Forestil dig følelsen af nyvasket sengetøj på en blød seng. At kaste sig ned i dynerne og blive liggende hele morgenen. Dit soveværelse er formentlig det sted, du tanker mest energi.
I hvert fald bruger en gennemsnitlig dansker i omegnen af en tredjedel af livet på langs. Derfor giver det god mening at indrette soveværelset til det behov, men der er forskellige veje at gå i forhold til din indretning.
For nogle skal et soveværelse være præget af ro og renhed. Her giver det naturligvis mening at indrette rummet med hvide vægge, hvidt sengetøj og uden for mange dikkedarer. Gå efter at rydde soveværelset for forstyrrende nips, og gem de vigtigste ting i et sengebord og i indbyggede skabe, der giver en samlet flade på væggen.
Er du til det rene, lyse soveværelse, kan luftige gardiner være en god effekt, der dæmper lyset om sommeren, men alligevel lader en del slippe igennem.
Du behøver ikke nødvendigvis et sengetæppe, hvis dit sengetøj er knitrende hvidt og sprødt, men det giver dit soveværelse en form for renhed, hvis sengen er redt stramt.
SE OGSÅ: 10 soveværelser med de smukkeste tapeter
Du kan også gå den omvendte vej og bruge det hvide soveværelse som base for at kunne kombinere det med et mere krøllet look.
Stoffer i hør, en luftig indretning og en seng uden sengetæppe kan skabe en soveværelse-stemning af, at her må man gerne rode i sengen og hygge.
Gå efter lamper i stof eller papir, og læg masser i puder i sengen, hvis du gerne vil give dit soveværelse en snert af fransk romantik.
Lige nu er er mættede og støvede farver populære i stuen. Prøv at føre den tendens videre i dit soveværelse.
Du kan vælge at skabe en dunkel fornemmelse ved at bruge mørke farver og male både paneler, døre og vægge i den samme nuance, eller nøjes med at male en enkelt væg i en støvet blå, grå eller anden kølig farve.
Det giver stadig dit soveværelse en følelse af ro og harmoni, men der sker lidt mere med indretningen, og stemningen bliver mindre klinisk.
SE OGSÅ: Så ofte skal du skifte dit sengetøj!
Du kan også bruge farver til aktivt at spille sammen med resten af indretningen, især hvis du har åben dør til soveværelset, så man kan se rummet hele tiden.
Uanset om du vælger en lyserød, aubergine eller anden iøjnefaldende farve, kan du med de rigtige puder og sengebetræk få et soveværelse, der passer til en tungere og mere dekadent stil.
Den tunge indretning, som man både ser i art deco-bølgen og i de sydlandske strømninger i vores indretning, har i et stykke tid gjort sig gældende i soveværelset
Hotelstilen er populær, hvor et tykt sengegærde, blødt sengetæppe og stram opredning giver en luksuriøs følelse. Hvis du vil have den samme stil i dit soveværelse, gælder det om først og fremmest at skabe symmetri.
Ens sengeborde, ens lamper, en seng placeret i midten af rummet gerne med lige meget luft til begge side og rolige farver såsom grå, blå og beige er med til at understrege stilen.
Vælg gerne tekstiler såsom gardiner, tæpper og puder i velour og grovere møbelstof, og tænk i lamper med skærme, der dæmper lyset behageligt.
Når du anretter puderne, så tænk også på symmetri. På instagram kan du finde flere forskellige illustrationer af, hvordan du arrangere dem, og en af måderne er at stille dem lag på lag ud for hver sengeplads med den største bagest og slutte af med den mindste pude forrest, der går ind over de to rækker.
Et stort samlende tæppe frem for løse kludetæpper og en bænk foran sengeenden er også en del af stilen. Med få virkemidler kan du give dit soveværelse et eksklusivt skær som på dyre hoteller.
Se alle vores artikler om soveværelser her!
