TRENDS & NYHEDER

13 tips til forårsfornyelser med ting, du allerede har

Foråret er det perfekte tidspunkt til at forny boligen. Men det behøver ikke at koste en formue. Du kan nemlig sagtens give dit hjem en makeover ved at bruge de ting, du allerede har. Få vores tips her.

Der er forårsstemning i luften, og det er den perfekte anledning til at give boligen en makeover.

Og det kan du sagtens gøre med ting du allerede har, så du hverken behøver at købe nye tekstiler, nips eller møbler. 

Det handler blot om at tænke i nye og kreative løsninger, så du kan få lys og lethed ind i boligen. 

Herunder har vi samlet 13 tips til forårsfornyelser, du kan lave med ting, du allerede har.

LÆS OGSÅ: 9 indretningstips, der giver nyt liv til din bolig 

13 tips til forårsfornyelser med ting, du allerede har 

Et stilleben er en nem måde til at tilføre nyt liv til din bolig. Det kræver blot, at du flytter lidt rundt på hjemmets interiør, for eksempel vaser og bøger. Miks gerne ting i forskellige materialer, men hold det i samme farveskala – så bliver udtrykket roligt og stilrent.

Du har sikkert nogle ting gemt væk på loftet eller i kælderen, som du tænkte aldrig ville se dagens lys igen. Her kan en gang maling og/eller en slibning gøre underværker for dine gamle eller slidte møbler. For eksempel kan en gammel skammel få nyt liv med lidt maling i en fin farve.

Blomster er den perfekte løsning til at få forårsstemning i hjemmet, men det kan ofte være en dyr affære at købe blomster. Gå i stedet en tur i skoven, hvor du kan finde fine blomster og grene, der vil pynte i dit hjem. Bind dem i mindre ”buketter”, eller stil de afskårne blomster i hver sin vase. Så har du blomster og grene, der kan pynte i flere rum.

Er du ved at løbe tør for opbevaringsplads, kan en løsning være at opbevare på gulvet. Har du stakkevis af blade eller bøger, kan du for eksempel opbevare dem som høje stakke, der vil syne som et møbel og give rummet et nyt udtryk. Prøv også at placere dine billeder på gulvet i stedet for på væggen. Hvis du placerer ting direkte på gulvet, er det bare vigtigt, at du holder rummet forholdsvis enkelt, så det ikke får et rodet udtryk. 

Et nemt tip til forårsfornyelse er at flytte rundt på dine møbler. Prøv at være kreativ, og tænk udover, hvad du normalt ville bruge møblerne til. For eksempel kan en stol fungere fint som natbord, og en bænk kan bruges dekorativt som base for et stilleben.

Du har sikkert nogle vaser gemt væk i skuffen, fordi du ikke har nogle blomster at komme i dem. Men en vase kan sagtens pynte uden blomster – især hvis du placerer den med andre vaser eller nips i et stilleben. Bare husk at lade de samme farvetoner gå igen.

En forårsrengøring gør underværker for dit hjem. Vask gardiner, pudebetræk og alt det, som du sjældent vasker, og rens dine tæpper for pletter og snavs. Du vil kunne se en stor forskel med de nyvaskede tekstiler i dit hjem.

Har du mange bøger i skabet eller bogreolen, er en nem måde til fornyelse at bruge bøger som base for dit stilleben. Brug de mest dekorative og farverige bøger, som du har, og læg en stak med 3-6 bøger på en reol. Placer dem ved siden af ting i samme farvenuancer og stil eventuelt et par nips-genstande ovenpå bøgerne. På den måde skaber du nemt et fuldendt og dekorativt stilleben.

Har du en buket blomster, der er på nippet til at visne, så smid dem endelig ikke ud. Tør dem i stedet ved at lade dem blive i vasen med lidt vand indtil de tørrer, og skær så den nederste del af. Du kan også lade dem hænge med hovederne nedad i et tørt og mørkt rum. Spray dem derefter med lidt hårspray. Så har du en hjemmelavet evighedsbuket, der vil holde den fine farve. 

Et andet nemt tip til fornyelse er en oprydning. Har du mange skabe og hylder, der er fyldt til renden, får dit hjem hurtigt et kaotisk udtryk. Prøv derfor at sortere i dine ting ved at flytte det hele hen på et bord. Vurder derefter hver genstand, og pak de ting, som du ikke bruger eller synes om længere, væk i en kasse. Kom de resterende ting tilbage i skabene og på hylderne. Har du et vitrineskab, opnår du et harmonisk udtryk ved ikke at have overvægt af ting i den ene side af skabet. 

Gå i kælderen eller på loftet, og se, om du har nogle rester maling stående. Du har højest sandsynlig lidt hvid maling, som du eventuelt kan mikse med en farve. Så har du en forårsfarve, der tilfører liv og stemning til boligen, til en eller flere af dine vægge.

At rydde ud i tekstiler er en nem løsning til fornyelse. Pak de tunge tekstiler væk, så din bolig får et let udtryk. En anden mulighed er at rykke rundt på puder og tæpper. Prøv for eksempel at bytte rundt på dine puder i sengen og i sofaen. Så kan du nemt få et nyt udtryk i begge rum. 

Opbevaringskasser er perfekte til de ting, som du ikke vi have stående fremme. Det er dog sjældent, at kasserne pynter i hjemmet, men det kan du hurtigt få dem til at gøre. Brug for eksempel en rest maling, og mal dem i en farve, der passer til rummet. En anden løsning er at dekorere kasserne med skaller eller tørrede blomster, der giver en kedelig opbevaringskasse et helt nyt liv.

LÆS OGSÅ: 14 trick: Sådan snyder du dig til sommerstemning i hjemmet