Boligtendenser, bolig, trends, boligtrends
Foto: Gubi
TRENDS & NYHEDER

De store boligtrends 2017

Den minimalistiske, nordiske stil bliver smidt på porten af farver og et internationalt udsyn i 2017, hvis man skal tro trendeksperterne.

Gennem mange år har ‘New Nordic’-stilen hersket med lyst træ, kernelæder, hør og naturlige uldtekstiler. Men modreaktionen har længe ulmet i den skandinaviske skovbund, hvor sydlandske gevækster som marmor i varme farver, tunge tekstiler og gyldne metaller er spiret frem i lyset.

LÆS OGSÅ: Hanne Bloch | Designerens fornemmelse for fund

Skiftet er ikke bare noget, man taler om i trendforskernes korridorer. De lune vinde er begyndt at blæse i butikkerne og hos forbrugerne. Og skiftet bliver mere og mere tydeligt hos eksempelvis casanova.dk, som er Danmarks største designwebshop. 

– Det er mærkbart for os, at den meget lyse skandinaviske stil er ved at være passé. Vi sælger stadig mange af de klassiske ting, men kunderne bliver mere modige. I 2017 tror vi på, at vi kommer til at sælge mange flere ting med farver, men det bliver de mørke og dystre som bordeaux, blå og sennepsgul. Det er klart en modreaktion mod det lyse ‘New Nordic’, som folk er blevet lidt trætte af. Vi vil også gerne have mange flere materialer på banen og er vilde med at mikse marmor, metal, røgfarvet glas og tunge velourtekstiler – en tendens, som allerede har været der i det små, men som bliver endnu større i 2017. Men det bliver elementer, der bliver indlejret i den lette nordiske indretning, som jo stadig er en del af vores dna, fortæller Carina Nørgaard Schou, der er pr- og kommunikationsmanager hos casanova.dk.

Se 2017s største boligtendenser i galleriet nederst

Internationalt udsyn

Rikke Skytte er trendredaktør ved Pej-Gruppen, der hvert år peger på de trends, der kommer til at præge os i fremtiden. Og hun forudsiger også, at vi vil kigge mere og mere ud i stedet for bare at kigge indad, hvilket har præget de mange år med finanskrise, som vi er ved at være godt ude af. 

– Vi kommer til at åbne os meget mere for andre kulturer og lade os inspirere af eksempelvis Sydeuropa. Men det bliver en del af det skandinaviske formsprog, som jo er og bliver en stor del af vores kultur. Foråret 2017 bliver mere mørkt og tungt, end vi er vant til, med tykke sengetæpper, gardiner og noget mere dekadent og eksklusivt. Blomsterbuketterne bliver mere skødesløse, voluminøse og tunge – alt sammen en kontrast til det minimalistiske ’New Nordic’-udtryk, som har hersket længe. Farvemæssigt bliver 2017 præget af lilla, gul, blå. Vi lader os inspirere af klodens farvenuancer set oppefra mere end naturen tæt på med dens brunlige nuancer, hvilket har været en trend længe. Tingene bliver mere sci-fi, siger hun.

Naturligvis

Integreringen af naturen i hjemmet har været en trend i flere år, hvor mængden af grønne planter, sukkulenter og kaktusser nærmest ikke kunne blive for stor i stuen. Den trend kommer til at fortsætte i 2017, men ifølge Rikke Skytte bliver det med et tvist.

– Natur som megatrend har efterhånden flere år på bagen, men der kommer til at ske en udvikling i 2017. 2017 åbner op for teknologi og en mere hightech integration af naturen – det kunne være automatisk vanding i reolen eller planter, der gror inde i lamperne. Vi kommer til at se møbler med integrerede planter og i det hele taget flere eksperimenter  med naturen. Lige nu er kaktussen et stort hit i indretningen, fordi den både er nem at passe og meget skulpturel. Det næste store bliver airplants – altså planter, der ikke behøver jord og ikke skal vandes, men lever af den fugt, der er i luften. Dem kan man plante i glaskugler, i lamper osv. Det bliver kæmpestort, spår Rikke Skytte. 

I det hele taget bliver det teknologiske accepteret mere og mere og ikke set som en fjende af det håndlavede, men mere som en mulighed for at optimere det håndlavede. 

– Vi kommer til at åbne meget mere op for teknologien, når det gælder det håndlavede. Vi har været helt vilde med keramik og håndlavede ting, og det maskinfremstillede er blevet set som sjælløst. Vi vil stadig have ærlige produkter, men maskiner og hænder kan godt arbejde sammen, og teknologien åbner i højere og højere grad for en række bæredygtige metoder, som ellers ikke er mulige – det kunne være, når vi gerne vil fremstille nye møbelmaterialer af gamle frugter og andre organiske materialer. Det betyder ikke, at tidsaspektet, håndværket og ærligheden kommer til at forsvinde – det vil altid repræsentere et grundlæggende savn i os i vores hurtige, teknologiske hverdag, siger Rikke Skytte og tilføjer:

– Vi navigerer i en verden, hvor vi har ét ben i slowliving og ét i fastliving. Vi bevæger os konstant i de to lejre – det langsomme, nære og traditionelle og det hurtige, online, teknologiske. Men vi har brug for begge dele, så derfor kan vi lige så godt få dem til at samarbejde.

Se 2017s største boligtendenser i galleriet nederst

LÆS OGSÅ: Boligreportage: Klassisk villa med en helt særlig sjæl

Fleksible løsninger 

Hvis Rikke Skytte skal pege på en tendens, der lige nu er i sin vorden, og som kommer til at sætte et stort aftryk inden for nogle år, er det nødvendigheden af fleksibilitet.

– Det multifunktionelle og fleksible er en lille trend, men den bliver kæmpe. Det er ikke helt slået igennem endnu, men vi kommer, specielt i byerne, til at bo på mindre og mindre plads, og de nye arkitektoniske løsninger kræver i langt højere grad end tidligere fleksibilitet. Vi er gået fra det lille farmorkøkken til det store samtalekøkken. Snart vil vi se, at selv vores køkkener bliver fleksible enheder, vi kan flytte rundt på og tilpasse efter behov, siger Rikke Skytte.

2017s største boligtendenser

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER