BOLIGTENDENS | Farver, mønstre og tekstiler, Modemagasinet IN
Foto: Kristine Funch
BOLIG

BOLIGTENDENS | Farver, mønstre og tekstiler

Det er ikke kun moden, der har sat kurs mod optimismen – også interiør- og møbelbranchen er hoppet med på den farverige, glade vogn. Det enkle og beskedne er lukket ude i kulden, mens vi boltrer os i farver, mønstre og tekstiler, der er blåt blod værdigt. Se her, hvordan du får den overdådige stil derhjemme.

Tekstilerne har i dén grad belejret vores hjem, og det er, som om vi ikke kan få nok. Vi vil have det hele og helst i flere lag. Vi craver tekstiler. Og det er der en grund til.

– Danskernes indretning har længe været meget minimalistisk. Det, vi ser nu, er en modreaktion på det. Den nye tendens går mod mere varme og nærvær, som vi har manglet, mod Sydens værdier og traditioner, der peger på et væld af tekstiler og mørkere farver – kombineret med vores eget nordiske formsprog, siger Anja Bisgaard Gaede, stifter af trendbureauet Spott.

LÆS OGSÅ: Tekstiler helt ude af proportioner på Aros og to andre kulturtips til dig

– Alle former for tekstiler er populære – med velour i spidsen. Det bløde materiale har været væk fra vores søgelys i så lang tid, at vi har en hel generation, der oplever velour som noget nyt. Det er ofte opskriften på en hurtig succes. Velour har kongelige referencer historisk set, og stoffet bliver da også betragtet som et luksuriøst element i indretningen. Samtidig er velour utrolig smukt og lækkert i de mørke nuancer, som også er populære, siger hun.

Sådan bruger du tekstiler i din bolig

  • Mix tunge og lette tekstiler eller grove og bløde tekstiler, så alt ikke får den samme overflade og udtryk. Læg fx et uldtæppe i en velourstol sammen med et vægtæppe af quiltet bomuld og gardiner af tungt linned.
  • Mix farver og mønstre. Ensfarvede tekstiler tilfører ikke megen dynamik til et rum, så bland de ensfarvede tekstiler med tekstiler med mønster som fx en pude med store blomsterprint i hør sammen med velourpuder, eller et multifarvet tæppe sammen med ensfarvede puder.
  • Gå efter puder med forskellige tekstiler på forside og bagside som fx tung bomuld med print på forsiden og velour i en farve på bagsiden. Så kan du i øvrigt vende puderne, når du trænger til forandring.
  • Kig udenlands. Næsten ethvert land og enhver kultur har sine særegne print og kvaliteter, fra tykt mallorcinsk linned til afrikanske kangaer og håndbroderede japanske vintagekimonoer. Tjek dine rejsedestinationer, for der findes mange fantastiske tekstiler.

Saml inspiration til din boligindretning med farver, mønstre og tekstiler her i galleriet:

Bolig - Farver, mønstre og tekstiler

LÆS OGSÅ: BOLIG | Kom indenfor hos Emil Thorups luksuriøse hjemmehotel