TRENDS & NYHEDER

5 inspirerende showrooms, du skal tjekke ud

Showrooms giver dig en unik mulighed for at se designernes nyheder og blive inspireret til indretningen af dit eget hjem. Besøg disse 6 sanselige showrooms - uanset om du er på udkig efter nye møbler, eller blot vil lade dig inspirere.

Designfirmaernes showrooms handler i dag ikke blot om at udstille produkter, men i høj grad om at indrette sanselige miljøer.

Gå på opdagelse i de gennemført indrettede rum, og få selv inspiration til at sammensætte møbler og boligtilbehør derhjemme.

Vi har fundet 6 showrooms, der giver dig masser af boliginspiration. 

SE OGSÅ: De 11 bedste steder at shoppe plakater og kunstprint

5 inspirerende showrooms, du skal tjekke ud 

Brdr. Krüger

Hvor: Bredgade 28, 1260 København K

Det ikoniske Odd Fellow Palæ i København har fået Brdr. Krügers nye showroom til nabo. Det er første gang i Brdr. Krügers 134-årige historie, at snedkervirksomheden nu viser hele møbelsortimentet frem uden for dets værksted i Værløse. 

Gå på opdagelse i de elegante lokaler indrettet af Studio Bunn, hvor massive vinduer, bølgende gardiner og dekorative vægpaneler er med til at give en fornemmelse af hjemlighed. Oplev, hvordan de håndlavede træmøbler kan anvendes i forskellige miljøer og rum, og få inspiration til eget hjem.

New Works

Hvor: Frederiksgade 1, 1265 København K

Nøgleordene modenhed og komfort er udgangspunktet for New Works' nyeste showroom, Our Copenhagen Home, hvor indretningen er inspireret af den belgiske kunstsamler Axel Vervoordt. 

Væggene er malet i mørke brune og grå nuancer, som giver et dystert showroom, hvor du kan vandre over sildebensgulve fra rum til rum. Lad dig inspirere af polstrede møbler og et lampesortiment, der afspejler en palet af forskellige materialer og finish.

Frama

Hvor: Fredericiagade 57, 1310 København K

Med et ønske om at genopfinde konceptet om hjem og arbejdsmiljø har Frama i samarbejde med interiørstylist Louise Grey kreeret udstillingen Senses i dets showroom, som ligger i det gamle St. Paul’s Apotek. Her er hvert rum indrettet som en sensorisk rejse, der indbyder til at få sanserne i brug. 

Duft de æteriske olier, som fylder rummene, lyt til ​​omgivende musik, og smag på te fra håndlavet keramik. Tanken bag udstillingen er at vise, hvordan hjemmet bliver en genoprettende base, og at arbejdspladsen kan være et beroligende, men inspirerende sted.

&Tradition

Hvor: Kronprinsessegade 4, 1306 København K

&Traditions showroom ligger i hjertet af København på hjørnet af Kongens Have og inviterer besøgende til at føle sig hjemme. Bag portene er der indrettet en gårdhave dækket af planter, hvor du også finder indgangen til en lille café. 

Inde i selve showroomet er rummene indrettet med tidløst design og &Traditions seneste møbler, der sætter rammerne for et afslappende øjeblik. Du kan lade dig inspirere af brændte nuancer og varme jordfarver, som skaber en stemningsfuld og hjemlig følelse.

Montana

Hvor: Bredgade 76, 1260 København K

I anledningen af lanceringen af Montanas nye farvesortiment, designet af Margrethe Odgaard, har Montana slået dørene op for et nyindrettet showroom i København. Et showroom iklædt de nyeste farver, der illustrerer, hvordan de velkendte modulmøbler kan sættes sammen i anderledes farvekombinationer og bruges forskelligt alt efter rum. 

Oplev bl.a. en entré indrettet med de nye farver, og hent inspiration til eget hjem ved at opleve forskellige udstillinger af møbler i hvert rum.

SE OGSÅ: 7 designstjerner du skal kende lige nu