Kombinér det rene, hvide rum med krøllet sengetøj i hør og lyse gardiner eller som her en sengehimmel for at få en bohemisk stemning i soveværelset.
Foto: Carina Olander
Udnyt pladsen under sengen med store skuffer under. Som modvægt til det praktiske look kan et blødt gulvtæppe, nips og mørke farver bløde indretningen op.
Foto: Mette Wotkjær
Læs også: 7 kreative ideér til dit natbord
Karrygul og rosa er formentlig ikke den farvekombination, der falder mest naturligt hos de fleste, men netop ved at sammensætte to nuancer langt væk fra hinanden på farvekortet opstår en speciel effekt. Modsætningen mellem det lyse, fine og det varme, grove giver en utraditionel stemning.
Foto: Pernille Kaalund
Hotelstilen er karakteriseret ved bløde stoffer såsom velour, der her går igen helt op på væggen. En sengegavl og dunkle farver er også et must, hvis du vil have stilen i dit soveværelse.
Foto: Claudi & Capion
Mal hele bagvæggen i en kraftig farve i stedet for en sengegavl, hvis du vil have samme effekt med at ramme din seng ind, men gerne vil skifte udtryk lidt oftere. Blåt giver et køligt, roligt udtryk, mens de messingfarvede lamper giver lidt varme til rummet.
Foto: Ditte Capion
Bryd det kliniske, hvide udtryk ved at vælge puder og tæpper i forskellige slags stoffer. Når du mikser stoffer med strukturen, tilføjer du et sanseligt element til indretningen, uden at rummet virker overfyldt. En anden måde at få lidt stoflighed ind er som her at hænge badekåberne frit fremme på en pæn holder.
Foto: Ditte Capion
Er du vild med den tunge, franske stil, så giv dit soveværelse den samme mættede følelse ved at lægge en sengekappe over madrassen – der gerne må være stor og blød − og indret dig med støvede farver.
Foto: Peter Kragballe
Beige og hvid går godt i spænd i et soveværelse. Hold sengetøjet hvidt, men tilføj lidt hygge i form af en farvet væg, lange gardiner og en stol i bambus eller flet for et romantisk udtryk.
Foto: Birgitta Wolfgang
Store grønne planter er en nem måde at give liv til dit soveværelse, og går du efter samme slags som i stuen, binder det rummene sammen.
Foto: Iben og Niels Ahlberg
Er du ikke bange for farver, så prøv at lege med dem også i soveværelset, så rummet ikke blot bliver et tomt helle. Her har ejerne mikset to forskellige farver og indrettet soveværelset med både væghængt smykkeskrin, planter og tæpper.
Foto: Jonas Lundberg
Gå all in på den tunge hotelstil med blødt væg til væg-tæppe, tunge gardiner, sengegavl og en bænk ved fodenden. Hvis du holder det hele i samme farve – som her en mørk grå – understreger du den dekadente stil.
Foto: Frederikke Heiberg
Du kan nemt bryde det helt lyse soveværelse ved at tilføje en enkel farveklat som her i form af et blåt gardin. Hold resten af rummet i sarte nuancer såsom grå, lyserød, beige og hvid, så farven står mere frem, og udtrykket ikke bliver rodet.
Foto: Ditte Capion
Tænk gerne i anderledes materialer, når du indretter soveværelset. En sengegavl i læder eller et sengetæppe i groft strik kan give et rustikt udtryk og gøre rummet sanseligt. Du kan også fremhæve gulvet ved at oliere det mørkt eller vælger en seng af træ.
Foto: Birgitta Wolfgang
Brug forskellige puder i samme farve, men i forskellige nuancer for at give spil til indretningen. Effekten med tone i tone kan du også bruge på vægge, sengetæpper eller andre steder, hvor du har farver, når blot du har mere end én af en slags.
Foto: Liselotte Plenov
Læs også: 9 smukke sengeborde til dit soveværelse
Puder er i høj grad med til at gøre dit soveværelse og seng rart at være i, og du kan vælge forskellige måder at arrangere dem på. I første omgang kan du overveje, om du går efter et skødesløst eller stringent udtryk. Hvis du arrangerer puderne med de største bagerst og en samlende pude, giver det ro og harmoni.
