TRENDS & NYHEDER

Jørgen Bækmark: Jeg stopper, når jeg ikke kan holde en blyant

For 61 år siden satte Jørgen Bækmark sig i tegnestuelederstolen hos FDB Møbler, hvor han sad gennem ni år med økonomisk nedgang på tegnestuen. Han er netop fyldt 90, men har stadig ingen planer om at begrave blyanten.

I istidslandskabet vest for Aarhus kan man en gang imellem se en ældre herre i jakke og slips suse gennem det bakkede terræn på en gammel cykel.

Herren er Jørgen Bækmark, hvis trampen i pedalerne transporterer ham de 26 kilometer ind til Aarhus, når han en gang om ugen besøger byens FDB Møbler-butik.

Der sludrer han med pigerne, der passer butikken, og inspicerer den nøje for at sikre sig, at alt stadig er, som det skal være, her 52 år efter han forlod sin stilling som tegnestueleder hos firmaet.

I dag har Jørgen Bækmark i stedet taget turen fra Hammel til FDB Møblers direktør Ole Kiels hjem i Hellerup, ikke på sin cykel, men på passagersædet i sin søns bil.

Jørgen Bækmark - den sidste tegnestueleder

I morgen bliver de nye møbler, Jørgen Bækmark har tegnet for FDB Møbler, nemlig præsenteret for pressen ved et arrangement i Tivoli.

Både arrangementet og talen har han overladt til Ole Kiel, for han bryder sig ikke selv om at tale foran mange mennesker, og det kniber efterhånden også med hørelsen.

Men det er altså de nye møbler og ham, Jørgen Bækmark, der skal hyldes, for han er lige fyldt 90 år, og ud over alderen bærer han også titlen som den sidste af FDB Møblers tidligere tegnestueledere, der endnu er i live.

Selvom det er 52 år siden, han forlod FDB Møbler, har Jørgen Bækmark stadig et tæt forhold til virksomheden. En gang om ugen tager han forbi deres butik i Aarhus og tjekker, at alt er, som det skal være.

Hvor er der en ledig læreplads?

Egentlig var det slet ikke meningen, at Jørgen Bækmark skulle ende som tegnestueleder, og heller ikke hverken snedker eller møbelarkitekt, selvom han i dag kan kalde sig alle tre dele.

Da han som ung dreng gik i skole i Ebeltoft, kom hans dansklærer en dag ind i klasseværelset og begyndte at udpege eleverne på skift. Blev man peget på, skulle man fortælle hele klassen, hvad man ville lave efter skolen.

– Da det blev min tur, svarede jeg, at jeg ville være radiotekniker. Jeg havde gået og bygget nogle krystalapparater derhjemme, og hvis man stillede dem helt rigtigt, så kunne man faktisk høre Danmarks Radio på dem, siger Jørgen Bækmark.

Radiotekniker kunne han ikke blive, fortalte dansklæreren ham. Det job var allerede optaget af en anden dreng, som havde fået den ene læreplads, der fandtes som radiotekniker i den lille by.

Hos det lokale snedkerværksted havde de til gengæld en ledig læreplads, og i mangel af bedre i den knappe efterkrigstid kom Jørgen Bækmark i lære der.

– Og det var jeg egentlig også ganske tilfreds med, mindes han.

Et af Jørgen Bækmarks mest populære designs er stolen J82, som han designede for FDB Møbler i 1960'erne.

Det uheldige dødsfald

Mens Jørgen Bækmark fortæller, sidder han ganske stille i en af sine egne stole. Han griner og taler, så det næsten lyser ud af hans livlige øjne, men kroppen holder han helt i ro.

Der er ellers rigeligt med plads i stolen, som er designet til at kunne rumme alle stadier af livet – det forelskede kærestepar, den gravide kvinde, den ammende mor og bedsteforælderen med et barnebarn på skødet.

Den slags idéer om møbler tilpasset livet voksede i hovedet på Jørgen Bækmark, mens han som udlært snedker gik rundt hjemme i Jylland og reparerede vindueskarme og byggede køkkener.

En dag besluttede han sig for, at han ville ind på Kunsthåndværkerskolen i København for at uddanne sig til møbelarkitekt. Især glædede han sig til at blive undervist af sit store forbillede, Kaare Klint.

– Jeg havde glædet mig sådan til at blive undervist af ham, og otte dage inden jeg skulle starte på skolen, gik han gudhjælpemig hen og døde.

Jørgen Bækmark stønner og tager sig til hovedet ved mindet, men på trods af skuffelsen mødte han og 13-14 andre unge mennesker op på Kunsthåndværkerskolen i København, hvor de i tre vinterhalvår blev undervist i kunsten at designe et møbel.

En lykkelig arvtager

Da Jørgen Bækmark var blevet udlært møbelarkitekt, tilbragte han et lille år hos det eksklusive Rud. Rasmussen Snedkerier, som leverede møbler til Hotel d’Angleterre og Københavns bedre borgerskab.

Men allerede efter 11 måneder hos snedkeriet begyndte det at krible i Jørgen Bækmarks fingre efter en ny udfordring, og via det, han med et grin kalder 'mund til øre-metoden', fik han at vide, at FDB Møbler ledte efter folk.

– Så jeg kontaktede Ejvind Johansson, der var tegnestueleder dengang, og sagde goddag til ham, og vi blev enige om, at det var mig, der skulle ansættes. Og på den måde blev jeg assistent for ham i to et halvt år.

Inden Ejvind Johansson havde navne som Børge Mogensen og Poul M. Volther siddet i tegnestuelederstolen hos FDB Møbler, og Jørgen Bækmark drømte om at blive den næste i rækken. Så da Ejvind Johansson takkede af hos tegnestuen, tøvede han ikke med at søge jobbet.

Efter fire eller fem uger modtog han et brev fra førstedirektøren. Bestyrelsen havde besluttet, at Jørgen Bækmark skulle være FDB Møblers næste tegnestueleder.

– Så var jeg jo bare lykkelig, fortæller han.

Efter godt to år som assistent for Ejvind Johansson blev Jørgen Bækmark i 1958 leder af FDB's tegnestue. Den post bestred han indtil 1967.

Respekt på fabrikken

Selvom Jørgen Bækmark var lykkelig for sit nye job, var det trange tider på tegnestuen. Derfor var en af hans vigtigste opgaver at designe møbler, der udnyttede de håndværk, som FDB Møblers fabrikker var bedst til at producere.

Det gjorde møblerne billigere, hvis man kunne undgå at bruge anden arbejdskraft end den, der i forvejen var tilknyttet FDB Møbler.

Derfor arbejdede Jørgen Bækmark tæt sammen med værkstedet, hvor han hurtigt opnåede respekt, fordi han selv var tidligere håndværker og ofte var lige så ferm ved maskinerne, som de ansatte på værkstedet var.

– Engang ovre på stolefabrikken sagde en af værkførerne, at det fandeme var noget lort, jeg havde lavet. Jeg svarede, at jeg ikke gad høre på hans vrøvl og bad ham stikke mig noget værktøj.

Så smed jeg skjorten og viste ham, hvordan det skulle gøres, fortæller Jørgen Bækmark, mens han skraldgriner af sit eget overmod.

En kvindehånd

Ud over at dreje træ havde fabrikken specialiseret sig i at lave sæder af papirflet og at overfladebehandle træ, og der var grupper af folk ansat til at sidde og producere hver deres specialiserede dele af møblerne.

– Efterhånden ansatte man jo også nogle damer, og de blev så sat til at pudse møblerne…

Jørgen Bækmark slår et grin op ved tanken.

– Ja, det passede lige til en kvindehånd dengang.

Det er 52 år siden, han forlod sin stilling som tegnestueleder hos FDB Møbler, men den nu 90-årige Jørgen Bækmark er igen aktuel med nyheder for firmaet.

Et ødelagt betongulv

Derhjemme havde Jørgen Bækmark også fået både kvindehænder og børnehænder at se til. Han havde giftet sig og fået fire børn med sin kone, og det var ikke altid lige nemt at jonglere jobbet som anerkendt tegnestueleder med familielivet.

Når hans børn skulle have hjælp til lektierne, var det altid hans kone, der hjalp. Selv satte Jørgen Bækmark sig ind og tegnede, lige så snart han havde spist sin aftensmad.

– Jeg har ikke været nogen god far på den måde. Der har været for meget arbejde, siger han.

Han tøver et øjeblik, som om han ikke ved, om der er mere at sige om den sag. Men så kaster han sig alligevel ud i historien om dengang, et par af hans sønner havde fundet et stemmejern i hans værksted.

De sad på gulvet og flækkede træklodser med det og var meget fascinerede af instrumentet. Men hver gang de flækkede en klods, gik stemmejernet lige ned i betongulvet.
Jørgen Bækmark tager sig til hovedet og lukker øjnene.

– Ååååh, jeg var jo ved at gå til. Men så fik jeg at vide, at det måtte jeg endelig ikke gøre vrøvl over, for min kone havde fået sådan en dejlig, rolig eftermiddag ud af det.

Jørgen Bækmark tegner stadig sine møbler i hånden, og hans tegninger er lige så præcise som dem, der bliver lavet på computer.

Jyde frem for alt

En dag var der gået ni år på den måde, og Jørgen Bækmark bestemte sig for at stoppe karrieren hos FDB Møbler. Firmaet var begyndt at hyre designere udefra, og økonomien gik dårligt, så han forlod den synkende skude. Året var 1967, og Jørgen Bækmark ville hjem til Jylland.

Allerede dengang kaldte man København for jydernes koloni, og havde du en dialekt med ophav vest for Valby Bakke, blev du mødt med et overbærende "du er jo også fra Jylland", uanset hvor i hovedstaden du færdedes.

Jørgen Bækmark var træt af det, så han tog familien med hjem til fastlandet og begyndte at undervise på Teknisk Skole i Aarhus. Da en af hans elever en dag bad ham om at fortælle noget om sig selv, var hans svar:

– Jeg er født i Vendsyssel og opvokset i Ebeltoft, og hvis der ellers er noget, kan du tale med inspektøren.

Jørgen Bækmark kan ikke svare på, hvorfor det at være jyde betyder så meget for ham. Sådan er det bare, siger han med en hovedrysten. Derfor slog han og familien sig ned i Hammel og tog hul på et mere afslappet kapitel af livet.

Jørgen Bækmark har ikke planer om at stoppe med at tegne møbler lige foreløbigt.

'Jeg har sgu ikke brug for nogen motor'

For 10 år siden blev Jørgen Bækmark enkemand. Siden hans kone døde, har han passet det store hus i Hammel alene. Som han selv siger, blev han tvunget til at lære at støvsuge, da han blev enkemand, og han er ikke stoppet siden.

Både hans børn og FDB Møblers direktør Ole Kiel har ellers luftet idéen om en rengøringshjælp for ham. Det skal han ikke nyde noget af.

For nylig forsøgte Ole Kiel på vegne af FDB Møbler at forære Jørgen Bækmark en elcykel i gave. En fødselsdagsgave, men også en tak for de ni år, Jørgen Bækmark tilbragte i tegnestuelederstolen, og for den håndfuld nye møbler, han har designet til dem så mange år senere.

Jørgen Bækmark modtog gaven med en fornærmet mine, som først blev blødt op, da Ole Kiel forklarede ham, at motoren sagtens kan slås fra.

– Jeg har sgu ikke brug for nogen motor, brokkede Jørgen Bækmark sig.

Et par streger mere

På trods af den runde fødselsdag har han heller ingen planer om at stoppe med at designe. Han fortaber sig i en historie om en italiensk film, hvor en mand er ved at blive begravet.

Men pludselig åbner kistens låg sig, og ud træder manden, og så stavrer han ellers bare væk derfra. Jørgen Bækmark forestiller sig, at han kommer til at ligge i kisten og råbe: "Hov, åbn lige låget, jeg skal lige tegne et par streger mere."

– Jeg stopper med at tegne den dag, jeg ikke magter at holde en blyant længere. Og den dag er mig bekendt ikke lige oppe over.

Læs mere om: