Fra teenageværelse til kontor
KONTOR

Fra teenageværelse til kontor

I hvert nummer af Mad og Bolig har du mulighed for at stille vores indretningseksperter spørgsmål i forbindelse med indretning af din bolig. Her hjælper de til en funktionel løsning på det nu tomme teenageværelse!

Indretning af et værelse

Vores datter er flyttet hjemmefra, og vi vil gerne indrette hendes gamle værelse til en kombination af kontor og gæsteværelse, men det skal mest af alt ligne et kontor. Rummet er 3 x 4 meter. Hvordan skal jeg indrette det?

Preben

Fra teenageværelse til kontor

Kære Preben – ja, der opstår 'pludselig' andre behov, når børnene flytter hjemmefra.

Det rum, der skal konverteres til kontor, forudsætter jeg har en radiator under vinduet, og der er ca. 2,4-2,5 m til loftet.

Jeg vil foreslå, at der på endevæggen nederst etableres en række lukket opbevaringsplads til mapper og større ting, der hurtigt kommer til at se rodet ud, og over det nogle åbne bogreoler, så det bliver lettere at finde, hvad der nu er mere relevant i hverdagen i en fart. En god arbejdslampe, en kontorstol og et godt, men ikke for stort kontorbord med hæve-sænkefunktion købes billigt hos en brugt kontorforsyning. Kontorpladsen kan både placeres vinkelret eller parallelt ud for vinduet for at give dagslys og udsigt til omgivelserne.

En mindre sovesofa med et lille bord foran kan bruges til de daglige 'tænkepauser', og ved lejlighed til gæster. Vægplads til en højtsiddende reol over sofaen, eller til kunst, plakater – og billeder af kommende børnebørn.

Mvh.

Thomas Hjort, arkitekt maa, m3arkitekter.dk

Skal du indrette kontor derhjemme? Få masser af inspiration her!

Spørg arkitekterne til råds

Er du i tvivl om, hvordan badeværelset kan udvides, hvor væggen skal stå, eller hvordan du kan få plads til et gæsteværelse, så spørg Mad & Boligs boligsagkyndige til råds. De kan hjælpe dig med kvalificerede råd og kreative løsninger på store og små udfordringer i din bolig. Send dit spørgsmål i en mail til [email protected]. Skriv brevkasse i emnefeltet. Mailen skal være vedhæftet plantegning og billeder i så høj opløsning som muligt. Plantegningen må godt være håndtegnet.

Om M3 arkitekter

Arkitekterne Thomas Hjort og Morten Dalsgaard og bygningskonstruktør Jesper Stensen driver tilsammen m3 arkitekter, der løser opgaver for private boligejere. Opgaver der spænder fra renoveringer til nybyggeri, fra tegninger til projektstyring.

I Mad og Bolig finder du altid masser af inspiration og gode tips til at optimere din bolig!

Opgrader dit kontor - se med i galleriet her:

Hjemmekontor – få et lækkert kontor!