Foto: Lene Samsø
Her er opstillingen meget lig forrige soveværelse, hvor puderne er arrangeret efter størrelse i to ens rækker, og de kan give en flot effekt, hvis du kombinerer puder i forskellige farver. Lad nuancerne i rummet spille samme – fx som her grå, gammelrosa, aubergine og mørkeblå.
Foto: Lene Samsø
Skamler, kurve, planter, billeder på væggene eller en opstilling med krukker eller æsker i vindueskarmen er med til at gøre dit soveværelse hyggeligt og personligt. Gå gerne efter træ og andre naturlige materialer som modvægt til den redte seng.
Foto: Mette Wotkjær
Med tanke på, hvor lang tid du bruger i sengen, giver det god mening at give den plads i stedet for at være forvist til husets mindste værelse. Dit soveværelse får et luksuriøst skær, når du har godt med luft i rummet, og måske kan du bruge en del af det til hyggelig læsekrog eller andre funktioner, der normalt er indrettet i stuen.
Foto: Anne-Cathrine Scoffoni
Indretningen af soveværelset her fungerer, fordi det er holdt helt enkelt med skarp kontrast mellem det snehvide sengetøj og natblå væg og sengetæppe. Store puder, en lysekrone og bænken uden for rummet slår stilen an på en diskret måde.
Foto: Mikkel Tjellesen
Har du tænkt dig at læse, se serier eller være vågen med andre hyggelige sysler i sengen, så gør dit soveværelse personligt og til en del af hjemmet. Brug fx krukker og æsker på dit sengebord, og lad bøgerne være en del af indretningen sammen med planter og minder. Du kan altid gemme nipset væk, hvis du får brug for et mere stramt udtryk.
Foto: Pernille Enoch
Du kan komme langt med farvede puder, tæpper og vægge og give rummet stil med de rette lamper og sengeborde, men hvis det samlede udtryk skal blive roligt og harmonisk, gælder det om at bevare symmetrien i rummet. Sæt puderne pænt, red sengen hver morgen og skru ned for alverdens rod i vindueskarme og på gulvet.
Foto: Ditte Capion
Følelsen af et frisk, lyst rum kan være rart, når du skal sove, men det er også dejligt at putte sig ned i en lun hule. Den skaber du ved at bruge støvede farver og gerne som her male både sengegærde og væg i samme farve. Læg desuden mærke til en anden måde at arrangere puder ved at stable dem i højden.
Foto: Jessica Christensen
Har du en lejlighed med smukke døre, stuk og andre herskabelige detaljer og samtidigt et elegant indrettet soveværelse, så inddrag det i hjemmet i stedet for at gemme det væk bag lukkede døre. Hvis du reder sengen med lækre puder og tæpper, der harmonerer med stuen, tager du lidt af den intime fornemmelse ud.
Foto: Birgitta Wolfgang
Har du mod på at eksperimentere med indretningen i soveværelset, kan du som her bruge nogle af de farver, der er fremme på boligfronten lige nu. Også hvis det er varme farver. Mens de populære blå, grå og hvide nuancer giver en kølig fornemmelse, er brændte toner med til at give dit soveværelse karakter og hygge.
Foto: Katrine Kaul
En seng står naturligt nok solidt plantet på gulvet, og derfor kommer indretningen af soveværelset ofte til at virke tung. Du kan modvirke effekten ved fx at have et hængende sengebord, der giver en let fornemmelse, og bruge materialer, der også er lette i udtrykket. En uro løfter indretningen opad, ligesom tynde gardiner er med til at give en luftig atmosfære.
Foto: Mette Wotkjær
Mangler du inspiration til indretning af badeværelset? Vi har samlet 25 forskellige badeværelser i forskellige stilarter som du kan finde her!