TRENDS & NYHEDER

6 ideer til den store stue-makeover

Skal der ske store forandringer i stuen? Vi har samlet 6 ideer til, hvordan du kan få et helt nyt udtryk i et af hjemmets vigtigste rum.

Selvom mindre quick-fixes kan være nok til at opgradere boligen, drømmer du måske også om en synlig forandring. Store projekter tager tid, men giver til gengæld et helt nyt udtryk i dit hjem.

Når det kommer til stuen, er der flere steder du kan kaste dig over, hvis du ønsker den helt store forandring.

Går du med tanker om at bygge om, så kan du blandt andet kaste dig over nye vinduer eller nyt gulv. Begge ting vil bidrage med et helt nyt udtryk i stuen - men husk at vælge løsninger, der komplimenterer den oprindelige stil.

SE OGSÅ: Sådan får du en ny stue - med de samme møbler

Du kan vælge at gå den herskabelige vej og sætte stuk og paneler op i din stue. Så opnår det perfekte klassiske look i stuen.

En indbygget reol eller en vinduesvæg kan også give din stue ekstra meget karakter. Løsningerne er mange, og vi har samlet 6 smarte og stilfulde løsninger, hvis du vil lave større forandringer i din stue. 

Nye vinduer

Få mere lys, bedre varmeregning og tidstypisk arkitektur i stuen ved at skifte vinduerne. Tag de gamle vinduer ud, og erstat dem med nogle, der passer i den oprindelige stil og måske ovenikøbet er større og bedre isolerede. Har du en karnap i stuen, kan du sætte vinduer i hele vejen rundt.

Udskift gulvet

Det er en stor proces at lægge nyt gulv. Det er samtidig en renovering, der skaber et markant anderledes rum. Du kan fjerne gulvtæppet og lægge et trægulv eller slldebensparket eller forsøge dig med det industrielle betongulv. Lige meget, hvad du vælger, vil din stue blive så god som ny.

Indbygget reol

Optimér læsehjørnet med en indbygget bogreol, der udnytter pladsen optimalt og skaber harmoni i indretningen.  Det kan især være flot, hvis den går over og rundt om dørkarmen og på den måde er med til at adskille rummene.

SE OGSÅ: 16 trendy farver du kan male din stue med

Stuk

Stuk er især kendt fra gamle herskabslejligheder, hvor det løber rundt i kanten af loftet med forskellige mønstre. Måske skal den eksisterende renses og friskes op, eller du kan montere stuk i din egen stue for at skabe den samme herskabelige stil.

Høje paneler

Høje paneler kan give din stue et eksklusivt og herskabeligt udtryk. Montér dem rundt i hele stuen, og sæt prikken over i'et med billeder på række over panelerne.

Vinduesvæg

Måske er behovet et ekstra værelse eller mere lys og rummelighed. Begge dele kan du opnå ved at rive en væg ned og indsætte et vindue i stedet. Begge rum vil syne større og lysere. Ellers er en gipsvæg også en mulighed, hvis der er vinduer i væggen til det.