vinduer og fornemme hovedindgang. Her er 100 meter til bugten den ene vej og det samme til skoven den anden. Og her er det helt særlige lys, man kun finder så tæt ved vandet. Udvendigt oser huset af klassiske træk, indvendigt er det en helt anden oplevelse, der venter. Når moderne design møder passionen for ting med historie, sker der noget helt særligt som her i Mette Rokkedal og Niels Hasagers hjem. 
– Personlighed i en indretning opstår i kontrasterne, og jeg går mere efter stemninger end efter at ramme en bestemt stil, siger Mette Rokkedal, der også arbejder som indretningsarkitekt.

Naturlige materialer og bløde nuancer

Mette er især inspireret af naturen, og derfor vælger hun også at indrette med naturens egne materialer eller med interiør, der har en særlig struktur eller overflade.
– Når du går efter ting, som taler til dine sanser, og som du får lyst til at røre ved, sker der noget specielt. Jeg kombinerer ofte materialer, der komplimenterer hinanden godt såsom skind og træ. På samme måde holder jeg mig også meget til de samme bløde nuancer, fordi det giver en god ro i hjemmet, siger hun.
Det 350 kvadratmeter store hjem er indrettet med et personligt mix af moderne design, rejseminder fra hele verden, original kunst, men også et par budgetfund.
– Det vigtigste er, at tingene har en lækker finish eller tiltaler mig ved for eksempel at have en historie. Jeg går også efter ting eller materialer, som er langtidsholdbare. De er ofte lidt dyrere at anskaffe, men de er det værd i glæde. Men jeg falder også nemt for ting på markeder, som næsten ingenting koster, siger Mette Rokkedal.

Se hele boligen her ...

Boliggalleri: Patriciervilla