TRENDS & NYHEDER

Småt, men godt: De bedste tips til at indrette på lidt plads

Du kan sagtens gå efter godt design, selv om du har begrænset plads i dit hjem. Tænk kreativt, ryd ud i dine ting, og vælg pladsbesparende møbler. Vi guider dig rum for rum.

Det kan være en udfordring at indrette et småt hjem, da få kvadratmeter gør det svært at få plads til det hele, men hvis man propper for mange møbler derind, kan det i stedet få et rodet udtryk. 

Derfor er det vigtigt at gå efter pladsbesparende møbler, der enten kan foldes ud eller som let kan flyttes rundt på. Derudover er det smart at vælge multifunktionelle møbler for at spare på pladsen.

Nedenfor har vi lavet en guide til, hvordan du bedst muligt kan indrette hvert enkelt rum. 

SE OGSÅ: 9 musthaves til den lille altan

Entréen

I enhver entré uanset størrelsen er det nødvendigt med opbevaringsplads til jakker, sko og handsker, men især i en lille forgang er det vigtigt at undgå, at overtøj ligger og flyder. Derudover er en bænk et godt valg, da den både kan bruges som siddeplads og til opbevaring. Bænken her er fra Skagarak, og passer perfekt i et småt rum pga sin smalle form. 

Gå efter siddemøbler med opbevaringsplads nede i og smalle skohylder, som også kan bruges som hylde til nøgler og lignende. Du kan med fordel vælge møbler, der kan hænge på væggen for at spare på gulvpladsen. Skoskabet her er "hall" fra Montana. 

I et småt hjem er det en god idé at holde entréen simpel med en minimalistisk indretning. Vælg en knage frem for en stumtjener for at spare på pladsen. Denne pladsbesparende knage, med plads til mange jakker og tasker, er fra Fram Oslo.

Stuen

I en lille stue kan det knibe med plads, så derfor er det en god idé at gå efter topersoners sofaer, som hverken fylder meget i længden eller bredden. Hold dig fra en sofa med chaiselong, da den hurtigt kan blive klodset i et småt rum. Gå derimod efter multifunktionelle møbler, som f.eks. både kan bruges som bord og til opbevaring. På den måde sparer du dyrebar plads.

Bor du med få værelser, er en sovesofa et godt valg, da den hurtigt kan forvandles til en sofa, når du får gæster. Derudover er en puf eller en mindre lænestol et godt valg, hvis der skal være plads til flere. De er nemme at flytte rundt på og giver fornemmelsen af mere plads. Både puf og sofa er fra Sofacompany. 

Vælg også lette møbler såsom sideborde, som nemt kan flyttes derhen, hvor du har brug for dem. Siddebordet her er fra Swedese, og kan flyttes med, alt efter hvor du opholder dig. 

Arbejdspladsen

Har du ikke mange rum at gøre godt med, kan du indrette et hjørne af soveværelset som hjemmekontor. Denne stol fra Frama Studio er smart til hjemmekontoret, da den med sin trekantede form fylder minimalt i rummet. 

Hæng bordet på væggen, så du sparer gulvplads og samtidig kan udnytte det som hylde, når det ikke er i brug. Sørg dog for at opbevare ting i bokse og æsker, så bordet er ryddeligt. Skrivebordet på øverste billede er fra Menu, og bordet nedenunder er fra Sibast Furniture. 

Spisestuen

Til en lille spisestue kan du gå efter et rundt spisebord, da det er nemmere at komme omkring end rektangulære borde. Spisebordet her er fra Warm Nordic. 

Vælger du et rektangulært bord, kan du spare plads ved at indrette dig med en smal bænk på den ene langside. Enkeltstående stole fylder mere. Bænken her er fra House Doctor.

Vælg eventuelt et sammenklappeligt bord, og gem det væk, når du ikke bruger det. På den måde kan du også nemt rykke det fra rum til rum. Det sammenklappelige bord er fra &tradition. 

Bruger du kun spisepladsen, når du har gæster, kan stabelbare stole være en fordel. Taburetter er smarte, da de nemt kan flyttes rundt på, og sagtens kan stå i et skab, når de ikke skal bruges. Husk, at du ikke nødvendigvis behøver, at have fire til seks stole rundt om spisebordet. Er i kun to i husstanden, kan i nemt spare på pladsen ved kun at have to stole stående fremme. Så kan i altid supplere med taburetter, når i får gæster. 

SE OGSÅ: 9 indretningstips, der giver nyt liv til dit hjem