KØKKEN

Fire fantastiske køkkener: Sådan får du stilen!

Køkkenet er hjemmets hjerte. Det er rummet, hvor vi laver mad, spiser sammen og taler med hinanden. Kom med indenfor i fire køkkener, og få inspiration til at gøre rummet til et endnu bedre samlingssted.

Vi tilbringer mange af døgnets timer i køkkenet, så det er vigtigt at sørge for, at køkkenet passer til dit behov.

Vi har samlet fire inspirerende køkkener, som emmer af personlighed, og viser her, hvordan du får stilen.

LÆS OGSÅ: 6 tips til den store køkken-makeover

Farver og liv i højsædet

Ved at give væggene en svag gul farve dannes en rolig base for køkkenelementerne, og så virker farven som bindeled mellem den helt lyse grå og den blå farve. Brug samtidig kunst over køkkenbordet for at gøre rummet mere personligt og mindre klinisk. Bare sørg for, at det hænger i passende afstand fra røg og damp. Køkkenet er fra Stilleben Architects. 

Et blåt vitrineskab giver køkkenet karakter og et markant andet udtryk, end hvis det var lysegråt som de øvrige elementer. Glaslågerne bryder samtidig køkkenets stramme linjer og giver rummet liv ved at give indblik i det personlige mix af service, glas og keramik.

Sydfransk charme med familiesamvær i fokus

Hvis du gerne vil undgå det traditionelle hvide køkken, men ikke vil gå all in på farvede fronter, er en varm lys grå et godt kompromis. Parret, der eger køkkenet, har selv tegnet det og fået det er produceret af Nordiska Kök. 

Et vitrineskab, der står oven på et køkkenelement i stedet for at hænge på væggen over det, gør køkkenet mere livligt og skødesløst i sit udtryk. Brug samtidig keramik på synlige hylder til at understrege landkøkkenets sanselighed.

Ved at placere en køkkenø midt i køkkenet, vil det give de helt rigtige rammer for at gøre madlavningen til en social stund. Denne køkkenø er fundet på et sydfranskt antikvitetsmarked og giver både rummet en fornemmelse af landidyl og gør det mere personligt.

LÆS OGSÅ: 16 IKEA-køkkener der ligner en million

Fokus på farver og æstetik

Farver giver køkkenet karisma, og det er muligt at mikse flere af dem, uden at det kommer til at se cirkusagtigt ud. Bare sørg for, at farverne klæder hinanden. Den farverige keramik i vindueskarmen langs køkkenbordet understreger samtidig den legende stemning i køkkenet og matcher farverne på de store flader. Køkkenet er designet af den belgiske designduo Muller van Severen for danske Reform - serien hedder 'Match'. 

Hold servicet i en enkelt af lågernes farver. På den måde undgår du, at køkkenet kommer til at virke for rodet og tilfældigt. Brug skuffer bag skabslågerne til at gør hylderodet mere overskueligt.

Et sommerhuskøkken med høj finish

Et køkken uden overskabe giver mulighed for småopbevaring på andre måder. Brug evt. en knagerække på væggen eller en lille hylde og skab mere plads på køkkenbordet. Køkkenet er fra Kvänum. 

Når køkken og stue går ud i ét, er det særligt vigtigt, at køkkenet passer ind i husets øvrige stil. Brug et fritstående element som øen her til at adskille stueafdelingen fra køkkenet. På den måde får du stadig den luft og plads, som et køkkenalrum giver, samtidig med du har fornemmelsen af to rum.

Når væggene er beklædt med træ, er det vigtigt, at køkkenelementer har lidt kant som med den blå farve her, så rummet ikke flyder ud i ét.

LÆS OGSÅ: Køkken-inspiration: 20 smukke køkkener