STUE

Sådan indretter du dit hjem med farver

Få inspiration til, hvordan du kan få farver ind i dit hjem. Fra det sikre valg til de modige farvekombinationer.

- Valg af farver rafler man ikke om. 
Det bør være en bevidst beslutning. Farver har mening og funktion, sagde den danske designstjerne Verner Panton.

Kulører påvirker vores følelser og har indflydelse på vores humør. 

SE OGSÅ: Forelsk dig i dette farverige hjem i hjertet af København

Vælg de rigtige farver

Når du skal vælge farve, så husk at du skal se på den både morgen og aften. I dagslys er farver helt anderledes end i aftenlys, så tænk over hvilket tidspunkt dine vægge skal have 'den rigtige' farve. 

Derudover skal du tænke over, hvilken pærer du bruger. Giver den et gult eller koldt skær vil det påvirke farverne. 

Du behøver ikke gå farveamok, blot fordi du ønsker lidt mere kulør ind i dit hjem. Gå efter pudderfarver, pasteller eller tågede toner, alt efter hvilken tone du vil 
slå an i boligen.

ET MIX AF FARVER

Hvis du vil male flere vægge i forskellige farver, så tænk over, hvilke kig gennem rum dit hjem har. Det er vigtigt, at de to eller tre nuancer spiller sammen i forhold til lys og mørke, og hvor støvede, mættede eller kolde de er.

DET SIKRE VALG 

Hvis du ikke kan overskue farvede vægge, kan et stort, malet møbel eller et gardin i en stærk farve give et rum en helt særlig karakter. Du kan også som her vælge en vægfarve, der blot fremhæver møblet, men ellers er diskret.

TRODS FARVESKALAEN

Lad gerne kunst og tilbehør være udgangspunktet for de kulører, du vælger. I stedet for at gå efter samme farveskala kan du se mod komplementærfarverne. Prøv også at kombinere helt lyse og mørke farver. På den måde bliver udtrykket mere livligt.

MØRKT ER MODIGT

Har dit hjem smukke arkitektoniske detaljer såsom høje paneler eller stuk, kan du fremhæve dem ved at vælge en mørk vægfarve. Du understreger yderligere de herskabelige rammer med mørke møbler, der samlet giver et mættet farvebillede.

DET MATCHER 

Tænk i nuancer, der går igen i flere dele af indretningen. Kunstværket og PH-lampen over spisebordet passer sammen i farven. Læg også mærke til den lyserøde dør – en anderledes måde at få farver ind i dit hjem på.

LEG MED FARVERNE

Så længe der er sammenhæng mellem farverne, kan du sagtens skabe harmoni i et rum, til trods for at du sætter mange elementer sammen. Her er der leget med både rød, gul og blå i forskellige mønstre og elementer.

TONEN RAMMES IND

Tone i tone fungerer godt og er ikke for dominerende, hvis du vælger en sart farve som fx lysegrå. De hvide lister og loftet er med til at ramme farven ind.

FOKUS PÅ UNIKAER

Pudderfarver og cremede nuancer giver en god baggrund for, at andre farver kan få plads. Vælg den type kulører, hvis du fx har unikaer, kunst eller andre ting, der gerne må stjæle opmærksomheden.

DEN MODIGE

Du kan også gå all in og male væggen i en kraftig farve, som du lader matche tæppe, puder og materialer. Du undgår, at det kommer at ligne en miniatureudgave af BonBon-Land ved at holde dig til støvede farver.

GÅ ALL IN

Det giver en sjov effekt, hvis du vælger at male hele rummet – altså både vægge, paneler, lister, døre, lofter og måske sågar gulvet. Du kan også lege med forskellige farver på vægge og paneler og som her endda male reolen. Farven på billedet hedder Lazy Summer og er fra Dyrup. 

SE OGSÅ: 15 modige badeværelser - med masser af farver