BOLIGGALLERI

Suveræn boligstil hos Tina Scheftelowitz

I den gamle forvalterbolig ved Lindholm Gods på Midtsjælland bor Tina Scheftelowitz, medforfatter til bl.a. Suveræne salater og brillante buffeter, med sin familie. Her udtænker hun nye spændende opskrifter og kombinerer den gode smag med sunde råvarer.

Tina Scheftelowitz
Lampen har hængt på 'Amokka' i sin tid og er også designet af firmaet Kurage, der hjalp Tina med at indrette restauranten. Billedvæggen er en slags mindevæg fra tiden med Flora's Kaffebar.

Efter flere travle år i byen, med base på Christianshavn, var Tina Scheftelowitz med familie moden til at flytte så tilpas langt ud på landet, at de kunne finde tid til ro og fordybelse, samtidig med at København var inden for rækkevidde. De faldt for en smuk ejendom ved Lejre, der oprindeligt tilhørte Lindholm Gods som forvalterbolig.

Højt til loftet
- Vi fandt huset i en annonce i avisen og kunne godt lide, at det ikke var et bondehus, men havde den landlige beliggenhed. Det var pladsen og de højloftede rum, der kunne give luft til store tanker, jeg faldt for med det samme, fortæller Tina, der har elsket huset, siden hun flyttede ind for 15 år siden.

Arvegods og loppefund
- Jeg har ikke noget udviklet indretningsgen, så hjemmet er blevet indrettet mere løbende gennem årene. Jeg kan godt lide ting og køber meget impulsivt, når jeg falder over noget, f.eks. har jeg en svaghed for smuk keramik. Til gengæld er mange af vores møbler arvestykker, fra loppemarkeder eller marskandiserfund. Jeg vil hellere bruge penge på rejser og gode madvarer, siger Tina.

Vase i ler hjemme hos Tina Scheftelowitz
Vasen i ler er købt på et lokalt julemarked og er lavet af handicappede. Stellet er arvet, mens kaffekanden er fra Nick Munro. Maleriet i baggrunden er af Trine Vejp-Olsen og købt på en café, hvor det var udstillet.

Frihed og maximalisme
Til daglig er køkkenet i centrum. Tina pendler mellem sit arbejde og køkkenet, og stuerne imellem forbinder de to ting. Presser man hende til at definere sin stil, er det i hvert fald ikke minimalistisk, men mere 'maximalistisk', med hendes egne ord. - Selvom jeg ikke går så meget op i, at alt nødvendigvis skal se så pænt ud, så betyder alle tingene noget for mig, og når noget først er kommet inden for døren, så er det svært at skille sig af med igen. På den måde har de fleste af møblerne fulgt os i utrolig mange år, siger Tina.

Opskrifter til folket
- Mit arbejde er min hobby, og det at udvikle nye opskrifter, kogebøger og ideer optager mig konstant, fortæller Tina, der har opnået kultstatus med sine 'Suveræne salater'. Arbejdsprocessen starter med at indhente inspiration gennem rejser, sammenkomster eller gennem udenlandske kokke, og derefter går hun i gang derhjemme. Her udvikler hun opskrifterne ved at prøve sig frem skiftevis mellem køkken og computer, og venner og familie er prøveklude.



Tina Scheftelowitz
Køkkenet er husets central, hvor Tina for det meste udvikler og afprøver mange af sine opskrifter på familien og gæster.

Jeg er storbyøkolog
Og selv om der er have og marker, så langt øjet rækker uden for vinduerne, kører Tina gerne 20 min. til det nærmeste gode supermarked i stedet for at dyrke sine egne grønsager i haven. - Jeg er storbyøkolog og laver opskrifter til folket! Jeg interesserer mig ikke for havearbejde. Min manglende lyst til jord under neglene gør til gengæld, at jeg sætter mig ind i, hvordan det er at handle i supermarkedet og vide, hvilke størrelser og antal varerne kommer i, smiler Tina, der da også er blevet kendt for at lave sunde retter, der er lige til at gå til. Heldigvis.




Tina Scheftelowitz
Tina Scheftelowitz, kogebogsforfatter, 44 år, foran sin elskede krydderihylde, der er hemmeligheden bag den gode smag i mange af hendes opskrifter.








TINA SCHEFTELOWITZ

'Suveræne succeser - greatest hits med ekstranumre' af Tina Scheftelowitz kan købes i Mad & Boligs webshop















Læs mere om: