STUE

25 stilfulde lænestole til din stue

Leder du efter den helt rigtige lænestol, så stop jagten her. Vi har samlet 25 bud på den helt rigtige lænestol til din stue.

Stuen er det sted, hvor du sætter dig med en god bog og familien samles om et brætspil eller en film.

Men selvom hyggen er i højsædet i stuen, behøver du bestemt ikke gå på kompromis med stilen.

Om du leder efter den perfekte, bløde lænestol til at læse i eller vil skabe loungestemning rundt om sofabordet, giver vi dig her 25 bud på lænestole til netop dit behov. Værsgo' at sætte dig godt til rette.

SE OGSÅ: Sådan finder du den perfekte sofa

Læsehestens lænestol

Den lænestol, du læser i, skal være blød og komfortabel, så du kan holde til mange kapitler med numsen i sædet - og så gør det heller ikke noget, hvis du kan smække fødderne op i en lænestol med skammel.

Selvom blødt og rart ikke nødvendigvis lyder pænt, så frygt ej; En lækker design-lænestol kan sagtens være behagelig.

En lænestol behøver ikke nødvendigvis at have to armlæn og en ryg. Prøv at eksperimentere med formen for et anderledes look.

En lænestol med øreklapper er optimal, når du skal fordybe dig i en bog eller arbejde, fordi den skærmer af for forstyrrende lyde og bevægelser omkring dig. Lænestolen er fra Norr11.

Den hyggelige øreklap-lænestol kan sagtens også være stram og minimalistisk, hvis du vælger en afdæmpet og klassisk model. 

Hvis du vælger en klassisk blomstret lænestol, kan du med fordel kombinere den med mere moderne elementer. Det fjerner den sidste rest af mormor-følelse, der kan gemme sig i sådan en stol. Denne stol er et arvestykke.

Gør læseoplevelsen endnu mere komfortabel ved at vælge en lænestol med skammel og indbygget nakkepude. Lænestol og puf fra Idemøbler.

Den klassiske lænestol

Klassiske danske møbler er eftertragtede i hele verden, og selv på den anden side af jordkloden er der en god chance for, at man kan genkende Arne Jacobsens ikoniske 'Ægget'. En klassisk, dansk design-lænestol er en evergreen i din stue, og hvis du passer godt på den, kan du have den resten af livet.

Et af Wegners signaturmaterialer er den flettede papirsnor, som er en stor boligtrend for tiden. Mønsteret i denne lænestol kræver mere end 400 meter papirgarn og tager 8-10 timer at lave. CH25 fra Carl Hansen & Søn.

Ægget er en af de helt store, danske designklassikere. Arne Jacobsen designede oprindeligt stolen til Royal Hotel i København i 1958. Ægget kan købes hos Fritz Hansen.

 Wegners stol CH07 er blevet et meget fremtrædende møbel indenfor dansk møbeldesign takket være sin skulpturelle og elegante form. CH07 fra Carl Hansen & Søn.

Barcelonastolen er designet af Mies van der Rohe og er sammensat af hele 148 stykker læder. Dens meget klassiske udtryk gør, at den passer ind i de fleste indretningsstile. Barcelonastolen kan i Danmark købes hos Paustian.

Ox Chair er en klassisk, men samtidig anderledes og unik lænestol. Som bonus sidder man virkelig godt i den. Ox Chair kan købes hos Brdr. Friis Møbler.

Statement-stolen

En lænestol i mønstret stof eller en skør form kan give ethvert hjem lidt spræl. Hvis du ikke er til den meget spraglede stil, kan du prøve at kombinere de vilde lænestole med andre elementer, der matcher i farven. Så kommer din bolig ikke til at stikke i alt for mange retninger. 

Hvis du vælger en lidt mere avanceret lænestol, kan det være en god idé at tage en version i et klassisk materiale, så den ikke overvælder rummet.

Dyreprint eller et andet opsigtsvækkende mønster er en moderne og humoristisk tilføjelse i et afdæmpet hjem. Lænestolen her er købt brugt af en privat sælger.

Hvis din lænestol har en farverig detalje, så lad farven gå igen i andre elementer i dit hjem - som her, hvor nakkepudens orange farve går igen i gulvtæppet. Stolen hedder PP225, men er også kendt som Flaglinestolen og er designet af Wegner.

Hvis du har et rum med et stramt farvetema, er det nemt at få en speciel lænestol i en matchende farve til at blende ind. 

Bryd et hvidt hjem med en markant og mønstret lænestol, som kan give noget kontrast. Chaiselongen her er vintage og købt på et loppemarked i Paris.

Den minimalistiske lænestol

Hvis du lever efter devicen 'less is more', vil den minimalistiske lænestol passe perfekt ind i dit hjem. Læder, metaller og stramt formgivet træ passer perfekt ind i det monokrome og koordinerede hjem.

Hvis du har indrettet dig med lyse elementer, kan en mørk lænestol være meget virkningsfuld. Her er det stolen Saxe fra by Lassen.

En klassisk lænestol i lyst træ kan nemt passe ind i et stramt indrettet hjem, især hvis du finder et sofabord i samme materiale. Her er det Wegners CH28, som kan købes hos Brdr. Friis Møbler.

Messing får et endnu mere strømlinet look, hvis metallet går igen i flere elementer i dit hjem. Sammen med velour ser materialet ekstra eksklusivt ud, som her på Gubis Beetle-stol.

Det minimalistiske behøver ikke at udelukke det skulpturelle. Hvis du holder lænestolen i monokrome farver, kan en skulpturel version godt passe ind i et simpelt hjem.

Krom og sort læder er en klassisk kombination, som tilføjer et stramt element til stort set hvilket som helst hjem. Her er det Poul Kjærholms PK22.

Den farverige lænestol

Udvælg et par farver, som passer godt sammen, og gør dem til et tema i dit hjem. Det gør det nemt at vælge den rigtige sofa, som ikke clasher med andre farver i hjemmet. Sofaen og lænestolen er designet af Space Copenhagen for &tradition.

Selvom orange kan være en svær farve at indrette med, kan en brændt eller støvet version gøre den nemmere at kombinere med andre farver. Lænestolen Ro er designet af Jamie Hayon for Fritz Hansen.

En enkelt lænestol i en skarp farve kommer endnu mere til sin ret, hvis den placeres i monokrome rammer. Lænestolen her er vintage og købt på lauritz.com.

Hvis du har malet dine vægge i en anden farve end hvid, kan du med fordel gå efter en lænestol, hvis farve komplementerer vægfarven. 

En klassisk lænestolsform bliver hurtigt mere spændende, hvis du vælger den i en sprælsk farve. Her er det Pelikan-stolen af Finn Juhl.