Foto: Mikkel Adsbøl
TRENDS & NYHEDER

Sådan plejer du dine havemøbler

Giv dine havemøbler den rigtige pleje. Så holder de sig flotte sæson efter sæson. Få vores bedste tips her!

Det danske vejr er hårdt ved havemøblerne. Du kan ikke give dem evigt liv, men du kan gøre meget. Få Mad & Boligs tips til pleje og opbevaring af havemøbler i de mest almindelige materialer.

Sådan plejer du møbler i rattan

Rattan er et smukt naturligt materiale, som kræver ekstra vedligeholdelse for ikke at udtørre og miste sin elasticitet. Spray møblerne med jævne mellemrum med demineraliseret vand fra en vandforstøver, og undgå at lade dem stå ude i direkte sol. Strålerne får materialet til at falme.

Hvilket look vil du have på terrassen? Få inspiration fra 12 stilfulde terrasser

Stil møbler i jern, stål og aluminium ind om vinteren

Havemøbler i jern, stål og aluminium er temmelig taknemmelige, men de har ikke godt af fugt, som får dem til at ruste og blive misfarvet. De har bedst af at stå indendørs uden for sæsonen. Gør møbler i jern og stål rene med sæbevand, skyl, og tør godt efter. Giv evt. jern et lag metalmaling, fx Hammerite,der beskytter mod rust. Aluminium kan du vaske ned med en klud med lidt sprit. Pulverlakeret stål og aluminium skal du bruge vand og klud til, ingen skuresvampe! Hvis det er meget snavset, så brug mildt sæbevand eller lidt vinduesrens, skyl med vand, og tør efter  med en tør klud.

Træ kræver pleje, men der er undtagelser

Havemøbler i træ skal under kærlig behandling en til to gange om året, hvis de skal undgå at blive grå og vejrbidte. Det gælder dog ikke teak, som kan holde i flere år uden behandling. Med andre træsorter er der ingen vej uden om:

  1. Rengøring Skur møblerne rene med masser af vand, evt. med lidt trærens i, hvis møblerne er beskidte, og lad dem tørre.
  2. Slibning Slib overfladen med sandpapir, så olie/maling kan binde, helst i to omgange med lidt grovere sandpapir først og dernæst med fint. Fjern til sidst alt støv.
  3. Oliering/maling Giv møblerne et eller to lag olie/maling. Brug en grunder først, hvis møblerne er nye. Vær særlig omhyggelig ved endetræ. Mal et lunt og tørt sted imellem 10 og 25°, undgå så vidt muligt direkte sol. Det er vigtigt, at møblerne er tørre, når du går i gang, og at de kan stå tørt igennem hele processen. Husk at læse anvisningerne på olie/maling. Skal møblerne holde sig flotte rigtig længe, så giv dem en tur mere, inden du sætter dem ind for vinteren. Køb trærens, olie mv. hos din havemøbelforhandler, i Matas, malerforretning eller i byggemarkedet.

Redesign dine gamle møbler og loppefund. Få inspiration til opgradering af dine møbler

Drop vedligeholdelse. Nap den lette løsning

Gå efter havemøbler med betegnelsen vedligeholdelsesfri/vejrbestandig, hvis du vil undgå sandpapir, pensler og malerbøtter: plastik, plastikflet, teaktræ og syntetiske fibre som fx polyrattan er gode bud. Disse materialer kræver blot rengøring med klud og vand, evt. mildt sæbevand. Selvom du vælger vejrbestandige havemøbler, holder de alligevel længere, hvis de får lov at overvintre inden døre.

Få tips og inspiration til indretning hver måned med et abonnement på Mad & Bolig

Inspiration til måltider udendørs? Få opskrifter til en picnic i galleriet nedenfor!

20 opskrifter til picnic

Læs mere om: