TRENDS & NYHEDER

Redesign dit genbrugsfund

Tænk i redesign, når du går på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Du kan nemt give dit genbrugsfund et lille twist, så det passer ind i din bolig.

Det er ofte blot lidt maling eller nyt betræk, der vil gøre, at stolen fra genbrugsforretningen går fra at se lidt gammel og støvet ud til at være super moderne. Designerne i dag prøver jo ofte at ramme vintagestilen, så hvorfor ikke købe dine møbler på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og selv redesigne dem? Så får du også et helt unikt møbel. Vi giver dig her tips til at redesigne dit genbrugsfund.


 

Giv møblet en ny farve
Har du fundet et flot møbel i træ, hvor træet er lidt kedeligt at se på? Giv det en flot pangfarve - det er super nemt at male træ, hvis du blot gør det rigtigt. Først skal du grunde træet, og dernæst sliber du det med sandpapir. Brug en god kvalitetsmaling, der er beregnet til træ.

Du kan også vælge blot at male dele af møblet så som stolebenet, forsiden af en skuffe i kommoden eller blot bordpladen. Det giver en super flot effekt.

Læs også: Skab blikfang i din bolig med opsigtsvækkende stole

Skift bordpladen ud
Sæt f.eks. en flot terrazzoplade på en gammel købmandsskænk, som der er gjort på billedet. Det giver et rigtig fint touch til en gammel kommode at få en stenbordplade sat på.

Pynt med klinker
Pep en bakke op ved at sætte klinker i bunden. Du kan også lave et flot bord med klinker. Det gør man ved at dække bordet eller bakken med en fliseklæbende masse og dernæst sætte klinkerne fast.


 

Skift knapperne ud
Hvis du har fundet en flot sofa eller lænestol, hvor der er knapper på, så giver det en smart effekt, hvis du skifter knapperne ud med en kontrastfarve. En grøn sofa med røde knapper vil helt sikkert vække opsigt i stuen.

Læs også: 10 retropuder til din bolig

Brug malertape som stencil
Lav striber på skrå eller et zigzagmønster på kommoden henover skufferne. Det kan du nemt gøre ved at sætte malertape på og dernæst male. På den måde laver du nemt lige striber. Pas på det ikke bliver for farverigt, hvis du i forvejen har mange farver i hjemmet.

Bliv inspireret til at indrette din bolig med overraskende og nørdet vintage i galleriet nedenfor.

Et hjem med vintage