Hemmeligheden bag en smuk billedvæg
STUE

Hemmeligheden bag den perfekte billedvæg

Vi guider dig til, hvordan du laver den perfekte billedvæg. Det behøver ikke at være så svært. Faktisk er der kun 3 tal, du skal kende, for at den hjemmelavede billedvæg ser topprofessionel ud.

En smuk billedvæg pynter i enhver bolig, og uanset om du fylder rammerne med dine yndlingskunstværker, grafiske plakater eller fotografier af dem, du holder af, så tilfører en billedvæg uendeligt meget personlighed og charme til et rum.

Det kan dog hurtigt komme til at se rodet ud, hvis du ikke har en plan for din billedvæg fra begyndelsen. Du kan også nemt komme til at lave for mange huller i væggen, fordi du har målt forkert, og så skal du pludselig til at lappe huller i væggen, før du kan gå videre med din billedvæg.

Det kan derfor virke uoverskueligt for mange at kaste sig ud i et billedvægsprojekt og få billederne til at hænge flot og lige i forhold til hinanden.

Hvis du følger de gode råd, vi giver dig undervejs i denne artikel, er det dog slet ikke så svært at lave en flot og lige billedvæg, og vi er sikre på, at du vil blive rigtig glad for resultatet.

SE OGSÅ: Få mere inspiration til din stue her!

De hemmelige mål bag den perfekte billedvæg

Forskellen på den håbløst amatøragtige billedvæg og den topprofessionelle billedevæg ligger i målene. Så selvom du er typen, der gør alt på øjemål og hader at måle noget op, så er det altafgørende, at du tager en tommestok i brug.

Det er også vigtigt, at du husker på disse 3 regler, hvis du vil sikre dig, at din billedvæg bliver flot og lige:

1: Afstanden fra gulvet og op til midten af dit billede skal være mellem 145 og 152 centimeter.

2: Afstanden mellem billederne på væggen skal være mellem 8 og 15 centimeter.

3: Afstanden mellem toppen af et møbel og bunden af et billede skal være mellem 15 og 20 centimeter.

Nu har du de mål, du skal bruge, for at lave den perfekte billedvæg. Det næste skridt er at gå i gang med selve billedvæggen.

SE OGSÅ: Find smukke billeder til din væg her!

Trin for trin: Sådan laver du din billedvæg

1. Start med at finde ud af, hvilken stil du er til, og hvilke billeder din billedvæg skal indeholde. Skal det være plakater? Malerier? Eller måske en blanding? Det er helt op til dig.

2. Når du har valgt, hvilke billeder din billedvæg skal indeholde, er det tid til at ramme billederne ind.

3. Inden du går i gang med at hamre i væggen, er det en god idé at lægge dine indrammede billeder på gulvet i det mønster, du ønsker, at billederne skal hænge i på væggen. På den måde kan du på forhånd se, hvordan resultatet vil blive, og du undgår at lave unødige huller i væggen.

Start med at vælge det centrale billede og husk på, at der skal være mellem 145 og 152 centimeter fra gulvet og op til billedet og mellem 15 og 20 centimeter fra eventuelle møbler og op til billedet.

Anbring så de øvrige billeder omkring det centrale billede med en afstand på mellem 8 og 15 centimeter. Når du er færdig med at lægge mønsteret på gulvet, vil du se, at der er en harmoni mellem billederne - også selv om de måske er meget forskellige.

TIP! Det kan være en god idé at tage et billede af mønsteret på gulvet, når du har lagt et, du synes godt om. Prøv så at lægge billederne i et nyt mønster og tag igen et billede af det. Gør det et par gange. Herefter kan du se de forskellige billeder igennem og vælge det mønster, du bedst kan lide.

4. For at sikre dig, at dit mønster også ser flot ud, når det hænger på væggen, og at der er den rette afstand mellem billederne, mellem billederne og gulvet og mellem billederne og eventuelle møbler, kan det være en god idé at teste det af, før du laver huller i væggen. Du kan teste det af ved at lægge hver ramme på et stykke papir, tegne rundt om, klippe ud og herefter hænge papirstykkerne op på væggen med tape i det ønskede mønster og ud fra de rigtige mål. Justér, indtil du er tilfreds.

5. Du er nu nået til at skulle hænge dine billeder op. En fordel ved at have hængt papirstykker op på væggen er, at de gør det nemt for dig at vide, hvor du skal slå sømmene i. Du kan på papiret nemlig markere de steder, hvor sømmene skal sidde, og mens papirerne stadig hænger på væggen, kan du slå sømmene i. Når sømmene er slået i, kan du hivet papiret væk og hænge dine billeder op på sømmene.

6. Så er din flotte og lige billedvæg færdig. Nyd den!

Lav en personlig billedvæg

Hvis du har lyst til at lave en mere personlig billedvæg, kan du vælge at blande plakater og private fotos med for eksempel platter eller gevirer, og du kan også vælge at blande både gamle og nye motiver og gamle og nye rammer.

Det er helt op til dig, hvad du vælger at sætte sammen. Kunst har dog stor betydning for et rums udtryk, så gå efter billeder, der udtrykker din personlighed og den stemning, du ønsker at skabe.

Du kan også eksperimentere med at hænge billederne op på væggen i forskellige mønstre.

Op til jul kan du gøre gode kup til arkitektskolernes julemarkeder, hvor up-coming designere sælger ud af deres værker. Du kan også være heldig at finde originale værker på loppemarkeder til fornuftige penge. På den måde får du en mere personlig billedvæg.

God fornøjelse med din billedvæg!

Find inspiration til din billedvæg i galleriet herunder...

Fine billedvægge

Kilde: Apartment Therapy og Momtastic