TRENDS & NYHEDER

7 trends du skal holde øje med i 2020

Vil du være med på moden i det nye år, skal du købe din sæbe i tør version og give den gas med skræddersyede løsninger, spiritualitet og staycations.

Velkommen til 2020. Et nyt år. Et nyt årti.

Det er let at blive lidt melankolsk på tærsklen, men lige nu er der ingen grund til at dvæle ved det, der har været.

Det år, vi går i møde, byder nemlig på en overflod af innovativ teknologi og en farvepalet, der sætter kulør på tilværelsen.

SE OGSÅ: Sådan skal din stue se ud i 2020

De største trends i 2020

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Sådan lyder mantraet for 2020.

For selvom verden står overfor en række problemer, som kan være skræmmende at se i øjnene, har de selv samme problemer faktisk også været med til at skabe nye idéer og produkter, som vi kommer til at buge i det kommende år.

Vi har sammen med en række livstilseksperter kigget i krystalkuglen og spået om, hvilke livsstilstrends der bliver store i 2020.

Tag på staycation

Det pibler frem med nye hoteller i Danmark, og det er bestemt ikke kun turister, de henvender sig til.

I stedet for at tage på en CO2-tung rejse til udlandet, bliver det nemlig stadig mere populært at tage på såkaldt staycation – en ferie på egen hjemmebane i enten byen eller på landet.

Men så skal det også være ekstra lækkert, og derfor er mange af de nye hoteller både virkelig smukt indrettet og udstyret med barer og restauranter i topklasse.

– Konceptet flyskam er meget reelt, for det er efterhånden umuligt at rejse uden at få lidt dårlig smag i munden. Men det er ved at blive sexet at tage på ferie i sin egen by, og det er ikke kun Danmark, vi kommer til at udforske mere i de kommende år. Også vores nabolande Sverige og Norge bliver populære sammen med CO2-lette rejsedestinationer, siger Louise Byg kongsholm, der er direktør for Pej Gruppen.
 
Hvis du ikke endnu er klar til staycation, og gerne vil holde ferie under fremmede himmelstrøg, er vores nabolande Sverige og Norge oplagte at besøge.

Hotellet The Audo i Københavns Nordhavn står designfirmaet Menu bag, og hotellet er indrettet derefter.

Mere mellem himmel og jord

Det store fokus på vores klode og dens tilstand bliver uundgåeligt i 2020’erne.

Det bliver en turbulent tid, og derfor også en tid med spirende interesse for det ukendte, det spirituelle, det overnaturlige og i en vis grad det religiøse.

Ifølge trendforsker Rie Fjordsøe Rasmussen kommer det spirituelle til at fungere som en pause fra alle de informationer og katastrofer, vi bliver bombarderet med på daglig basis.

Det fornyede fokus på spiritualitet sniger sig også ind i indretningen i form af buer, søjler og skulpturer, metaller og flagrende gardiner.

Mintgrøn og himmelblå

Som sagt kommer der mere kulør på tilværelsen det kommende år. Det betyder flere malede overflader og ikke mindste flere modige farvevalg.
 
– Tænk My Little Pony. Klare pink nuancer, varm gul, laksefarvet og mintgrøn. Vi er trætte af det fodformede look, så selvom malingen, du maler med, kun bliver mere og mere bæredygtig og velcertificeret, skal den helst ligne noget, der er som taget ud af en tegnefilm, siger Jane Boddy, trendforsker og livsstilsekspert.
 
En særlig nuance af mintgrøn, neo mint, er da også blevet kåret til årets farve 2020 af farveguruerne hos Pantone. Den ses allerede på mange køkkener og bliver også kaldt lys salvie. Selv hvis du ikke er helt overbevist af de eksplosive My Little Pony-nuancer, er mintgrøn nem at bringe ind i indretningen.
 
– Uanset hvad er den største trend malede overflader, og farvemæssigt byder trenden også på mørkebrun og sort kombineret med lette farver som den mintgrønne og himmelblå, siger Rie Fjordsøe Rasmussen, trendredaktør hos Pej Gruppen.

Det er især farven mintgrøn, der bliver stor i 2020. Væggen her er malet med Jotuns farve 'Exhale', der ifølge farvefirmaet selv skal bidrage til afslapning og ro i hjemmet.

Dyrk grøntsagerne

Noget vi i den grad kommer til at dyrke i 2020 er grøntsager.

Ikke nødvendigvis i bogstavelig forstand, men uden tvivl i overført betydning. Et mindre forbrug af kød er stadig den helt store, overordnede trend indenfor gastronomi, selvom den ikke er splinterny.

Den vokser sig nemlig kun større, og en plantebaseret livsstil bliver endnu mere normal og moderne i 2020, mener trendforskere.

VeVe er en af de vegetariske gourmet-restauranter, der er gør det sjovt at spise grønt.

Mere end bare shopping

Selvom vi efterlod den vilde forbrugsfest i slutningen af 00’erne og genbrug efterhånden er blevet allemandseje, kommer vi selvfølgelig stadig til at shoppe i 2020’erne.

Men hvis vi skal gide bruge tid i en fysisk butik, bliver vores krav stadig højere.

Indkøbet skal være en hel oplevelse i sig selv, og kunderne vil gerne have en individuel oplevelse.

Det gælder også på restaurationsscenen, hvor den nyligt genåbnede Restaurant Alchemist gør restaurantoplevelsen til noget helt særligt ved at lede gæsterne gennem fem små universer. 

Paustian har indrettet butik i en gammel bank, og i den imponerende butik kan man shoppe inde i de gamle bankbokse.

Skræddersyede løsninger

I 2020 begynder NASA sin mission på Mars, og 2020 bliver også året, hvor teknologi og skræddersyede løsninger på hverdagens problemer for alvor rykker ind i vores private hjem. 

Livet er for kort til standardløsninger, der aldrig fungerer helt optimalt – for vi mennesker er forskellige, og det samme er vores behov.

– Efter et årti, der på mange måder har været præget af efterskælvene fra finanskrisen og nogle sikre og småkedelige valg, kommer vi til at gå all in på skræddersyede og personlige løsninger, siger trendforsker Rie Fjordsøe Rasmussen.

De intelligente gardiner fra Luxaflex kan for eksempel tidsindstilles, så de begynder at lukke sollys ind, når du skal op om morgenen.

Materialer uden dyr

Veganisme er ikke i sig selv noget nyt – det nye er, at det plantebaserede er begyndt at slå sine folder i andre områder end gastronomien.

På Hotel Hilton i London er verdens første veganske hotelsuite for eksempel netop åbnet, og de er bannerførere for en ny, plantebaseret trend.

Her er alt fra fyldet i dynen og håndsæben på badeværelset til lækkerierne i minibaren nemlig 100 procent veganske, og den slags plantebaseret indretning kommer vi, ifølge trendforsker Mads Arlien Søborg, til at se meget mere af de kommende år.

Et af værelserne på Hilton London Bankside er helt vegansk - selv rengøringsmidlerne, der bliver brugt på værelset, er 100% plantebaserede. 

Læs mere om: