festlig terrasse
TRENDS & NYHEDER

Sådan gør du din terrasse mere festlig

Se her, hvordan du kan pynte din terrasse op til fest - med ting du allerede har!

Det er lettest at gøre din terrasse klar til fest, hvis terrassen er indrettet på en let måde til hverdag, og hvis du har møbler med flere funktioner, som hurtigt kan rykkes rundt på terrassen. Vi guider dig herunder til, hvordan du indretter din terrasse på en fleksibel måde.

SE OGSÅ: Få inspiration til at forny din terrasse!

Sådan indretter du fleksibelt

1. Tænk over dit behov. Hvad kan du lide at lave på terrassen? Her har vi fokus på, at terrassen både skal kunne rumme mange gæster til drinks og middag og være et ekstra rum for få, hvor afslapning og hverdagsspisning er i fokus.

2. Gå efter møbler, der understøtter dit behov. Kan du lide at dase, så vælg solsenge, der kan laves om til sofa. Husk at vælge senge, der har en front, som ikke ligner en solseng, men mere en ramme. Det er pænest. Det er også en god idé at vælge møbler, der ikke er tunge, så du nemt kan flytte dem rundt efter solen.

festlig terrasse

Puder og tæpper gør indretningen blød, og ved at vælge terrakotta-farvede nuancer bliver der sydlandsk stemning på terrassen. Fuldfør stemningen med palmer og planter. Hvis du sætter dem op i højden, virker uderummet mindre tomt.

festlig terrasse

Det ser godt ud, hvis du holder dine serveringsdele i samme farve som puderne og blander forskellige slags keramik, så udtrykket bliver afslappet.

3. Indret dig med utraditionelle havemøbler, så de kan bruges både inde og ude. Hvis du fx hellere vil have en god lænestol end solsenge, skal du måske vælge en, du også kan bruge indenfor om vinteren.

4. Vælg møbler og materialer, der kan stå ude i al slags vejr, hvis du ikke har plads til at tage dem indenfor, når det bliver vinter. Spisebordsstolene her er fx bløde at sidde på uden hynder, der ellers skal tages ind og fylder i stuen. Stolene tørrer lynhurtigt og tåler at stå ude i al slags vejr. Møbler i støbejern og marmor er nemme at tørre over med en klud.

5. Køb mindre, smalle borde frem for ét stort. Det betyder, at de kan stå i et kvadrat til hverdag, så du får mere gulv- og bordplads, mens de kan sættes sammen på langs, når I er flere. Lette stole giver luft til uderummet, og stole, der kan stables, er praktiske, hvis I bliver mange, og festen er stående.

festlig terrasse

Hvis du gerne vil have et plantebord på din terrasse, kan det som her være en god idé at vælge et i samme stil som dit spisebord, da det giver en ensartet indretning og et ekstra bord at sætte til langbordet, når I bliver mange.

Pynt din terrasse op til fest

Når du skal gøre din terrasse klar til fest, er det en god idé at stille bordene med luft omkring, så I har plads til at sidde og spise og snakke, men så I bagefter kan bevæge jer frit rundt.

Når du skal dække bordet, kan du vælge at dække direkte på bordet, eller du kan lægge en dug på, hvis dine borde er forskellige, eller hvis stemningen skal være mere formel. 

Find gerne dine glimtende ting frem fra gemmerne og dæk op med dem. Gyldne metaller og fine glas signalerer fest, og du kan sagtens blande både guld, messing, sølv og kobber i din borddækning. 

Det kan også være en god idé at have tæpper klar, da de giver blødhed til terrassen og varmer ud på aftenen. Du kan lægge tæpperne rundt omkring eller samle dem i en kurv.

festlig terrasse

Skab loungestemning ved at omdanne dine solstole til en sofa, så der er plads til mange. Du kan også pynte med masser af puder, så gæsterne får lyst til at slå sig ned. Et læsejl kan fungere som rygstykke og er med til at skærme for vinden.

festlig terrasse

Bakker er med til at samle både service, glas og andet nips, så udtrykket ikke bliver rodet. Du kan understrege den festlige stemning med tilbehør og pynt i mørke nuancer og metalliske toner.

festlig terrasse

Sæt gerne mange forskellige slags puder sammen. Du kan altid supplere med, hvad du har indendørs. Det giver indretningen mere karakter af stue og mindre af terrasse.

festlig terrasse

Hvis du placerer tallerkener, skåle, glas og bestik lidt tilfældigt, giver det en mere uhøjtidelig borddækning. Med champagnekølere og friske blomster og frugter kan udtrykket hurtigt gøres festligt.

Læs mere om: