BOLIGGALLERI

Nordisk sommerhus med oritentalske strejf

Modedesigner Karen Simonsens sommerhus er præget af en kalkuleret grafisk ro. For godt design balancerer. Tag et kig indenfor her!

Modedesigneren Karen Simonsen har regnet den ud. I hendes sommerhus er hver enkelt lille detalje og funktion gennemtænkt til matematisk akkuratesse. Det 125 m² store sommerhus i Nordsjælland, som hun deler med datteren Amina på 15 år og kæresten Jens Vammen, er hendes helle, det er stedet, hvor hun tager hen for at slappe af mentalt og blive inspireret, så det skal emme af ro. Og det gør det.

Læs også: 25 stuer

Et overraskende sommerhus

Karen Simonsen faldt for sommerhuset, fordi det var overraskende. Udefra ser det ikke ud af noget særligt, ligesom det ikke ligner et typisk sommerhus, men når man kommer ind i huset, åbner det sig op i flere lag. Her er møblerne lyse og lette for at skabe ro til tanker om nyt design og udvalgt, fordi de gør noget særligt for hende. Og på den måde fortæller hver ting i sommerhuset en bid om hendes liv.

– Mit hus er magisk og helligt. Det er et sted, hvor jeg kan regenerere og komme på nye tanker. Men det har jeg kun opnået ved at gøre et godt forarbejde. Da jeg overtog huset, sad jeg i en uge i det tomme hus for at fornemme rummene, deres linjer, og hvordan jeg kunne udnytte dem.

Jeg så først på fundamentet og rammerne og derefter på det funktionelle. Horisonter, vidde og lange linjer er et must, når jeg skal slappe af, siger Karen Simonsen, der er gået efter nordisk inspirerede møbler tilsat personlige detaljer og rejseminder som mundpustede glasvaser, ibenholtskrin, børnefotos af kvinderne i familien og den lille metalliske hestestatue.

FÅ FLERE SMUKKE BOLIGREPORTAGER MED MAD & BOLIG!

5 nemme løsninger til et afslappet sommerhus

  1. Beslut dig for, hvad du vil med sommerhuset, før du indretter. Hiv gerne alt ud af et rum, og se på det på ny.
  2. Lad ikke sommerhuset blive endestation for alle dine aflagte møbler. Ryd vindueskarme for nips, og drop også gerne gardinerne. Det giver en god fornemmelse af naturen. Jo større vinduer, des bedre, men mindre kan også gøre det.
  3. Rolige omgivelser giver et roligt sind. Gå sommerhuset igennem for unødvendige og forstyrrende elementer, og ryd dem væk – for evigt, eller bare når du har brug for at få fuldstændig ro.
  4. Sørg for flere åndehuller i og omkring sommerhuset. Det giver mulighed for en smule privatliv efter behov, hvis du har overnattende gæster på besøg.
  5. Hjemmet skal omfavne alle, som bor der. Lad derfor alle få lov til at bidrage til nips og billeder – måske på en opslagstavle i gangen.

Læs også: 20 tips til dit sommerhus

I galleriet nedenfor kan du tage et kig i den æstetiske boligs øvrige rum: 

Nordisk sommerhus med oritentalske strejf

Læs mere om: