
Vi går nok alle sammen og drømmer om den perfekte garderobe og det helt store walk-in-closet, hvor tøj, sko og tasker kan få lov til at pryde de mange skabe og skuffer i al deres eksklusivitet. Desværre er det de færreste af os, der har pladsen og tiden til at gå i gang med den helt store ombygning, og garderoben går dermed hurtigt hen og bliver en overset del af hjemmets indretning. Heldigvis er der mange måder at komme efter det på, og investerer du i gode garderobemøbler, er det muligt at skabe og indrette den perfekte garderobe på selv på meget få kvadratmeter.
SE ADAM HOLST HOFFBECKS KOMBINEREDE RUMDELER, GARDEROBE OG OPBEVARINGSMØBEL HER!
Den perfekte garderobe indeholder få men vigtige basiselementer, som vil får dit rum til at fremstå både flot og funktionelt. Et velindrettet garderobesystem er vigtigt, hvis du fx har meget tøj og mange sko, da der helst skal være plads til det hele. Bøjlen er muligvis din garderobes bedste ven, så investér i nogle af god kvalitet, så dit tøj ikke bliver ødelagt. Vælger du en garderobeløsning med åbne skabe, ser det pænest ud, hvis dine bøjler matcher. Det behøver dog ikke være dyrt, uanset om du går efter bøjler af træ eller metal. Du kan tilføje masser af personlighed til din garderobe ved at opbevare dine smykker, tørklæder, hatte og sko i fine æsker og kasser. Samtidig undgår du en masse tid med støvekluden, og din garderobe vil fremstå mere stringent.
Læs også: Guide til et rustikt sengebord
Mange af os vælger at ty til den synlige garderobe. Både fordi det er praktisk, men også fordi tøjet får lov til at stå fremme og inspirere. Det kræver dog sin mand at holde styr på det frithængende tøj, da det hurtigt kan gå hen og se rodet ud. Et godt tip til den synlige garderobe er kun at hænge det tøj op, som du bruger dagligt. Inddel gerne dit tøjstativ i bluser, bukser og kjoler og farver, da det giver bedre overblik.
FÅ MERE INSPIRATION TIL INDRETNINGEN AF DIT HJEM MED MAD & BOLIG!
Har du mod på det, kan du sagtens gå i krig med at bygge din egen garderobe. At bygge sin egen garderobe kan være en stor fordel, da man netop kan designe den efter sine egne behov og ønsker. Der findes mange gør det selv-guides, der fint demonstrerer, hvordan du kan bygge dit garderobesystem med få midler. Hvis gulvpladsen er trang, benytter mange sig af en bøjlestang, som kan hænge fra loftet. På den måde sparer man en masse guldplads. Alt efter hvor kreativ du er, kan du købe en bøjlestang fra din lokale byggehandler samt et par kæder til ophæng. Alternativt kan du lægge vejen forbi skoven og finde en kraftig gren, du kan hænge op med naturreb og dermed skabe din egen, unikke garderobeløsning.
Inspiration: 10 tips til det personlige soveværelse
I galleriet nedenfor finder du 10 smukke og inspirerende garderobeløsninger:
Skab bedre overblik på dit tøjstativ, og inddel efter bluser, bukser og kjoler - og for den sags skyld farver.
Et tøjstativ er praktisk på mange måder. Har du fx ikke plads til at stille alle dine sko i skabe og skuffer, kan du med fordel udnytte pladsen under tøjstativet til opbevaring af dine yndlingssko.
Uanset om dit tøj er synligt i din garderobe eller ej, bør du altid have orden i det. Det er praktisk, og så undgår du samtidig at dit tøj krøller. Du kan fx inddele dine hylder efter bukser, bluser og strik, så du bevarer overblikket, når dagens outfit skal findes i morgenmørket.
Medmindre du vil stryge hver dag, bør dine skjorter hænges på en bøjle. Du kan med fordel lade de skjorter, du bruger med jævne mellemrum, hænge fremme, så du nemt og hurtigt kan få dem på.
Dit overtøj bør selvfølgelig også have en plads i din garderobe. Bliver pladsen for trang, når den store vinterjakke får sin plads i garderobeskabet, er det en god idé at pakke dem væk, når vintersæsonen er slut, og i stedet lufte de friske og lette forårsjakker på tøjstativet.
Er du en af dem, der har mange stiletter, som i øvrigt kun bliver brugt ved særlige lejligheder, er det smart at finde et system, så du nemt kan opbevare dem og undgå, at de bliver støvede. Gennemsigtige skuffer er super anvendelige, da du nemt kan se, hvilket par sko hver æske gemmer på.
Byg din garderobe efter dine egne behov og ønsker. Gør som her, hvor der er gjort brug af en bøjlestav, som er sat fast til væggen, hvorpå tøjet kan hænge frit, og der samtidig er god plads til opbevaring på hylderne forneden.
Selv om pladsen måske er trang, kan du sagtens bygge en flot og praktisk garderobe. Her er bøjlestangen fastgjort i loftet, hvorfra den flugter med de mange opbevaringshylder.
Find pladsen i dit hjem, og prøv dig frem med mulige garderobeløsninger. I denne løsning er garderobestængerne indbyggede, og pladsen er udnyttet til fulde i det lille hjørne.
Uanset hvad du finder på af løsninger, skal du huske, at der skal være plads til det hele. Kan du ikke finde pladsen til det, er det måske på tide at få ryddet lidt ud i gemmerne, så du kan få den perfekte garderobe.