TRENDS & NYHEDER

13 klassiske indretningsfejl: Sådan undgår vi dem

Det er nemt at stirre sig blind på sit hjem, men næsten lige så nemt at rette fejlene. Vi guider til at undgå 13 af de mest klassiske indretningsfejl.

Når man skal indrette sit hjem, er der ofte nogle indretningsfælder man falder i. Du har måske for mange forskellige slags nips stående, dine plakater hænger for højt, og dine gardiner har den forkerte længde.

Lige så hurtigt som du kan stirre dig blind på dit hjem, kan du også rette fejlene igen.

Nedenfor har vi samlet 13 klassiske indretningsfejl, og hvordan du undgår dem.

LÆS OGSÅ: 13 tips til forårsfornyelser med ting, du allerede har

13 klassiske indretningsfejl: Sådan undgår du dem

1. Du har for tomme vægge

Væggene udgør en stor del af et rum, og hvis de alle er tomme, kan rummet let virke upersonligt. Med enkelte malerier eller plakater får rummet straks mere personlighed.

2. Du har for mange nips

Det kan virke rodet, hvis nipsgenstandene er for mange eller for forskellige. En typisk fejl er at sprede dem ud på alle flader i hjemmet og f.eks. dele lysestagerne op i hver sin ende af vindueskarmen. Prøv i stedet at holde dem i få former og farver og samle dem i klynger. Men husk, at nips gør hjemmet mere personligt, og ved at lave nogle små stilleben af præcist udvalgte ting sikrer du, at hjemmet bliver personligt og "fyldigt".

3. Du har for få lamper

Én er ikke nok, og det er to eller tre heller ikke. Du har brug for omkring fem lyskilder i stuen for at dække både det funktionelle og det hyggelige lys. Tænk derfor i både ovenlys i form af f.eks. en pendel, arbejdslys som en læselampe og stemningslys i form af bordlamper, gulvlamper og stearinlys.

4. Du er farveforskrækket

Mange af os er farveforskrækkede og holder os til hvid, men det giver et meget ferskt hjem, hvor intet skiller sig ud. Vær ikke bange for at inddrage farver aktivt i indretningen enten på større flader såsom vægge eller gennem møbler og interiør, så det hele ikke flyder sammen. Selv afdæmpede nuancer hjælper.

5. Dine gardiner er for korte

Hvis dine vinduer ikke har standardmål, kan gardinerne let blive for korte. Den rette længde, hvor de rammer gulvet uden at hvile på det, giver et mere færdigt helhedsindtryk. Hvis gardinerne ikke kan nå helt ned, så hellere sænke stangen.

LÆS OGSÅ: Indretning af stue: Få en ny stue - med samme møbler

6. Du opbevarer i kasser og kurve

Opbevaringsplads er ofte en mangelvare, og så ender tingene i kasser og kurve oven på skabe eller i hjørner af f.eks. soveværelset. Ved at indbygge skabe fra gulv til loft og dermed lukke hullerne får du plads til det meste på en nem og æstetisk måde.

7. Du bruger for mange forskellige materialer

Et hav af forskellige materialer eller forskellige træsorter i det samme rum kan forstyrre øjet. Indret derfor gerne med de samme toner – som de beige her – for at gøre rummet roligt.

8. Der mangler afstand mellem dine møbler

Det er ikke pænt at klemme møblerne sammen, men de skal heller ikke råbe til hinanden, blot fordi stuen har god plads. Som tommelfingerregel er den optimale afstand mellem sofa og sofabord 30-40 centimeter.

9. Dine plakater hænger i den forkerte højde

Hvis vægpynten hænger i den forkerte højde, kan det give ubalance i rummet. Ofte hænger vi plakaterne alt for højt. En god hovedregel er, at dens centrum skal hænge i øjenhøjde.

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag den perfekte billedvæg 

10. Dine møbler står kun langs væggen

Mange stiller alle møblerne langs væggen, men når du rykker dem ud fra væggen, udnyttes pladsen bedre, og der skabes mere luft i rummet.

11. Du mangler gentagelser i dit hjem

Selv om det kan være sjovt at forny boligen med en masse forskellige møbler og lamper, er gentagelse en æstetisk dyd. Vælg gerne de samme rammer til kunsten og de samme lamper, hvis de skal hænge efter hinanden, så det ikke ser rodet ud.

12. Dit tæppe er for lille

Et tæppe, der er for lille, kan ødelægge harmonien i dagligstuen. Som tommelfingerregel skal tæppet under din sofagruppe være stort nok til, at enten hele sofagruppen eller to tredjedele af den kan stå på det

13. Du følger for mange trends

Hver sæson kommer nye og interessante trends til, men det er en god idé kun at udvælge dem, der passer ind i hjemmet, frem for at følge samtlige trends. Det gør indretningen mere helstøbt, og du undgår, at forskellige tendenser støder sammen visuelt.

LÆS OGSÅ: 14 tricks: Sådan snyder du dig til sommerstemning i hjemmet