Blød jul i murermestervillaen
FANTASTISKE JULEBOLIGER

Boliggalleri: Blød jul i murermestervillaen

I den gamle murermestervilla i Korsør eskalerer julen frem 
mod juleaften. Den begynder i det stille uden pynt, men med bløde puder, gran og grene og levende lys i massevis.

Min mand siger, at der ikke er så meget jul her. Da vores tre børn var små, havde vi alt, som hører julen til. Nu, hvor det bare er os to, skaber jeg stemning ved at fylde lidt mere på af alting: Lidt flere puder, lidt mere lys, gran og dybere farver, fortæller Anita Schytte.

Julen begynder forsigtigt med julemusik lige fra gamle, engelske christmas carols til moderne julemusik og Händels Messias, der fylder hjemmet tidligt i december. 

Huset, der er på hele 286 m² i Korsør, får også lidt ekstra detaljer i form af tilbehør og grønt, og så tager pynten til, når juleaften nærmer sig.

– De sidste dage før jul pøser jeg på med en masse dekorationer. Og tredje juledag er alt tilbage til det sædvanlige. Julen er kort og intens hos os, fortæller Anita Schytte.

Murermestervilla med bløde sager

Anita Schytte har nogle ting foruden julemusikken, hun hvert år skal have til jul, såsom levende lys i store mængder og konfekt i hapsehøjde.

Kom indenfor i dette magiske julehjem på Frederiksberg! 

– I hele december har jeg et bræt stående med portvin, julegodter, tørret frugt og smukke glas. Så har vi altid noget at hygge os med, hvis vi får gæster. Og så ser det fint ud, synes hun.

Huset klæder også om til jul. Sofaerne fra Gervasoni har betræk til både sommer og vinter, og både ekstra tæpper og velourpuder bliver fundet frem. Selv spisestuestolene byttes ud – bambusstolene fra Tine K står nemlig ude om sommeren, men flytter ind til vintersæsonen.

35 til julegilde

Hun elsker at lave mad – gerne længe og til mange – og så sidder man ofte længe ved bordet. En af familiens traditioner er da også at holde et stort selskab. 

– Selve højdepunktet i julen er den traditionsrige julefrokost, vi holder tredje juledag. Vi inviterer de samme gæster i år som for 30 år siden, og vi er altid mange – gerne 35-40 personer. Alle har en signaturret med, og så spiser vi og hygger os.

Det er nok den juledag, vi glæder os mest til hvert år, siger Anita Schytte. En anden tradition er at have julegaverne stående fremme som dekoration hele december. 

Få opskriften på de lækreste æbleskiver med karamel her!

− Jeg hygger mig med at købe dem, pakke dem ind og lægge dem under træet med det samme. Julegaver er pynt i sig selv. Da børnene var små, måtte vi bare placere dem uden for rækkevidde.

Men selv om julen skrues nogle hak op til selve højtiden, er huset tilbage til hverdagen efter julefrokosten tredje juledag. 
Anita er ingen minimalist, men hun kan lide, at der er ryddeligt. Derfor omgiver hun sig kun med ting, som hun behøver eller synes er smukke.

– Jeg beholder for eksempel kun køkkentøj, som jeg virkelig bruger. Jeg har ingen overflødig elektronik. Mine hænder fungerer stadig fint med en kniv, konstaterer hun.

Boliggalleri: Julen begynder blødt

Boliggalleri: Julen begynder blød